De lynhurtige journalister på DR skriver i denne artikel, at Pia Kjærsgaard er et geni på Facebook.

(Opdatering – DR har ændret overskriften på artiklen … men jeg har selvfølgelig et skærmdump så I kan se jeg ikke overdriver… 🙂

I artiklen citerer DR et analysefirma for at mene, at Pia Kjærsgaard har meget mere “engagement-score” end andre kandidater i valgkampen. Firmaets direktør siger blandt andet:

“Det, engagementscoren siger noget om, er, hvor dygtig politikeren er til at få vælgerne i tale”

Og videre i artiklen hedder det:

“Ifølge Crisp er en Engagement Score på 90-110 normal. En score fra 110-130 betragtes som høj, og en score over 130 betegnes som ‘geniniveau’.
Pia Kjærsgaards score ligger i skrivende stund på 143,1 .
– Det er voldsomt højt, siger Andreas Borch Hansen.
– Politikere ligger generelt højere end virksomheder og privatpersoner, men at Pia Kjærsgaard boner så højt ud er at hun har en hel del kernevælgere, der er meget aktive og hyppigt tilkendegiver deres meninger.”

I tilfældet Pia Kjærsgaard må man så ikke håbe, det betyder noget for genialiteten, om hun selv er tilstede? For formodentlig er det DFs valgkontor der skriver de fleste af statusopdateringerne for hende, hvilket DF tydeligt gør opmærksom på på siden:

Og misforstå mig ikke – det er jo fuldt forståeligt at politikerne beslutter at de ikke har tid og fravælger Facebook fremfor forsamlingshuset – min pointe er bare, at hvis det ikke er Pia selv der skriver, så kan hun måske lige knap udråbes til at være et Facebook geni?

Når det er sagt, så er siden bestemt ikke den værste politiske Facebookside jeg har set. Den opdateres løbende – både mellem valgene og under valgkampen og den holdes tilsyneladende fri for de værste mishagsytringer og spam.

DF har dog efter min mening lige præcis fravalgt det man kunne kalde det seriøse engagement, eftersom Pia Kjærsgaard/DFs valgkontor ikke deltager i debatten, men typisk begrænser engagementet til en status, hvorefter de så lader Pias fans om at diskutere løs i kommentarfelterne.

Og det er sikkert meget fornuftigt i forhold til mængden af timer i døgnet under valgkampen, men efter min mening bør en seriøs “engagement-score” i en seriøs analyse tage højde for om der er engagement i begge ender. Får ejeren af siden engageret sine fans og er han/hun selv engageret? Netværk og relationer bliver trods alt stærkest, hvis de foregår mellem mennesker – også når det ene menneske er en politiker.

Min liste over geniale politikere på Facebook tæller derfor mennesker som Søren Pind, Ida Auken og Signe Wenneberg – og det er jo blandt andet fordi de selv er tilstede og skændes og debatterer lystigt med deres fans på deres sider!

Har du poltikere som du synes skal have nogle engagements-point for at være tilstede online her under valgkampen så har du nu chancen i kommentarfeltet! 🙂

Jeg har lige holdt kursus for en gruppe folketingspolitikere og kandidater i lørdags og det var vældig sjovt. Du kan se præsentationen fra kurset som varede 3 timer på Slideshare.

Som en del af min research spurgte jeg både på Facebook og på Twitter, hvilke politikere min venner følger og hvorfor nogle politikere er gode, mens andre er rigtigt ringe til at bruge sociale medier.

Her har jeg samlet nogle af svarene:

Ikke overraskende er de gode politikere dem som bruger sociale medier, som de er tiltænkt – nemlig socialt. Det betyder at de svarer på spørgsmål, at de selv skriver kommentarer, at de følger andre på Twitter eller Facebook og i det hele taget selv ER på de her platforme. På Twitter er det ret tydeligt at de politikere der fremhæves som gode har profiler der ser sådan her ud:

Det vil sige profiler, hvor det er tydleigt at politikernes aktivitet ligeså meget er dialog (når der står @twitternavn så betyder det at man svarer en anden bruger på twitter) som det er opdateringer om dem selv.

