Der er masser af grineri og drilleri (og som Line P foreslog i en opdatering på Facebook – nok også en hel del Københavneri) på Facebook i dag. Fordi de sydfynske borgmestre danser “Gangnam-style” i denne YouTube video og forsøger at overtale iværksættere til at tro på, at Sydfyn er sagen, når man skal starte og drive en virksomhed:

Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Jeg kan bare sige, at det virker ikke tiltrækkende på mig. Jeg bor jo allerede ude på landet (jeg bor ude i Lejre) og jeg er ligeglad med om de er flinke på Fyn, om der er bindingsværk og om Joan Ørting bor i baghaven. Vi valgte Lejre, fordi der er 40 minutter med tog til København H (og 3 minutter til stationen fra vores hus) og fordi der er smuk natur, stille og mørkt om natten.

Det, jeg nogle gange savner (i forhold til at bo i Kbh) er at være sammen med andre selvstændige. Jeg har overvejet et kontorfællesskab i Roskilde eller måske at pendle til København dagligt i en periode.

Men det, der for alvor kunne få mig til at flytte ville være muligheden for at bo i et eksperimentarium, for eksempel et sted hvor jeg var med til at teste fremtidens teknologi. Hvad sker der, hvis alle har fiber? Hvad sker der, hvis man kan være online alle steder? Hvad kan man, når alle ting og alle mennesker er forbundne og hvis alle opsamler data, som er tilgængelige?

Min ven Ole Ørum fortalte mig engang om noget, der hedder Mikropolis. Ideen var noget i retning af, at man skulle lade en masse iværksættere/ mennesker med ideer / såkaldte “vidensarbejdere” med lyst til lidt mere jord under neglene og lidt færre biler flytte ind i en affolket landsby ude på bøh’eren og i løbet af nogle måneder finde ud af, hvad de ville “kræve” for at de kunne bo der og få en hverdag til at fungere (et fælleshus med kontorarbejdspladser, så man kan “arbejde hjemme, ude”, aktiviteter for børn, hundepasningsordning til de dage, hvor man ikke kan nå hjem, fordi transporttiden er så meget længere … etc.).

Et andet eksperiment med fremtidens teknologi er det, Google laver i USA. De er i gang med at rulle “Google Fiber” ud. Det er internet, som er 100 gange hurtigere, end det almindelige net. De er startet i Kansas City og til næste år kommer de til Austin, som er hjemby for en masse teknologi, mange mikroprocessorer designes her, Dells hovedkvarter ligger her og der afholdes hvert år SXSW som er en af de største konferencer for internetnørder i USA/verden.

Alle regner med, at der i de byer, hvor nettet bliver lynhurtigt og kommer til at dække overalt, opstår nye ideer og bliver udviklet løsninger og måder at bruge nettet på, som man kan lære af, når det hurtige net bliver normen. Google Fiber er helt klart kun muligt, fordi Google ser en mulighed for også at lære og for at tjene en masse penge på længere sigt – for Google tager en del af etableringsomkostningerne på sig – og giver altså de her byer “en gave” (det koster stadig penge at komme på, men det er langt billigere, end hvis man selv skulle betale etableringen).

Og i den forbindelse er der produceret en video, der faktisk fik vores lille familie til at overveje at flytte. Vi er i forvejen glade for Austin, hvor vi har været 2 gange – og vi har stor lyst til at prøve at bo i USA, så 2014 kunne sagtens blive året, hvor vi i en periode prøver det af og hvor vi samtidig får testet, hvordan livet er med internet på (high)speed:

Min pointe: Hvis Fyn eller nogle af småøerne vil have mig til at flytte længere væk fra København, så skal der være en eller anden særlig gulerod. Jeg hørte Business på P1, Skærtordag. Det var en udsendelse med Finn Helmer (Tidligere Giga og i dag desværre konkurs) og han fortalte om en idé, han havde arbejdet med, om at dække Danmark med hurtigt internet for år tilbage. Jeg tror stadig, vi kunne få en masse spændende virksomheder og idéudvikling ud af det, men jeg ved ikke, om vi har politikere, der arbejder med det? Måske det var sådan noget, de skulle overveje på Sydfyn? Når de altså har danset færdig. 🙂

I denne uge er Snapchat på forsiden af Bloomberg Business Week med overskriften “Erasable You” og hele fidusen er at du med SnapChat genvinder kontrollen over, hvad internettet husker om dig.

Snapchat er en app til din telefon, som du kan bruge til at dele billeder med dine venner. Men billederne er ikke evige. Tværtimod forsvinder de efter ganske få sekunder (du indstiller selv tiden) og du kan være sikker på at billedet forsvinder, når det er set – for det er hele meningen.

Og Snapchat er i vækst. Der sendes over 50 mio Snapchats om dagen. Facebook har lavet en feature der hedder “Poke” med nogle af de samme muligheder for at “slukke” – og også tjenesten Wickr tilbyder dig mere kontrol med din data-historik.

