2 gode redskaber jeg bare lige vil dele nu hvor jeg alligevel benytter pinsen til at gå blog-amok 🙂

Hos Overskrift.dk (Danmarks bedste blogsøgemaskine) tilbyder de et overvågningsværktøj, som hedder Overblik – du kan ganske enkelt følge, hvad der siges om dig/dit brand på nettet – de første 14 dage er gratis:

Og ovre på Twitter gjorde Tveskov lige opmærksom på, at der er en god Oversigt over danske Facebook-sider hos Socialpunch

Lige nu er LEGO klart størst, Pandora er på 2. pladsen og Volbeat er på 3. pladsen:

Har du links til sider med gode statistikker eller oversigter du vil dele, så er du velkommen.

Efter at Lau Aaen skrev www.dagpengeland.dk, der både blev til en bog, til teater og som nævnes som forlæg for tv-serien, A-klassen, er det gået op for de fleste, at mange aktiveringsforløb og kurser for ledige er helt igennem ubrugelige og spild af tid.

Samtidig ved de fleste formodentlig også godt, at der findes gode anvendelige kurser, hvor man som arbejdsløs faktisk får ideer, netværk og måske sågar et nyt job.

Men hvordan finder man ud af, hvilke aktører der er tragikomiske ala Dagpengelands Integro og hvilke der er seriøse?

Nu har en gruppe ledige sat sig for at lade ledige tildele smileys til kurser, projekter, udbydere mm. for at give et overblik.

Siden er lige startet og har fået navnet ledigeuddelersmiley.dk. Foreløbig er der ikke ret mange anmeldelser, men jeg synes ideen er god – også fordi bagmændene unerstreger at personangreb ikke vil blive tolereret – det handler ikke om at hænge nogen ud, men om at hjælpe hinanden med at finde rundt i kursusudbud, der tilsyneladende er en jungle.

Jeg regner med at se Lau Aaens navn derinde meget snart, han har jo allerede skrevet en meget lang anmeldelse af sine kursusoplevelser 🙂

Jeg har holdt foredrag for Vandcenter Syd i går og som mange andre organisationer overvejer de fordele og ulemper ved traditionelle rekrutteringmetoder og ved at bruge sociale netværk.

Min primære pointe til dem og andre der vil rekruttere via sociale medier er at det er netværks-rekruttering – og det betyder at man skal have et netværk før det virker. At forsøge at dele links til jobopslag via LinkedIn eller via Facebook, hvis man ikke har kontakter eller followers nogle af stederne – og hvis man ikke ellers ser bare en anelse aktiv ud – giver ganske enkelt ikke mening.

Man kan selvfølgelig stadig slå sine jobs op på LinkedIn – det koster penge og jeg mangler data på, hvor effektivt det er i DK, hvor andre jobdatabaser jo er meget populære (hvis du har erfaringer du vil dele om at bruge LinkedIn i jobsøgning er jeg meget interesseret i mere viden) – og man kan også sagtens lave rekrutterings-kampagner med annoncer på Facebook, men også her er antallet der klikker på web-annoncer typisk ret begrænset.

Min pointe er, at hvis man vil bruge sociale medier som rekrutteringsplatforme, så handler det om at få medarbejdernes sociale netværk i spil – og det vil mange steder sige at man må starte med at give medarbejderne lov og måske endda lære dem, hvordan de kan bruge sociale medier.

Hvis flere medarbejdere har opdaterede profiler på LinkedIn og selv bruger tjenesten aktivt for eksempel ved at deltage i nogle af de 1,3 mio åbne grupper om alle mulige faglige emner – eller ved selv at danne grupper med erfa-netværk eller andet, så har virksomheden også et andet afsæt når en ny stilling skal besættes fordi aktive medarbejdere med flere kontakter, kan nå flere potentielle kandidater ved at dele et link – eller sende en besked til særligt relevante personer i netværket.

Hovedpointen er her, som når jeg taler om sociale medier og marketing – at sociale medier først for alvor er interessante, hvis man opfatter dem som sociale rum, hvor det handler om de langsigtede relationer – hvis man derimod tror sociale medier er kampagnemotorer, der kan bruges til 3 ugers rekruttering eller reklame risikerer man at blive skuffet.

Rekrutteringskampagner eller andre reklamekampagner skal virkelig være godt tænkt for at vi deler dem i vores sociale netværk – vi deler kun det vi selv synes er spændende eller relevant og som måske kan styrke vores selvfremstilling – og styrken i de sociale medier er vel præcis det – at vores venner ikke deler kedelige links eller irrelevant sludder, men gør sig umage.

Har du erfaringer eller meninger om, at bruge sociale medier til rekruttering og vil du dele dine erfaringer, så er kommentarfeltet åbent:

Denne lille infografik-film giver opdaterede tal på, hvor meget vi bruger Facebook, hvor Facebook tjener penge og hvilke forventninger der er til deres børsnotering:

Jeg er sikker på, at Facebook her og nu har stor værdi og at deres IPO bliver en kæmpesucces. Men det interessante er efter min mening, om de kan holde os fanget på længere sigt og få os til fortsat at bruge 20 min. eller mere om dagen? Vil vi blive ved med at dele store mængder af digitale data hos Facebook?

Facebook har mit netværk – men får Facebook også mine ting?
På plussiden tæller det, at Facebook har hele vores sociale netværk organiseret. Med 910 millioner brugere og alle dine gamle skolekammerater og kolleger samlet et sted har de selvfølgelig et forspring. Det er også en fordel, at Facebook har lært os meget af det vi ved om at være sociale på nettet, de har lært os mekanismerne i at dele og vi er trygge ved at kommentere og vise at vi “synes godt om” noget, fordi universet er velfungerende.

Alligevel er jeg ikke sikker. “Tingenes internet” – altså det her med, at lige om lidt er der data i ALT og dermed god mulighed for, at vi IKKE aktivt skal opdatere, men i stedet automatisk deler data fra vores dimser/ telefoner/laptops/indkøbskurve med vores omgivelser vil formodentlig give os nogle overvejelser i forhold til platforme.

Hvis jeg ikke behøver checke ind hos hverken Facebook eller Foursquare for vise verden, hvor jeg befinder mig geografisk, fordi min telefon kan vise det, så håber jeg at den er sat op, så det kun er dem der altid skal vide, hvor jeg er, som automatisk ved det? Det kan være min arbejdsgiver skal følge min rute, det firma jeg har leaset en bil hos skal måle mit kilometerantal, vuggestuen skal vide hvem af os der er tættest på i tilfælde af sygdom, renseriet skal vide at jeg kører forbi kl. 16:19 og måske er der 15 andre udvalgte som skal have adgang til data.

På Facebook deler vi udvalgte data, med alle vi kender
Jeg ved godt at Facebook også taler om “frictionless sharing” og netop gerne vil have os til at dele mere uden at tænke først. Da musiktjenesten Spotify blev lanceret i DK delte vi pluselig allesammen vores musiksmag med alle vennerne – indtil vi fandt det sted, hvor man kunne slå det fra – for nøj, hvor var det overflødigt.

Jeg ønsker ganske enkelt ikke at dele alt uden at tænke først. Det jeg deler viser, hvem jeg er – og når jeg aktivt udvælger det jeg deler, så kuraterer jeg mit liv, som om det var en udstilling. Er det så en falsk personlighed, jeg viser frem? Ja, hvis det ægte er at vise ALT, men lad os se i øjnene at det kun er i meget få digitale sociale relationer, der kan bære, at vi viser hinanden alt. Så for mig at se er kuratering ikke falsk, men reflekterer bare at delingen foregår i et åbent rum.

Facebook vil gerne have os til at føle at rummet er intimt og privat (og for mennesker med få, nære venner på Facebook kan det sikkert godt fungere), men for mig er det endnu mere falsk. Nettet er ikke privat og intimt, nettet er offentligheden – og ligesom jeg ikke går til møde i pyjamas eller til fest uden læbestift, så går jeg heller ikke på nettet uden lige at være digitalt friseret.

Via tingenes internet kan vi dele alt, men forhåbentlig kun med udvalgte?
Facebook har foreløbig valgt ikke at give os gode, enkle muligheder for at sortere, hvad vi deler med hvem. Jeg opfatter ganske enkelt ikke Facebok som en tjeneste, hvor de synes, det er vigtigt at deling foregår med særligt udvalgte, snarere tværtimod – og det tror jeg kan komme dem til skade. For når “tingenes internet” for alvor bryder løs vil en masse af debatten handle om, hvordan data kan misbruges, hvordan den nye automatiske strøm af informationer både vil gøre en masse ting lettere, men samtidig vil give os udfordringer blandt andet i forhold til nye spændende former for kriminalitet. Og så bliver sikkerheden og garantien for at mine data kun deles med de rigtige vigtig.

Jeg har for nylig i en anden sammenhæng kigget på en applikation, der hedder “Pair” og jeg griner lidt af den, fordi det er et socialt netværk for 2 personer – typisk kærester og især udviklet til lang-distance-ægteskaber. Men ideen er egentlig sympatisk. Der ER jo ting, man kun behøver dele med sin partner – og da denne applikation kun kører via telefonen skaber den klart fornemmelsen af et mere afgrænset privat rum – og det er faktisk rart ikke at have fornemmelsen af at ens søde kærlighedserklæringer pludselig havner i et newsfeed omgærdet af sure debatartikler af Ole Birk Olesen, der skælder ud over et eller andet med kvinder på den ene side og Pia Olsen Dyhr, der forsøger at få gennemreguleret internettet på den anden.

Mit bud er altså at Facebook består, men at applikationer/platforme der kan hjælpe os med at visualisere og bruge og dele data fra tingenes internet kan blive stærke konkurrenter. Hvad tror du? Bliver tingenes internet koblet til Facebook? Hvad tror du Facebook er rigtigt gode til om 5 år? Køber du aktier når de går på børsen?

Smart at jeg lige fik startet min serie om regler, for i dag har DBU bebudet at Landsholdsspillerne ikke må bruge Twitter og Facebook og sociale medier under EM til sommer.

Begrundelserne har været lidt forskellige, fra “Sådan har vi gjort siden internettet kom frem” til “Det er trænerens beslutning” til “Der bliver masser af interaktive platforme – det bliver bare sponsorerne og nogle spillerne får løn for”.

På DBUs eget website er der ikke meget at komme efter, hvis man vil researche årsagen til forbuddet – faktisk kunne jeg ikke engang finde en pressemeddelelse? (Og jeg indrømmer, at jeg ikke har været ude i alle afkroge af sitet, men jeg kunne hverken finde nyheden på forsiden eller under Landsholdet?)

På de sociale medier og i aviserne har sagen været heftigt debatteret – og ikke overraskende er der både forståelse (lad nu spillerne spille fodbold istedet for det pjat) og sammenligninger med Nordkorea.

Overordnet er det min erfaring at organisationer ofte laver skrappe regler for sociale medier, fordi de er usikre og mangler viden. Man frygter et kontroltab og at medarbejderne (her spillerne) skal kvaje sig og komme i problemer – eller skaffe virksomheden sager på halsen. Men de fleste ved godt, at løsningen, når medarbejderne udsættes for nye udfordringer, meget sjældent er forbud. Som regel får virksomheden mere ud af at beslutte, hvordan man kommer bedst rundt om udfordringerne strategisk og derefter lære medarbejderne at håndtere problemerne ved at udvikle deres kompetencer.

For masser af sportsfolk er det jo nye tider, at fans forventer en mere direkte linie, så hvorfor ikke bare lære spillerne om de regler, der gælder på sociale platforme og se om det ikke i virkeligheden kunne styrke både spillerne og DBU?

Så vidt jeg kan se har masser af fodboldspillere og udenlandske klubber mange engagerede fans på både Facebook og Twitter (24 mio synes godt om Manchester United på Facebook – og når de laver et opslag er der ofte flere tusinde kommentarer og mere end 30.000 der “synes godt om”).

Mon ikke DBU skulle bruge nogle kræfter på at få de her kanaler til at fungere? Det er da påfaldende, at når jeg søger efter Landsholdet på Facebook, så kommer der en side op med +23.000 fans og et stort behov for at få fortalt, at siden ikke er en officiel DBU side (jeg har fremhævet det i billedet herunder):

(Full disclaimer – jeg har, mens jeg var i SocialSquare været med til at tænke Social Media tanker sammen med DBU – dog ikke med fokus på Landsholdet!)

UPDATE kl. 15:32: Forældre træffer også valg for deres børn! 🙂 og så selvfølgelig den rigtige årsag fra Helt Normalt