Alle mine venner svarer omvendt at de politikere som bruger en pressechef eller som bare sidder og pumper informationer fra parti-kampagner ud i intetheden er totalt ligegyldige – ikke værd at følge og sender signal om at de – heller ikke på sociale medier – har lyst til at tale med vælgerne.

Det er let at finde eksempler i begge lejre, så det undlader jeg (der er et par stykker i min præsentation øverst i dette indlæg)

Så pointen er på Twitter, at hvis politikere vil have folk til at holde af dem, sende deres tweets videre (det hedder RT og vi gør det hele tiden på Twitter – spreder nyheder og viden til hinanden ved at “genudsende” tweets) og anbefale andre at følge dem på Twitter, så skal de altså selv i gang med at trykke RT og med at deltage i debatter og samtaler.

De mest populære jeg fik på Twitter var:
@Vestager. Margrethe Vestager fra De Radikale er i forvejen i vælten og det er hun altså også på twitter, hvis man spørger dem jeg kender. Folk kan lide at følge hende fordi hun tweeter om andet end politik, fordi hun tager billeder fra hverdagen og deler dem og fordi hun lader til selv at være tilstede i det hun skriver.

@idaauken. Ida Auken fra SF diskuterer ganske enkelt politik via Twitter, hun mener noget og hun siger folk i mod og forsvarer sin politik – det er forsamlingshus 2.0 når det virker.

På Facebook er billedet meget det samme. Vi foretrækker, de politikere som faktisk selv er tilstede og som taler med os. Jeg har også politikere blandt mine venner på Facebook og jeg synes både Signe Wenneberg (som har en side og som er kandidat for Socialdemokraterne og som samtidig er haveentusiast og ved en masse om grøntsager og endnu mere om kommunikation og netværk) og Søren Pind (som har en profil og som er Venstremand og udviklingsminister, som ikke lægger fingrene imellem i analyserne af verdens-situationen) gør det fantastisk – og det jeg kan lide ved dem begge 2 er, at jeg bilder mig ind at jeg kan mærke hvem de er og hvad de står for når jeg læser deres statusopdateringer på Facebook.

Mine venner på Facebook fremhævede derudover: Mai-Britt Schultz , Manu Sareen, Johanne Schmidt-Nielsen, Karen Lumholt, Rasmus Jarlov, og Maja Panduro

Egentlig finder jeg det meget betryggende at der faktisk er gode poltikere på sociale medier fra flere partier – og min egen hemmelige plan er at følge en masse af dem under den kommende valgkamp – og så helt styre udenom de der brochurepolitikere, der ikke siger hverken “goddag” eller “tak” når man besøger deres websites! 🙂

Mit råd til politikerne i lørdags og til politikere der læser dette indlæg er at de jo bare skal være sig selv – og at de fremfor alt kun skal kaste sig ud i at bruge sociale medier, hvis de har tænkt sig at være tilstede og at sætte en smule tid af til at tale med os – og ikke bare til os.

Endnu engang tak til alle, der bidrog til min research på Twitter og Facebook – det er jo en fest at finde ud af nye ting, når man har så knalddygtige læsere!

Rokokoposten (som er satire) havde i går en artikel om at “S og SF vil bekæmpe singlesamfundet” og Mette Frederiksen (som er “interviewet” i satireartiklen) følte sig derfor nødsaget til at lægge afstand til artiklen.

Her er, hvad hun skrev på sin Facebook-profil:

Det fik straks en hel masse på Twitter og Facebook til at grine lidt af, at hun tager det så alvorligt – og det gav mig lyst til lige at udvise en smule samfundssind og forsøge at hjælpe politikerne lidt på vej, når der nu lige om lidt bliver valgkamp for alvor 🙂

Her kommer derfor 5 gratis tip + et bonustip til den politiker der gerne vil undgå at træde i social media spinaten:

1. Lav kildekritik
Hvis der er historier om dig/partiet på nettet, så undersøg, hvem kilden er, inden du går i offensiven.

Sider som denfri.dk har masser af indlæg med skarpe kanter og Rokokoposten er LØGN fra ende til anden. Det er det, vi synes er sjovt! (Konceptet kendes også fra The Onion).

