Guidelines for sociale medier er blevet populære og jeg vil i denne uge se nærmere på nogle eksempler og dele mine uforbeholdne meninger om, hvad gode guidelines efter min mening indeholder. Jeg mener jo sociale medier er kommet for at blive og at man stort set i alle organisationer har mere brug for at finde ud af, hvordan man vrider fordele ud af udviklingen – fremfor at skræmme livet af medarbejderne/medlemmerne.

Første case er Lægeforeningen, for jeg har lige læst en PDF-folder fra dem med titlen “Sociale Medier – en guide for læger“.

Dette er indledningen:

“Sociale medier tilbyder en række nye muligheder for kommunikation. Men deres hurtighed, lette tilgængelighed og ofte mere personlige karakter betyder, at brugen af dem også potentielt kan have uønskede konsekvenser.
Lægers arbejde er baseret på tillid. Mellem læge, patient og pårørende. Dertil kommer, at der på enhver arbejdsplads er rammer – udtalte og uudtalte – for, hvordan medarbejderne bør opføre sig. Læger kan som alle andre risikere, at ytringer på sociale medier om deres arbejdsplads, chefer, kolleger, arbejdsvilkår kan få negative konsekvenser.”

Så er tonen slået an. Tillid er IKKE noget der forøges med brug af sociale medier – tværtimod kan anvendelsen få uønskede og negative konsekvenser.

Faktisk er introduktionens første sætning om “en række nye muligheder” det tætteste disse guidelines kommer på at mene, at sociale medier har et potentiale. Resten er mere advarsler i stil med denne:

“• Billeder
Private billeder f.eks. fra en fest eller en strandtur er populære at dele, men de kan også betyde, at din chef eller dine patienter får et indblik i dit privatliv, som du gerne ville undgå.”

Og længere nede i teksten:

“HUSK, AT BORDET FANGER
Når et billede, en tekst eller en samling af informationer først har ligget på internettet, så vil det altid ligge der. Også efter, du har slettet din kommentar, dit billede eller din profi l igen.
Dertil er det væsentligt at holde dig for øje, at selvom du kun har delt en kommentar eller et billede med dine venner, så kan alle finde det, hvis de gerne vil. Også fremtidige arbejdsgivere, samarbejdspartnere og kolleger, som du ikke kender i dag.
Dertil er det relevant at notere sig, at virksomheden Facebook ejer det, brugerne lægger ud på siden. Det betyder, at de for eksempel kan bruge det til at promovere sig selv.”

Jeg kan derimod ikke finde et afsnit, hvor Lægeforeningen forklarer lægerne, hvordan de ved selv at være aktive kan opbygge tillid og sikre, at de selv er med til at tegne billedet af faget/behandlingen/arbejdet? Og på trods af alle bekymringerne kan jeg heller ikke finde det afsnit, hvor man fortæller lægerne, hvor de skal henvende sig eller hvilke muligheder der faktisk er, hvis de finder indlæg på nettet, som de er kede af?

Udfordringer forsvinder ikke, fordi læger lærer at stikke hovedet i busken
Jeg er helt med på at læger (og andre i sundhedsfag) udfordres af, at internettet er blevet et sted, hvor man møder patienter, som gerne spørger hinanden og som sikkert også gerne ville spørge lægen til råds og som søger efter viden og information – sikkert også om deres nye læge. Alle autoriteter udfordres, når vi kan tale åbent sammen på nettet og når der gælder nye regler for, hvem der får taletid og hvem vi stoler på.

Men jeg synes Lægeforeningen gør lægerne en bjørnetjeneste ved at jage dem en skræk i livet og påstå, at hvis man bare ignorerer sociale medier hårdt, undlader at dele noget eller stikker hovedet i busken, så forsvinder udfordringerne?

Tværtimod ender vi efter min mening i endnu større grad med debatfora og blogs på nettet, som er blottet for sundhedsfaglige input, fordi læger (og andre sundhedsfagligt stærke personligheder) med viden og indsigt vælger deltagelsen fra (for en sikkerheds skyld) i stedet for at være der, hjælpe og informere ved at dele og deltage.

Hvor er beskrivelsen af mulighederne?
Jeg mangler afsnit i denne “guide”, hvor lægerne får at vide, hvordan patientfora (med eller uden læger) fungerer og hvordan læger kan lære noget nyt af at bruge sociale medier til videndeling, til at bygge netværk, til at lytte til patienter i fora og måske få (endnu) større forståelse for, hvad det er patienterne søger efter (og hvad det egentlig er, de finder på nettet når de googler lægens navn?).

