Jeg har fået et nyt stykke legetøj i dag. Det er min første dukke i noget der minder om 30 år, tror jeg. 🙂

Hun er en Makie, det vil sige en dukke, som jeg selv har designet på computeren ovre hos Makie.me og som jeg så har betalt for, at få 3D printet og leveret.

Dukken hedder Trine-Maria (den skulle jo have heddet Trine-Makie, men det må så blive den næste) – og jeg forsøgte at bygge en dukke, der ligner mig selv så meget som muligt. Tænkte det kunne blive en sjov avatar…

Makie Lab gør selv opmærksom på, at de er i Alpha eller Beta eller hvad det nu hedder, når man faktisk ikke selv mener, man er helt parat til at åbne butikken. De sælger dukkerne i serier – for at undgå at blive væltet, gætter jeg på. Min dukke er fra den første serie og har nr. 96 ud af de 100 første i batch 001. Man er vel “first-mover” 🙂

Foreløbig er det kun ansigtet, man kan designe løs på – og så kan man selvfølgelig vælge hår og øjne og begge dele ser også ud som om, det er ret let at skifte ud. Der er forskellige outfits tøjmæssigt, men også der, er der jo et stort potentiale – også for at lade folk designe selv osv.

Digitalt ser hun sådan her ud:

Og hvis jeg var dem ville jeg skynde mig at udvikle en digital legeplads hvor hun kunne møde andre Makies og spille spil og lege digitalt – og det har Nikolaj Nyholm fra Sunstone (som har investeret og som gjorde mig opmærksom på dem) da også lovet at de er i gang med.

Og som hun står og pynter i min vindueskarm, ser hun sådan her ud:

Resultatet er blevet fint synes jeg, omend min næse jo nok er lidt mere spids i virkeligheden 🙂 og så smiler jeg jo meget meget større, men det kunne jeg altså ikke lave i designet uden at få en meget stor mund og det har jeg jo så ikke. Ørerne er alfe-ører, fordi man kunne! 🙂

Mht farven så er den jo en anelse bleg, men man kan give den helt almindelig make-up på (man skal dog være opmærksom på at det måske er svært at tage af igen, selv om Makie uden hår og øjne faktisk kan klare en tur i opvaskemaskinen). Makie Lab arbejder på flere hudfarver.

I modsætning til alle mine Barbiedukker, da jeg var barn, så kan hun faktisk stå selv. Af en eller anden grund har jeg ikke fået hendes sko med, man kan ellers både vælge flade og højhælede sko og så bare skifte hendes fødder – en feature jeg godt kunne bruge i virkeligheden!

Det er ærlig talt vildt sjovt, at man kan lave sin egen dukke. Prisen var en smule i den dyre ende – jeg tror, jeg endte i nærheden af 1000 danske kroner – og jeg håber jo snart, de gør det et par hundrede kroner billigere, for så ved jeg godt, hvad jeg skal lave med vennernes pigebørn, når vejret igen bliver dårligt …

Go ahead and Makie my day 🙂

Jeg var på seminar om co-creation i går (jeps arbejde på en søndag!). Seminaret var initieret af DDA og handlede af samme grund i stor stil om co-creation i design-processer.

De fleste af deltagerne var fra design-verdenen og fra design-afdelinger i virksomheder – og seminaret var så tilrettelagt med en række talere, panel-interviews og nogle gruppe-sessioner, hvor deltagerne var med til at skrive videre på et “Co-creation manifesto” som var påbegyndt af deltagerne fra lørdagens (mere lukkede tror jeg?) event. Jeg vil tro at manifestet bliver tilgængeligt på websitet?

Min pointe her er fra et interview som blev gennemført med Anna Kirah (antropolog, tidligere hos Microsoft – i dag tilknyttet CPH Design og altid med bruger-centreret fokus til alt, hvad hun laver – meget dygtig – hvis du kan komme til at høre hende tale skal du bare slå til!).

Hun sagde at en af udfordringerne med Co-creation i Skandinavien er, at vi indretter mange af vores processer efter udtrykket: “Lige børn leger bedst” – og så tilføjede hun, at det jo er meget muligt, men tænker vi nogensinde over, at lige børn måske ikke kan lære hinanden noget?

Hvornår har du sidst arbejdet sammen med mennesker fra helt andre fag eller fra helt andre perspektiver? Og har hun ikke en pointe i, at man bare lærer mere af at være sammen med mennesker, man ikke er mage til?

Nu er konkurserne efter islændingenes erhvervseventyr over os. Merlin forleden og Sterling i dag.

Merlin har valgt, hvad man kunne kalde en skrabet model:

Sterling forsøger sig med en noget længere forklaring (advokatens Word dokument – eksporteret til HTML?):

Det undrer mig lidt, at man ikke henviser kunder til andre muligheder? (Dele af Merlin er solgt – hvad med at henvise til kæden der har købt dem og hvad nu, hvis det tv man lige har købt er gået i stykker? Og jeg hørte lige i radioen at SAS, hvor de har tomme sæder, vil tilbyde Sterlings kunder hjælp til at komme hjem fra destinationer de ellers er strandet på…men det står der ikke noget om?) Men måske er der regler for den slags?

Under alle omstændigheder er det nok svært at lukke pænt – lidt ligesom det er svært at få gabende tomme butikslokaler på et indkøbsstrøg til at se indbydende ud?

Jeg faldt lige over et skønt blogindlæg om logoer og deres udvikling i teknologi-virksomheder.

Vidste du at Nokia engang havde en fisk som logo – eller at Apple startede med at have et logo med Isaac Newton der sidder under et æbletræ?

Eller check lige udviklingen hos IBM:

Mere om Canon, Xerox, Microsoft m.fl. logoer og hvordan de blev til lige her hos Neatorama.