Jeg er lige blevet færdig med at læse “What is mine is yours – the rise of collaborativ consumption” af Rachel Botsman og Roo Rogers. (Oversat må den jo hedde noget i retning af: “Det, der er mit, er dit eller vores”?)

Bogen er en fantastisk tur igennem landskabet af sociale tjenester på nettet som gør det muligt for os at dele – ikke bare bits & bytes og billeder fra fester, men også fysiske genstande; bøger, markjord til grøntsagsdyrkning, hus-bytte i ferier, udlejning af ekstra værelser, musik, tøj vi ikke bruger mere, værktøj og redskaber og alt muligt andet.

Jeg er især fascineret af den helt enkle idé og den smukke udførelse af landshare.net – hvor folk der gerne vil dyrke grøntsager, men som ikke selv har jorden til det, kan finde mennesker som har jord men som ikke har tid/lyst/lejlighed til at passe planter. Der er +57.000 tilmeldt til tjenesten og det er jo helt oplagt, hvorfor det virker.

Bogen forsøger også at forklare, hvorfor vi pludselig deler mere end tidligere – og forfatterne mener kort sagt, der er 4 overordnede trends som spiller ind:

1. Ny tiltro til fællesskaber
I Danmark mødes 50-80 mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden fra andet end Twitters univers jævnligt på twedagsbar. Ligesom Københavns Fødevarefællesskab har stor succes med at samle mennesker, der vil have mere lokale råvarer.

Herude på landet, hvor jeg bor er 100 frivillige aktive i Hvalsø Bio – og det mit indtryk at nye former for fællesskaber og netværk spirer mange steder?

2. En strøm af peer-2-peer teknologier og sociale netværk
I de her dage kigger jeg på nye netværk som Quora og Endomondo . Begge er sociale niche-netværk. Quora har fokus på at vi gerne vil svare på hinandens spørgsmål – og Endomondo gør det lidt sjovere at være løber, fordi man kan dele sine ture og sin træning med ligesindede over nettet.

Mit bud er, at vi fremadrettet vil se flere niche-tjenester som kan vokse sig stærke hurtigt, fordi Facebook og Twitter fungerer som netværksmotorer, der gør det lettere for de gode tjenester at få spredt rygterne om, at de kan noget særligt.

3. Presserende miljø-spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig
Det er simpel logik, at hvis vi deler ting, så skal der ikke produceres så meget. Hvis vi planter vores egne grønsager, så skal vi ikke flyve tomater ind fra Spanien. Hvis vi ikke smider ud, men forærer væk, så er det bedre for kloden.

Det hjemlige Trendsales er et godt eksempel. Når man ikke smider den næsten nye bluse væk, men sælger den på Trendsales, så føles det ikke så overforbrugerisk at have foretaget et fejlkøb.

(En af udfordringerne er vel så, at vi lever i et økonomisk system, hvor “forbrugertillid” udtrykkes som et tal, der siger, hvor meget vi tror, vi kan købe – men ikke et ord om vores tillid til, om jorden så kan tåle det forbrug, vi har gang i!)

4. Den globale finanskrise
Krisen har i følge forfatterne givet vores forbrugsmønstre et chock og dermed et tiltrængt eftersyn. Noget af det spændende ved bogen er deres indledning, som handler om at forbrug jo ikke er naturligt. Efter både første og anden verdenskrig sparede man og lagde indpakningspapir sirligt sammen for at bruge det igen. Der skulle store kampagner til op gennem 50erne og 60erne for at lære mennesker at smide ting ud og købe nye uden dårlig samvittighed. Jeg kan tydeligt huske at min mormor synes det var rystende med alt det spild!

Krisen har bremset tendensen op – og måske er det så også med til at give os et skub ind i den delebilsordning.

Jeg synes bogen er virkelig tankevækkende og anbefalelsesværdig og hvis du vil starte med et kort sammendrag, så har Rachel Botsman optrådt på TEDX med 15 minutter om Collaborative Consumption:

Der er også mere at læse på forfatternes egen hjemmeside og i denne artikel fra abc.net.au.