Hvor er kompetenceopbygningen?
Jeg savner også beskrivelsen af, at sociale medier og nettets udvikling naturligvis er et område, som Lægeforeningen arbejder på at sikre at læger uddannes i, får noget godt ud af, er på forkant med og lærer at bevæge sig sikkert rundt i, til gavn for lægerne, for sundhedsvæsnet og ikke mindst for patienterne?

Andre tilgange
I USA – hvor alt jo er anderledes – har nogle læger fundet ud af at bruge sociale medier til kommunikation med patienterne og mere end 1300 læger er tilmeldt Twitter Doctors:

Herhjemme har en gruppe læger startet en blog: “Læger uden filter” som ikke er en debat mellem læger og patienter om sygdomme og behandling, men som tager emner op der interesserer lægerne som blogger – og det er jo også en måde at bruge sociale medier på?

Jeg mener bestemt ikke, at kombinationen af læger, patienter og sociale medier er uproblematisk, men jeg ser masser af muligheder i bedre kommunikation og derfor mener jeg også der er behov for tilgange der udover advarsler ansporer til, at folk med viden i alle fag får lært at bruge fremtidens redskaber – og det savner jeg i Lægeforeningens guide.

Har du nogensinde drømt om at læse på Stanford eller på Princeton? Nu har du muligheden. Helt gratis. Online og når det passer dig at studere. For nu er Coursera lanceret og de siger selv at formålet er at give flere, ja alle – adgang til uddannelse:

“About Coursera
We are a social entrepeneurship company that partners with the top universities in the world to offer courses online for anyone to take, for free. We envision a future where the top universities are educating not only thousands of students, but millions. Our technology enables the best professors to teach tens or hundreds of thousands of students.

Through this, we hope to give everyone access to the world-class education that has so far been available only to a select few. We want to empower people with education that will improve their lives, the lives of their families, and the communities they live in.”

Du kan følge en lang række forskellige kurser. Jeg synes jo det ser spændende ud med kurser i “Networked Life” og “Gamification“, men se selv hele listen og meld dig til de kurser du har mod på og lyst til.

Caine er 9 år gammel og han har bygget en meget kreativ spillehal ud af papkasser (en Arcade) i sin fars forretning. Der kommer desværre ikke ret mange kunder – indtil den helt rigtige kommer forbi:

Det er da sådan en historie, som er god at starte ugen med?

Oer er skam også oprettet en mulighed for at sørge for at Caine kan komme i skole og måske bygge nogle rigtige maskiner senere i livet – du kan støtte sagen her: http://cainesarcade.com/

I denne uges version af Weekendavisen skriver de i “Al sundhed til folket” om at fremtidens kroniske patienter ikke skal indlægges men “udlægges” (jeg kan ikke linke – historien er ikke online).

Patienter skal have adgang til hospitalet digitalt, til læger og fagpersonale når de har brug for det, men de skal så vidt muligt undgå indlæggelser. Blandt andet fordi det jo er farligt at blive indlagt, man får alle mulige sygdomme på sådan nogle hospitaler, men selvfølgelig også fordi det er dyrt at indlægge mennesker, som rent faktisk ikke får det meget bedre af at være på hospitalet og fordi det er hårdt for mange syge mennesker, at skulle transportere sig frem og tilbage til et sygehus.

Initiativtageren i projektet hedder Klaus Phanareth og der er mere om projektet (også videoer der viser eksempler) på “Det virtuelle hospital“. Her kan man læse om en 72-årig KOL patient som har været med i et forsøgsprojekt og som glæder sig over de digitale muligheder. Han har fået måleinstrumenter installeret hjemme, som han selv kan betjene og derudover god digital adgang til fagpersonale, når der er problemer – og kombinationen gør ham mere tryg.

Da jeg var i London for et par uger siden var jeg med til møde om Quantified Self og Self Hacking. Her mødes mennesker, der bruger apps og gadgets til at måle alt fra luftforurening, over kalorier, antal kilometer de går, lys-påvirkning mm. Mange af målingerne foregår bare med telefonen, mens andre kræver særlige gadgets (et ur der kan måle hvor meget lys man udsættes for og hjælpe med håndtering af søvnbesvær og jetlag for eksempel).

Jeg er sikker på, at de kommende år bliver super-interessante når det gælder dataopsamling – også for læger som er interesserede i at forsøge at udlede mønstre i de enorme data-mængder, der kan blive tilgængelige og jeg synes, det var interessant at læse om et dansk projekt, der forsøger at være på forkant og teste muligheder digitalt.

