Nytårskur 2014 i Hvalsø Bio: Har du tillid på internettet?
Godt Nytår!
Igen i år var der forhåbentlig gadgets under træet og opskrifterne til julemaden fandt du vel online og læste på din tablet? Hvis du er som de fleste, købte du også en hel del af gaverne på nettet og delte i den forbindelse alt fra tøjstørrelser, vægten på din and, din hunderace, dine farvepræferencer når det gælder borddækning, din yndlingsmusik samt ikke mindst samtlige kreditkortinformationer med alt og alle online! 🙂
Men hvem får egentlig alle de data, vi deler online? Bliver de genbrugt og til hvad? Og er de virksomheder, som du stoler på online, klar til at forvalte den tillid, du viser dem? Det er nogle af de spørgsmål som jeg har tænkt mig at gumle videre på i 2014 – sammen med min mand Hans.
2013 har under alle omstændigheder vist os, at rigtigt mange online data allerede både indsamles og bruges helt uden vores samtykke. Vi har haft fornøjelsen af Edward Snowden, der har lækket informationer fra NSA og vi har samtidig kunnet følge eftervirkningerne af Wikileaks og de mange hemmeligheder, der slap ud der.
Derfor er årets tema for Nytårskuren i Hvalsø Bio TILLID. Jeg vil ikke påstå, at Hans og jeg har ret mange svar endnu, men vi glæder os til at tage hul på diskussionen sammen med dig torsdag d. 16. januar klokken 19:00 – 22:15 med følgende program:
19:00 – 21:15 Dokumentarfilmen “We steal Secrets” om Wikileaks og Julian Assange
21:15 – 21:45 Pause med indlagt Champagne
21:45 – 22:15 Oplæg om tillid og debat (Vi løfter sløret for Trine-Maria og Hans nye konsulentvirksomhed)
Som sædvanlig har vi (Trine-Maria og Hans) ca. 50 gratis billetter til kunder og samarbejdspartnere og venner. Og hvis du ikke synes, du kender os godt nok til at bede om en gratis billet, men bare rigtig gerne vil se filmen og deltage i debatten og smage champagnen bliver det muligt at købe billet på Hvalsø Bios hjemmeside efter nytår. Prisen bliver 85 kroner og du støtter et godt formål, da biografen er drevet 100% af frivillige.
For mange københavnere kan Hvalsø Bio godt virke uoverskuelig fjern :-), men hvis man kan finde hen til Kbh Hovedbanegård, så er der ca. 40 minutters togtur til Hvalsø – og toget standser lige over for biografen. Vi starter og slutter arrangementet så det passer med togtiderne.
Tilmelding på e-mail (trinemaria@gmail.com) og med emnet NYTÅRSKUR 2014 i emnefeltet, så er det nemlig lettere for mig at finde dig i indbakken. Du er tilmeldt gratis, når du modtager en mail fra mig om, at du er på listen og har fået billetter.
Skriv kommentar