Sociale medier bygger relationer og relationer er baseret på tillid
På det seneste er jeg flere gange stødt på det “gode” råd fra social media rådgivere, at virksomheden jo bare selv kan skrive den første kommentar på Facebook eller på en blog for at “starte samtalen” – eller at man lige kan få nogle man kender, til at klikke på like – og jeg synes virkelig, det er et dårligt råd.
Jeg er helt med på, at det sagtens kan være, at det virker. At du får folk til så at kommentere, fordi de synes, den første kommentar ikke kan stå alene. At du “lokker dem ud af busken”. Men hvad er formålet? At kunne tælle kommentarer og afrapportere, at man fik 14 kommentarer i stedet for 0? At man lykkedes med at få folk til at diskutere noget som de i virkeligheden hellere ville have været fri for at mene noget om?
For mig er sociale medier rum på nettet, hvor vi bygger sociale relationer til andre mennesker. Alle relationer bygger på tillid. Jo mere du bygger din relation til mig op med manipulerende elementer, som (hvis de afsløres) fremstiller dig som utroværdig, jo mere må du forberede dig på senere at skulle kæmpe for at genoprette din tillid – og jeg synes ærlig talt flere virksomheder skal overveje om det er værd at sætte troværdigheden over styr for et ekstra klik eller en kommentar mere?
Hvis du vil have mig til at kommentere, så skriv dog noget interessant? Eller som jeg har sagt nu i virkelig mange år; “Lad være med at starte samtaler, du ikke selv gider deltage i!” Det gælder til fester og det gælder på nettet.
Nicklas skriver
Hej Trine
Jeg kan ikke lige forklare hvordan jeg kom forbi din blog, men så fangede overskriften mig – og ja, du har ret.
Likes og kommentarer er blevet til et virtuelt skulderklap, og det er jeg ikke vild med.
Mvh