Det digitale hospital kan måske også på sigt kobles til det sociale (i en af filmene får en pårørende en sms om at hans mors tilstand er forværret i de digitale målinger) og jeg kan sagtens forestille mig, at der indbygget i fremtidens digitale hospital er et tilbud om kontakt til andre med samme diagnose/lidelse. I mange sygdomme findes der jo forskellige coping-strategier, måder at “hacke” sin sygdom eller tilstand på – og mon ikke den del af behandlingen digitalt, også kunne styrke nogle af patienterne?

Relaterede links
De sociale fælleskaber findes allerede som patientslikeme.com eller herhjemme for forskellige patient-grupper blandt andet under Kræftens Bekæmpelse, der har cancerforum.dk.

Google har lanceret Google Flu der analysere på udbredelsen af influenza-epidemier baseret på, hvor ofte der søges på ordene i Google 🙂

Jeg møder ofte den fordom, at Twitter ikke duer til noget i Danmark – og jeg skal være den første til at erkende at Danmark i stor stil er et Facebook-land og at Facebook på mange måder er lettere at komme i gang med for organisationer – blandt andet fordi Facebook meget dygtigt har lavet specifikke “sider” til organisationer med features og statistikker, der gør meget af social media arbejdet “lettere” (i hvert tilfælde i teorien).

Når jeg alligevel gerne vil knytte et par ord til Twitter og advokere for, at du lige checker det ud igen, hvis du ikke allerede er grebet af de 140 karakterer, er det fordi jeg mener, Twitter kan noget andet og mere og mere interessant end Facebook.

Hovedforskellen er som jeg ser det, at relationerne på Twitter ikke behøver være gensidige. Det er derfor lettere, at lære nye mennesker at kende. Man kan udvælge “helte” eller “humane filtre” som man kan følge, læse over skulderen, suge input og links fra – uden at der en forventning om, at man skal trykke “synes godt om” eller skrive begavede kommentarer.

Mange er ikke klar over at Facebook er et elendigt luremedie. Man kan jo let blive fan af Villy Søvndal eller Lady Gagas sider på Facebook, hvor man ikke skal kende dem personligt og godkendes som deres venner. Men fansider er bare sådan indrettet, at hvis man ikke trykker “Synes godt om” eller kommenterer eller er engageret ved at dele nogle af opslagene videre, så holder Facebook op med at vise alle Villys taler eller Lady Gagas koncertdatoer. Årsagen er at Facebooks hovedinteresse er at skabe dit sociale netværk og Facebook går udfra at det du ønsker at være social om er det du aktivt tilvælger og snakker om. Man kan lidt hårdt sige at den stille reflektion, det at lytte uden selv at tale, ikke er særlig værdsat i Facebooks algoritme.

Twitter derimod er et super luremedie. Man kan følge alle mulige og man kan sågar læse med på de samtaler, de har med andre helte – og man behøver principielt aldrig selv at give sig til kende, hvis man ikke har noget at sige. Der er ingen forventninger om, at man skal “synes godt om”, men hvis man alligevel synes godt om, så kan man favorisere et tweet (dvs en status) eller hvis man synes noget er virkelig godt og at flere skal vide det, så kan man re-tweete (RT)- det vil sige “gen-udsende” til sine egne følgere.

Jeg er utrolig glad for mit netværk på Twitter. Jeg lærer konstant nye mennesker at kende og mange flere af de links jeg får er fra periferien af mit netværk (det man teoretisk ville kalde “weak ties”) hvilket betyder at jeg hører mange ting “første gang” på Twitter. På facebook (hvor jeg jo også stortrives – det er ikke nær det) snakker jeg primært med mennesker jeg kender igen. Det er for grænseoverskridende at følge fremmede der deler billeder og ferieminder og knuste hjerter, så jeg er tilbøjelig til at lukke af for flere som jeg bliver venner med hurtigere. Det er en fordel på Twitter at jeg ikke skal følge nye followers til gengæld, men jeg gør det ofte – og fodi de kun har 140 karakterer får jeg ikke alverdens private/ personlige informationer, men istedet deres gode inks eller gode, korte kommentarer på aktuelle sager.

Prøv det – jeg er @trinemaria og jeg vil helt sikkert gerne tweete med endnu flere nye spændende mennesker de næste 5 år.

Hvis du vil vide en masse mere om Twitter – så er overskrift.dk’s blog et godt sted at starte – de følger udviklingen tæt.

Og hvis du har tips eller tricks eller erfaringer du vil dele om Twitter så fyr gerne løs her.