Nye udfordringer til Trine-Maria
I dag åbner jeg en ny dør – og starter som freelancer. Det betyder at jeg fremover primært er at finde på trinemaria.dk.
Det betyder også, at jeg stopper som konsulent og partner i Socialsquare. Det har krævet en del overvejelse at træffe beslutningen, men jeg vil gerne tilbage til min kommunikationsfaglighed, til mere PR og til min egen faglige fordybelse i nettets udvikling og påvirkning af vores arbejdsgange, tankegange og adfærdsmønstre.
Jeg vil meget gerne holde flere foredrag, undervise og skrive mere (forhåbentlig også blogge mere til gavn for jer der læser med her på bloggen) – og så vil jeg satse mere på projekter, som har kommunikation og PR som omdrejningspunkt – hvem ved, måske bliver jeg sågar ansat på deltid et sted i en periode? 🙂
De 5 år i Socialsquare har lært mig meget om at bygge forretning. Både at det er sjovt og lærerigt, men også at det kan være hårdt både at skulle være fagligt på tæerne – og at skulle opbygge en ny arbejdsplads på et nyt felt.
Jeg synes det har været spændende at arbejde med kunder fra nogle af Danmarks bedste virksomheder – og jeg er taknemmelig for de erfaringer jeg har fået med at arbejde med det sociale internet sammen med kommunikatører i blandt andet Arla Foods, Novo Nordisk, DBU, Københavns Universitet, Skanderborg Kommune, DSB, SEB, Telmore osv.
Jeg har også haft ultradygtige kolleger undervejs, fået god sparring og lavet masser af sjov og ballade online og off-line og jeg har sidst, men ikke mindst haft gode partnerskaber med både Thomas Madsen-Mygdal (som jeg ønsker alt det bedste med fortsat at forme Socialsquare) og Andreas Johannsen (som jeg er sikker på, at Klean bliver glade for). Socialsquare er efter min mening stadig en rigtig god idé – og jeg ønsker Martin Sønderlev og Magnus Christensson som indtræder i ejerkredsen – og resten af banden – alt det bedste fremover.
Min kalender er åben for kaffeaftaler og frokoster, så hold dig ikke tilbage, hvis du har projekter, ideer eller forslag til hvad jeg burde lave – giv mig et ring på 27291704 – eller send mig en mail på trinemaria@gmail.com – og følg også gerne med i mine nye gerninger på trinemaria.dk eller på twitter, hvor jeg jo er @trinemaria.