Jeg er sikker på at debatten om, hvorvidt det er rimeligt at man ikke kan glemmes og at man ikke kan starte forfra på en frisk vil blusse op med jævne mellemrum – og mit synspunkt er at vi som forbrugere i nogle sammenhænge skal have lov til ubemærkethed – og jeg er sikker på at tjenester som tilbyder at du selv kan bestemme mere over, hvilke af dine meritter der ligger online til evig tid, går en lys fremtid i møde.

Det betyder ikke at Snapchat er det nye Facebook, det betyder bare at formatet, muligheden for at dele billeder der IKKE skal kunne holde til evig tid, efter min mening har en god chance.

Når nu vores data for evigt er spredt i skyerne, på gamle weblogs, i forældede debatfora og på forladte sociale tjenester med halvudfyldte profiler med grumsede billeder taget med vores første mobiltelefon, så har det jo hidtil været en stor trøst, at data kan ligge der i relativ ubemærkethed. Simpelthen fordi de er svære at grave frem.

Jeg kender ikke tallene, men gad vide, hvor mange af Artos gamle gæstebøger, der har trafik? Eller hvor mange af de efterladte weblogs på blogger.com, som stadig dukker frem i søgninger? Eller hvor mange der faktisk har slettet den MySpace profil, de oprettede i 2005 og brugte euforisk i 8 måneder? Eller bare hvor meget trafik, der er til gamle blogindlæg?

Mit bud er, at mange af de slagger, vi har efterladt aldrig bemærkes af nogen. Og jeg har ikke tidligere tænkt over, om det var godt eller skidt, men da jeg hørte om Facebook Graph tænkte jeg straks “så er freden forbi”, for her er meningen jo netop at alle de historiske data, der ligger stille, skal sættes i arbejde. I går læste jeg så en længere artikel hos The Atlantic om “obscurity” (på dansk “ubemærkethed”) og jeg synes debatten er interessant. Bør vi have ret til ubemærkethed?

Når vi altid taler om privatliv, så bliver det hele så bevidst. Du skal selv ind i indstillinger og sætte de rigtige flueben, du skal sikre dig, at du kun deler med venner, at det du mener, er helt gennemtænkt og noget du til enhver tid, kan stå inde for. (Senest at du virkelig ÆLSKER de Facebook sider du synes godt om, da du kan blive associeret med dem i al evighed). Du skal ikke åbne op for at potentielle arbejdsgivere kan se festbillederne på Facebook – eller din politiske overbevisning. Og så videre.

Alt sammen udmærket, hvis det bare var sådan, at mennesker var statiske, holdt fast i deres meninger og kun var på nettet, når de var ved deres fulde bevidsthed. Men det er vi ikke. Vi er på automatpilot i masser af sammenhænge – og vi ændrer os, vi skifter mening, vi ændrer omgangskreds, vi stemmer anderledes og vi synes måske, at bowling er dødsygt, mens vi er i 40erne, for så at blive seniormestre når vi er i 60erne. Og det dejlige har indtil nu været, at vi ikke skal stå til regnskab for at udvikle os eller for at flytte os – det sker i ubemærkethed, mens vi lever.

Noget andet er, at søgemaskinerne kan blive meget intelligente. I artiklen fra the Atlantic er der et godt eksempel. Lad os sige at du ikke vil associeres med et parti. Du har ikke “synes godt om” nogle af partiernes sider, du er ikke fan af din folketingskandidat, du har ikke delt kampagneflyers under valgkampen. For eksempel fordi du er embedsmand. Men du har jo trykket “like” på artikler fra Politiken om fattigdom. Du har også skrevet en kommentar når en ven har delt et politisk synspunkt – eller måske trykket synes godt om, når han har delt et link til en debat. Så nu kan søgemaskinen “regne dig ud”. Med en simpel algoritme gøre dig mere rød end blå – og når dine venner så laver søgninger på, hvem der er mest røde eller blå, så afslører dine handlinger dig – selv om du egentlig ikke var klar til at springe ud som politisk!

Så hvad gør vi mon, når søgningerne bliver bedre? Når Facebook og andre tjenester melder ud, at det at synliggøre al viden for alle, er målet? Mit bud er at der opstår forskellige strategier:

1) Fuld forståelse og alt er åbent
Her er der vægt på at udvikling er naturlig, at mennesker er modstridende, at man gerne både må være medlem af en gruppe der hader Madonna og have trykket synes godt om hendes Facebookside – fordi man sagtens kan have ment ét i 2008 og noget andet i slutningen af 2009 – og bevæggrundene for at man flytter sig rager ikke andre. Hvis du kender historien (at din ven mødte sin kæreste, og at hun var formand for Madonnas fanklub) så er du en meget nær ven – eller muligvis nærmeste familie. Og hvis man taler om at man ønsker ubemærkethed får man bare den besked at så skal man ikke være online.

2) Ryd op
Det er jo lidt som inden vand blev en ressource. Man brugte bare løs og tog karbade og børstede tænder med rindende vand. På samme måde har al den ubemærkethed gjort, at vi bare kunne lade vores data ligge og flyde i rå mængder. Jeg forudser at der kommer bøger om, hvordan du rydder op og hvordan du etablerer rutiner, så alt det du ikke er 100% sikker på, at du stadig mener bliver slettet løbende. Måske vil der endda komme automatiske tjenester der spørger dig hver 3. måned om du vil gemme dette, dette og dette – tager du ikke stilling sletter vi det!