Hvis du bliver beskæftigelsesminister efter valget, bør du gøre noget ved forholdene i Dagpengeland, men indtil da kan du gøre som os andre, læse det som hård, men ærlig samfundssatire.

Du har formodentlig ikke de samme forventninger til dækningen i Se&Hør som i Politiken? Og sådan er det altså også med internet-sider, de er forskellige.

Min pointe er, at 3 minutter brugt på kildekritik og baggrundscheck (tryk på “Om denne side” og læs 2-3 ældre indlæg, hvis du stadig er i tvivl) kan spare politikere for en masse bøvl.

2. Følg historien udvikling
Inden du springer ud i debatten, skælder ud, lægger afstand eller kommenterer på din egen facebook-side, skal du måske overveje, om det overhovedet er et slag, du gider kæmpe? Som politiker, er du ikke forpligtet til at deltage i alle debatter – for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Følg derfor historiens udvikling – nogle gange udvikler den sig i løbet af få timer. I aviserne er sagen afgjort når noget bliver trykt. På sociale websites er netværket ligeså vigtigt som historien. Hvis du har et godt netværk kommer nogle af vælgerne dig måske til undsætning inden du selv når, at hidse dig op.

Hvis du kan se, at læserne er dine kernevælgere, som begynder at dele artiklen/blogindlægget/historien på Facebook og diskutere om du mon er rigtig velforvaret, kan det jo godt være, du skal på banen også selvom historien ikke så vigtig ud til at starte med.

Og omvendt – hvis læserne lader til at være højtråbende anonymiserede personager, der alligevel stemmer på et konkurrerende parti, så tag en dyb indånding og brug din mus til at komme videre ud på nettet til mere frugtbare dialoger med dem der rent faktisk skal/kan stemme på dig.

3. Nettet er offentligt
Hvis du når frem til, at du da skal mene noget på nettet, så er alt åbent på nettet. Alt. Du skal derfor ikke skrive noget på Facebook eller i kommentarfelter på blogs, som du ikke vil se trykt i Ekstrabladet – og du skal ikke skrive noget om dine modstandere, som du ikke vil skrive i en kommentar på deres egen facebook-side eller i et læserbrev.

Når du skriver noget på nettet, skal du mentalt have et billede af, at du står med en megafon på rådhuspladsen i hovedbyen i din opstillingskreds og råber det ud. Dette gælder også, når du sender e-mails.

4. Hvis du er i skidt humør, så lad være

Man skal hverken blogge, diskutere på Facebook eller deltage i tv-interviews, hvis man er stikhamrende tosset. Det, der står tilbage er at man ikke kan styre sit temperament – ikke om man mener noget, der giver mening.

5. Humor er din ven
Hvis man som politiker bliver gjort til grin, er der som regel en flig af sandhed i satiren (ellers er det dårlig satire).

Det lidt ærgerlige ved Mette Frederiksens statusopdatering ovenfor er derfor, at hun ikke selv kan se, at det er sjovt. Jeg tror nemlig, at mange andre godt kan se, at hendes politik på en del andre punkter handler om at forbyde, at folk har det dårligt.

Mette Frederiksen havde fået mange flere point på Facebook ved at hoppe med på rokokopostens historie – og så skrive at hun skam også har planer om at forbyde at ægtepar er ulykkelige. Singlerne er bare første stop.

Selvironi er politikerens bedste ven, humor giver point – og at grine af sig selv er afvæbnende.

Bonustip: Slap af

Lad være med at tage det så tungt, hvis nogen sender dig et link til en side med en historie, du ikke er glad for. De sociale kanaler bevæger sig med lynets hast fra én historie til en anden – og langt de fleste skandaler bliver ikke til noget alligevel. 🙂

Husk at hvis du hidser dig op, er der større sandsynlighed for at en dum lille historie bliver større – og husk at lave kildekritik og at følge historien INDEN du slapper så meget af at du falder i søvn (se tip nr. 1 og 2).

Rigtig god valgkamp, når du når dertil.

PS: Hvis du har andre gode tip til politikerne, er du selvfølgelig velkommen til at smide en kommentar.