Nytårskur 2012 – film, facebook og fremtiden
Godt Nytår. Årsskiftet er altid et godt tidspunkt for refleksion og 2011 var et godt år for sociale medier – og for mig.
Der skete store ryk i forhold til den tid og opmærksomhed sociale medier og især Facebook fik i virksomheder og i medierne og det betød masser af sjove opgaver for mig og mange spændende samtaler med folk om online identitet, om virksomheder der smisker for kunderne på Facebook, om værdien af Twitter og LinkedIn i jobsøgning og om det er rimeligt at slette kommentarer, hvis bølgerne går højt – for bare at nævne nogle få eksempler.
For at takke for alle samtalerne og snakke lidt om, hvad 2012 mon bringer holder jeg nytårskur i Hvalsø Bio onsdag d. 18. januar, kl. 19:30 og jeg ville blive glad for at se dig.
I Hvalsø Bio starter vi med at se filmen “The Social Network” om Facebook og Mark Zuckerberg, som vakte stor debat da den havde premiere i 2011 – fordi ikke alle var enige om, om det var den “sande historie” om tilblivelsen af Facebook.
Efter filmen tager vi en kort snak om Facebook. Jeg siger noget i ca. 10-15 minutter om året der gik. Danmarks førende Facebook-ekspert Mikael Lemberg (som nu er ansat af Facebook i Dublin og derfor flytter pr. 1. februar) siger noget om Facebook i 2012. Bagefter er der tid til lidt fælles refleksion over året der gik, filmen, facebook og fremtiden og jeg giver et glas champagne!
Hvis du vil med og ikke har fået en direkte invitation fra mig, kan du sende mig en mail på trinemaria@gmail.com – jeg har ca. 10 fribilletter tilbage. Alternativt kan du selv købe en billet på Hvalsø Bios website til filmen som kun vises d. 18. januar (og for 65 kroner kan du så stadig både se film, overvære oplæg, deltage i snakken og få et glas champagne)
PS: Jeg ved, at Hvalsø Bio virker som meget langt væk for nogle af københavnerne, men som serviceoplysning kan jeg fortælle, at man kan tage toget direkte fra Kbh H kl. 18:36 og være i Hvalsø 19:18 – og hele vejen i toget kan man jo checke twitter, facebook og læse blogindlæg på sin smart-phone 🙂 Håber at se mange af jer!