Er Snapchat det næste store sociale medie?
I denne uge er Snapchat på forsiden af Bloomberg Business Week med overskriften “Erasable You” og hele fidusen er at du med SnapChat genvinder kontrollen over, hvad internettet husker om dig.
Snapchat er en app til din telefon, som du kan bruge til at dele billeder med dine venner. Men billederne er ikke evige. Tværtimod forsvinder de efter ganske få sekunder (du indstiller selv tiden) og du kan være sikker på at billedet forsvinder, når det er set – for det er hele meningen.
Og Snapchat er i vækst. Der sendes over 50 mio Snapchats om dagen. Facebook har lavet en feature der hedder “Poke” med nogle af de samme muligheder for at “slukke” – og også tjenesten Wickr tilbyder dig mere kontrol med din data-historik.
Jeg er sikker på at debatten om, hvorvidt det er rimeligt at man ikke kan glemmes og at man ikke kan starte forfra på en frisk vil blusse op med jævne mellemrum – og mit synspunkt er at vi som forbrugere i nogle sammenhænge skal have lov til ubemærkethed – og jeg er sikker på at tjenester som tilbyder at du selv kan bestemme mere over, hvilke af dine meritter der ligger online til evig tid, går en lys fremtid i møde.
Det betyder ikke at Snapchat er det nye Facebook, det betyder bare at formatet, muligheden for at dele billeder der IKKE skal kunne holde til evig tid, efter min mening har en god chance.