Ben Hammersley er altid god. Han er journalist og forfatter og blogger. Jeg har hørt ham på den danske Reboot konference flere gange og han er dygtig og leverer altid et fugleperspektiv.

I dag starter han med menneskets udvikling. Normalt har samfund udviklet sig til et vist punkt og er så faldet sammen på grund af pest, kolera eller krig eller forfald. – og når det ikke sker i dag – når vi rider på en bølge af udvikling er det fordi, vi i dag kan bruge teknologien, vi opfinder, til at opfinde endnu bedre teknologi. Vi kan bygge vores fremskridt på de fremskridt vi allerede har gjort. Nogle ting kan IKKE blive bedre (sværd og væddeløbsheste er eksempler fra Hammersleys tale) – men teknologi kan blive bedre.

1. Information wants to be free

2. Zero distance

3. Mass amateurism

4. More is much more

5. True Names

6. Viral behaviour

7. Everything is personal

8. Ubiquitous computing

Alle mennesker kan i dag gøre alting – og ikke nok med det. Ben Hammersley forklarer hvordan han som barn lavede kortfilm og det var dyrt og besværligt og hvis han lavede fejl var det endnu dyrere. Idag kan man blive god til noget, man klan øve sig på at tage billeder og fotografere – uden at bruge tusindvis af kroner på billeder som skal fremkaldes – man kan virkelig fejle mange gange – helt gratis. Alligevel har vi indbyggede strukturer som kæmper mog fejl i vores samfund – og nogle af de strukturer kan også spærre for at vi får det fulde ud af potentialet i teknologien:

The oppposition

1. Copyright

2. Borders

3. Censorship

4. Network Blocking

5. Identity cards and databases

6. More network blocking

7. Everything is trackable

8. No privacy

Mange af vores virksomhedsstrukturer er baseret på, at verden jo nok snart går galt – og at fejl derfor ikke må opstå – og vores indbyggede visdom er på den måde med til at bremse fremskridt.

Hvad har det her med weblogs at gøre?

Blogging er ikke én af ideerne . Blogging er ALLE ideerne – vi kan blogge for at skabe fri information, for at vise at der ikke er afstande mellem mennesker,  osv. Det betyder at bloggerne har et ansvar for ikke at gå på kompromis og ikke at tillade censur eller andre af de forhindringer som strukturerne stiller op for udviklingen.

Personen er et brand. Og vores identitet på en blog er vores egen – ikke virksomhedens. Siger Hugh McLeod fra som har bloggen gapingvoid.com – og som beskæftiger sig med mikro-branding eller blogvertising. Han sidder i et panel her på Les Blogs i Paris.

Og det er jo stærkt interessant for os der beskæftiger os med virksomheds-blogging. Ejer Arla deres blogs? Måske indholdet – men hvis Trine Vase-Bendsen eller Maja Møller eller Louis Illum Honore får et nyt job – hvem ejer så kontakten fra bloggen og ud? Arla er egentlig ikke noget godt eksempel, for Arla kan lukke en blog (alle deres blogs ligger på Arlas egen hjemmeside og er en del af at Arla-univers – adressen er også Arlas). Sagen bliver straks anderledes, når bloggen ikke er under et corporate domæne. For eksempel Robert Scoble i Microsoft. Bloggen OG domænet er hans – og hvis han skifter job, mister Microsoft en stemme. Men hans blog lever videre.

Weblogs synliggør medarbejdernes viden og netværk
Og egentlig synes jeg bare, det synliggør en situation, som altid har været et faktum. Når en medarbejder forlader virksomheden tager han sit netværk og sin viden med sig videre. På godt og ondt. Det er stadig medarbejderen, der kender "Jørgen" og som Jørgen helst vil tale med om det faglige og som Jørgen synes, det er hyggeligt at holde møder med – fordi I har det der med et fint ord hedder: "god kemi" 🙂

Betyder mennesker noget i din virksomhed?
Jeg kan godt huske historier om reklamebureauer, som fastholder kunderne – selv om projektlederen får et nyt job og selv om de kreative siger op eller bliver fyret. Undskyldningen er at det "kreative univers" skal købes frit af virksomheden og er ejet af bureauet. I mine øjne er tilgangen noget absurd – og som kunde ville jeg have meget svært ved at acceptere det i dag. Bureauet siger til mig, at menneskene i virksomheden er betydningsløse? Og at det der betyder noget, er bureauets brand/ bureauets professionalisme/ filosofi?

Men som menneske ved jeg, at mennesker ER vigtigere. At kreativitet og dynamik og samarbejde opstår, når man er i en gruppe, hvor folk klikker med – eller provokerer – eller supplerer hinanden. men man ved da, at personerne aldrig er ligegyldige, hvis man skal have noget arbejde gjort…

Jeg er på Social Square studietur til konferencen Les Blogs 2.0 i Paris. Søde mennesker og gode oplægsholdere, men også en fornemmelse af at være i et selvrefererende system, der i mange af talerne understreger, at blogging handler om "inkluderende samtaler mellem mennesker", men som selv har en retorik, der til tider virker temmelig ekskluderende.

Et eksempel – Jeg ved da godt, at Robert Scoble er technology evangelist og blogger i Microsoft og at han har skrevet en bog sammen med PR/Marketingmanden Shel Israel om blogging. Bogen hedder Naked Conversations og udkommer til januar. Processen med at skrive bogen har man kunnet følge på deres blog, hvor de har blogget en række af de mange interviews, de har lavet og alle bogens kapitler i tilblivelsesprocessen, for at få feedback undervejs.

Men det var ikke særlig klædeligt at overvære dem begge to gå på scenen og glemme, at ikke alle ved, hvem de er og hvad deres historie er. Måske læser man Robert Scobles weblog som hedder scoblelizer, men kan ikke genkende manden fra billedet?

Der kan være mange grunde til at nogle af talerne ikke præsenterer sig. Den første der faldt mig ind var, at når man har mange læsere, får man måske en fornemmelse af, at alle jo ved, hvem man er? Lidt ligesom journalister på TV-avisen måske kan komme til at mene, at alle genkender dem på gaden – og må have problermer, når de så tager på ferie i Sverige, hvor ingen aner, hvem de er?

Den anden grund kunne være at blogverdenen i meget lang tid har været lille og dermed automatisk er blevet lukket om egne ritualer og strukturer (det sker ofte i små sociale enheder, hvor alle kender alle og alle kender reglerne – og det betyder at små grupper kan være mere lukkede end store!). I dag er der så flere og flere der blogger og som tager på konferencer om blogging og har en interesse i emnet – og den blinde plet bliver først synlig for de her top-bloggere når nogle i publikum, som ikke kender dem, er modige nok til at rejse sig og råbe: "Says who?"

Og det sjove er, at de også taler om at samtaler kræver tillid mellem mennesker og at have autencitet og autoritet – men jeg har da ikke tillid til folk, jeg ikke ved hvem er – og autoriteten blegner, hvis jeg først selv skal bryde koden om, hvor de taler fra (deres position)!

Talte lige med min kollega Thomas Madsen-Mygdal som også arrangerer Reboot konferencen i København hvert år og på Reboot bliver talerne altid præsenteret (Thomas opdaterer lige – de bliver enten præsenteret – eller bedt om selv at lave en introduktion) – og så er rammen for oplevelsen sat – vi ved, hvem vi har foran os og er klar til at lytte. En lille detalje, men stor effekt.