Facebooksider er ikke sociale nok
Jeg ved godt jeg også skrev om Facebook i går, men her kommer lige dagens tanke.
Jeg sidder og laver mit oplæg til Marketing Camp på tirsdag færdigt – og jeg har som sædvanlig alt for mange slides og pointer, så der skal barberes til. Mit afsæt er 10 fejl jeg synes for mange begår på sociale medier og fem tips til at fikse det.
Én af fejlene er, at brands/ organisationer / marketing-dutterinoer taler alt for meget om sig selv og hvor fede deres produkter er. De tror, de er verdens centrum.
Og så sad jeg lidt og tænkte over, hvordan det kan være, at det bliver ved med at være et problem og nu er jeg så nået frem til at en del af forklaringen er, at man på en Facebook-side har givet virksomheden det privilegium at starte alle samtaler. Det er komplet idiotisk.
(Det jeg hentyder til er, at på Facebook-sider er det kun virksomheden og sidens administratorer der kan skrive opslag, som faktisk kommer ud til fans af siden. Når en fan eller kunde skriver et opslag bliver det godt nok synligt på siden, men det sendes ikke ud i nogle af de andre fans newfeeds – og da langt størstedelen af vores aktivitet foregår i newsfeedet betyder det, at der sjældent er noget nævneværdigt publikum til kunders/ fans opslag)
Ved nærmere eftertanke, så er de relationer jeg har, hvor det hele tiden er ham den anden, der ringer mig op elendige. De pennevenner jeg havde, som altid skulle skrive først, når der havde været en pause, var dem, der gled ud i sandet. De fester jeg har været til, hvor jeg hele tiden har skullet forsøge at starte samtalen ved at stille et nyt spørgsmål til min bordherre, blev de dårligste.
Kort sagt, sociale netværk virker bedst, hvis alle har lige ret til at tage ordet og sætte en dagsorden. Det der med at være “i øjenhøjde” er bare lettere, når alle har adgang til megafonen.
Så det der luskefis på Facebook-sider med at kunderne kan få lov at slå noget op på siden, som så er synligt, hvis de andre kunder meget aktivt klikker sig ind på selve siden, for at læse det, gælder jo nærmest ikke som social interaktion?
Den rigtigt fede Facebook-side ville derimod være én, hvor jeg som virksomhed/ brand kunne beslutte, at mine kunderne gerne måtte slå noget op på min timeline og at det gerne måtte nå ud til alle de andre kunder, så de rent faktisk kunne udveksle erfaringer, diskutere min forretning (eller noget andet de gerne ville tale om) og lære af hinanden. Kunderne kunne jo så bare vælge om de både ville have mit marketingsludder og de andre kunders forsøg på at rette op på banaliteterne – eller om de måske kun ville høre fra andre kunder 🙂
Ville det være smertefuldt for nogen? Ja ja – det er Trustpilot jo også – og weblogs og Pricerunner og Amazons anmeldelser. Ville det fungere superkommercielt alle steder? Nej det håber jeg da virkelig ikke. Men det ville i udgangspunktet være socialt – i stedet for det fodslæbende mikro-megafon-agtige pladder-mellemstadie som tilbydes på de nuværende Facebook-sider.
Det her forklarer faktisk også for mig, hvorfor Twitter er så meget mere socialt. I udgangspunktet er der nemlig ingen forskel på om jeg er et brand eller en person – profilen er ens. Og når jeg siger noget, så fylder det præcis lige så meget (140 tegn max), som når McDonalds siger noget – og det giver mig en fornemmelse af, at det er mit sted, mit netværk. Det at jeg kan retweete ukendte Linda Larsen lige efter Margrethe Vestager – og at der ikke er nogle af dem, der har fået tildelt ekstra taletid fordi deres profil er særlig, er virkelig rart (så kære Twitter – lad venligst være med at lave lige præcis det om).
Se så fik jeg blogget to dage i træk! 🙂
Skriv kommentar