3) Spær dine data inde
Jeg tror også, vi vil se tjenester der tilbyder at lukke dine data/ dit arkiv inde. På den måde kan du gemme ALT, så du selv har en logbog over hvad du mente, men det bliver bag en mur som kun du har adgang til og måske bliver det til en start noget besværligt noget med at du skal downloade data, overføre dem (eller igen – give en tjeneste adgang) og beslutte dig for graden af ubemærkethed.

Og sikkert alle mulige andre tilgange – bare smid en kommentar, hvis du har flere forslag?

Under alle omstændigheder er jeg sikker på at Facebook Graph nok skal blive både ret fantastisk – det ER jo smart, at du kan se de restauranter i London som dine venner har anbefalet, når de har været afsted og ret skræmmende, fordi de tilfældige “likes” som du har drysset omkring, uden at tænke langsigtet pludselig bliver noget, du bliver konfronteret med i samtaler “Jeg så i en søgning på Facebook Graph at du er fan af FCK? Jeg troede vi var blevet enige om at Brøndby var vores hold?”.

Spændende tider. Hvad mener du? Er retten til ubemærkethed en ret – eller handler det bare om, at vi skal vænne os til at synliggørelse af alt er det nye sort?

Læs hele artiklen i The Atlantic her: Obscurity: A Better Way to Think About Your Data Than ‘Privacy’

Jeg læste hos Forbes i dag at Facebook er begyndt at bruge vores “Synes godt om”/likes på sider til at lave reklamer for siderne overfor vores venner. Og det har de jo altid gjort, så det er vel helt ok?

Når jeg i oktober trykker “Synes godt om”/ Like på siden for Dyrenes Beskyttelse (DB), så fremgår det af min timeline og nogle af mine venner ser, at Trine-Maria synes godt om DB. No problem, god karma. Men nu er der sket den lille formatændring, at Facebook flere måneder efter at jeg var inde og like en side, kan bruge mit like, sammen med et nyt opslag.

Hvis DB i januar året efter laver et opslag om at alle katte skal være indekatte (det er et opdigtet eksempel, ok?) fordi det er synd for dem, at de fryser om poterne udendørs, så kan Facebook vise mine venner, at jeg synes godt om DB OG at DB har det Facebook kalder “et relateret opslag” om at “Alle katte skal være indekatte”.

Nu sker der så det at 85% af mine venner ikke ser ordet “relateret” = de tror at jeg mener, at katte skal være indendørs = de begynder at diskutere det med mig – eller forsøger at få mig udelukket fra det gode katteselskab. Kort sagt, fordi Facebook AUTOMATISK associerer mit navn med en eller anden vilkårlig opdatering, kan mine venner og min familie få et andet billede af, hvem jeg er.

Et par af de lokale Facebook-eksperter har på Facebook, forsvaret FB med at de jo skriver, at det er relateret og at man jo selv har liket siden. Mikael Lemberg understreger at man ikke skal Synes godt om/ Like en side, hvis man ikke vil stille sig op på strøget og råbe “Jeg kan godt lide Dyrenes Beskyttelse”

Jeg synes de glemmer, at der dels sker en udvikling med os. Det vi kan lide i foråret 2010 kan vi måske decideret ikke lide i 2012 (og så bør man rydde op, men hånden på hjertet, hvornår har du sidst ryddet op i sider du kan lide på Facebook?) og at der dels kan være mange grunde til, at man synes godt om en side – det kan være af nysgerrighed eller fordi det de siger lige nu på siden er relevant – eller fordi der var et billede af en sød hund.

Jeg synes den “lille” ændring er irriterende – og jeg vil personligt ikke associeres med alt muligt fra sider, jeg har liket for år tilbage eller som jeg egentlig har liket uden at tænke først. Tænk for eksempel på forlag der både udgiver bøger, jeg gerne vil prale af at have læst – men som samtidig udgiver det værste skrammel – og nu kan jeg altså blive brugt til indirekte at anbefale en erotisk lægeroman med en revisor i hovedrollen … nej tak!

Foreløbig er der 2 ting du kan gøre. Gå ind på Facebook, klik ind på din egen timeline (klik på dit eget navn) og rul ned til den kasse der hedder “Synes godt om”. Her kan du se hele listen over alle de sider, du har syntes godt om og du kan redigere/ slette dem du ikke vil relateres til. Derudover kan du fremadrettet vælge at lade være med at synes om sider, som du ikke er helt pjattede med.

Ole Kassow, som jeg er venner med på Facebook skrev noget jeg synes Facebook skule tage at få lært; “Uigenneskuelighed er og bliver aldrig sympatisk.”

Ingen ved det, men i fredags var jeg (sammen med Andreas Johannsen fra Klean) i Deadline på DR2 kl 22.30 for at forsøge at forklare, hvad det er der er sket:

Du kan se indslaget på DRs hjemmeside

Og du kan se hele videoen med “Gangnam style” her: