Hvad laver Trine-Maria? #1 En ny virksomhed, der hedder Trustmint
Hvad laver Trine-Maria? #1
“Hvad laver du egentlig Trine-Maria?”
Hmmm – ja det er et godt spørgsmål. Jeg rådgiver om sociale medier, holder foredrag og kurser og er censor på Aarhus Universitet – alt sammen med sociale medier som omdrejningspunkt. Mit afsæt er som altid min baggrund i PR og sociologi – og at sociale medier er andet og mere end medier – det er rum for sociale interaktioner – og dem der får succes med at være i de rum, er dem der er til at holde ud at være sammen med. Ergo er mit fokus på at prøve at lære folk ikke at være så kedelige, ikke kun at tale om sig selv – at have fokus på noget, der er relevant for dem selv og for andre de møder online. Super enkelt – undrer mig stadig over, at det er så svært? 🙂
TRUSTMINT – TILLID som KONKURRENCEPARAMETER
Derudover er jeg ved at starte en ny virksomhed, sammen med Hans Hansen (som jeg også er gift med). Virksomheden hedder Trustmint (og ja, jeg ER med på at sitet ikke er hverken halvt eller helt færdigt – det er sommerferie-projektet!):
Trust betyder selvfølgelig tillid, mens mint betyder “mønt”. Som i Gammel Mønt – det sted, hvor man slog mønter. Målet er at lave en virksomhed, der hjælper organisationer og virksomheder med at bygge tillid.
Vores udgangspunkt er, at med Big Data og Internet of Things (IoT) vil der i mange virksomheder (som beder om kundernes data) opstå behov for at arbejde systematisk og struktureret med at opbygge tillid. Kunderne vil ganske enkelt ikke aflevere data til organisationer eller virksomheder, de ikke har tillid til.
I sociale medier oplever jeg ofte rendyrket marketing-tilgang – for meget mediefokus, for meget salgsgas og for lidt fokus på de stærke relationer, der kan opbygges, hvis man er i stand til bygge tillid ind i interaktionen.
Når jeg for eksempel ser tal, der viser at kunder primært relaterer (bliver fans af) brands, fordi de så kan få rabatter eller særtilbud, så ved jeg at potentialet i de relationer ikke udnyttes optimalt. Så min plan er faktisk ikke at holde op med at snakke om sociale medier, men nok i stigende grad at gøre det fra en anden position – hvor tillid i relationer bliver det bærende. Jeg lærte for hundrede år siden at det at tiltrække kunder som handler én gang er for dyrt – man skal bygge relationer som holder – og limen i mange langsigtede relationer er tillid, der ikke bliver brudt.
I første omgang tilbyder Trustmint foredrag om data og tillid – og her giver vi vores bud på, hvorfor organisationer skal interessere sig mere for tillid her i data-alderen – og på, hvad organisationer kan gøre for at sikre tillid, i de relationer de bygger op online.
Til efteråret vil vi gerne i gang med projekter i organisationer, hvor vi kan forsøge at kortlægge, hvilke initiativer der øger tillid og hvilke der tværtimod høvler af tilliden. Og vi er meget modtagelige for forslag til, hvor vi kan starte.
Tillid som fænomen er derudover rasende interessant og jeg læser for tiden en stak bøger om emnet: Jeg er vældig inspireret af Don Peppers og Martha Rogers “Extreme Trust – Honesty as a Competitive Advantage“.
Derudover leder jeg efter et sted, hvor vi kan holde fyraftensmøde om “Tillid og data” efter sommerferien, så hvis du har et mødelokale med plads til 20 deltagere og mod på at lægge hus til, så sig frem.
Skriv kommentar