Arkiver for august 2013

I forgårs var der stor beundring for Jens Stoltenberg, Norges Statsminister, fordi han en fredag i juni kørte taxa og snakkede med almindelige nordmænd, der selvfølgelig blev behørigt overraskede over at chaufføren, var deres egen statsminister. Som en ældre kvinde sagde til ham; “Godt, for jeg ville skrive brev til dig!”.

Videoen kan du se her:

I dag er situationen så en lidt anden, for det viser sig, at taxa-turen var en veltilrettelagt kampagne, hvor 5 ud af de 14 passagerer var street castet (fundet på gaden, spurgt om de ville være med i en film om arbeiterpartiet – og betalt 500 kroner for at deltage).

Arbeiterpartiets kommunikationschef hævder at ingen af deltagerne har fået at vide, at det var Jens Stoltenberg, der skulle køre taxaen og at ingen er briefet om, hvad de skulle tale om. Formålet med at finde folk på gaden, var at sikre flere aldersgrupper og begge køn repræsenteret og at Jens Stoltenberg faktisk havde kunder i vognen.

Alligevel har skuffelsen spredt sig. Også i vores egen TV-avis her til aften. Og selv om man altid kan diskutere, hvor alvorlig “forbrydelsen” er, så fik jeg alligevel lyst til at skrive lidt om, hvorfor jeg bliver så skuffet, når jeg bliver udsat for den slags spin:

Videoen virker autentisk
Video og billeder eksploderer i antal på nettet, fordi begge dele viser mere af os, end det vi opfinder med bogstaver og ord foran maskinen.

Vi vil gerne tro på det, vi ser. Vi bliver glade af at se det rigtige liv. Vennernes børn, første skoledag, vores kolleger til en fest og altså Norges flinke statsminister køre taxa og møde rigtige mennesker ansigt til ansigt.

Og vi er med på, at der forekommer selv-iscenesættelse. At dem, der skal med på billederne friserer sig. Men vi regner ikke med, at der står en reklamemand bag og et castingbureau og en kampagnestrategi – og det, der skuffer mig hver gang, er, at jeg er hoppet på den igen, at jeg har været naiv, at jeg ikke kunne genkende manipulationens smiskende fjæs, men i stedet troede jeg så noget der var ægte.

Spin er for tøsedrenge
Det kræver mod at være ægte. Man skal kunne klare meget, hvis man ikke skal photoshoppe sine billeder (som den eneste kandidat) eller hvis man vil forsøge at sige det, man faktisk mener, uden at have sådan nogle hele sætninger parat, som man bare kan lire af. Autenticitet kræver selvtillid, fordi man ikke aner, hvad de andre i relationen gør, når der ikke er en drejebog. Det er SÅ sejt når nogen tør.

Opstillede billeder og kampagner kræver derimod stort ingenting, udover pænt hår og et godt bureau – og penge til at betale med. Spin er jo i virkeligheden for tøsedrenge, der ikke kan selv. Så skuffelsen går måske også på, at jeg troede Jens Stoltenberg faktisk var så modig, at han turde møde hvem som helst i den taxa?

Jeg nægter at være kyniker
Jamen, alle kneb gælder jo? Det ved vi da godt i politik? Det er naivt at tro andet! Vi ser det jo i TV-serier som House of Cards og Westwing og glæder os over ikke, at have amerikanske tilstande, hvor kynismen er løbet helt løbsk? Og jeg har allerede set de første kynikere på twitter, som ikke er overraskede og synes at det er for naivt at hidse sig op.

Det er meget muligt jeg burde vide det og at det er naivt, men jeg drømmer stadig om rigtige mennesker – også i politik. Og jeg vil altså fortsat blive skuffet, når vores politikere, som jeg desperat forsøger at stole på, snyder mig for at få mig til at føle et eller andet, der passer til deres nuværende partiprogram.

Stephen Colbert om kynisme:
“Cynicism masquerades as wisdom, but it is the farthest thing from it. Because cynics don’t learn anything. Because cynicism is a self-imposed blindness, a rejection of the world because we are afraid it will hurt us or disappoint us. “

Jeg vil hellere være naiv og skuffet, så.

Jeg ved, at relationer er guld værd
Når nogen siger til mig, at de søger rigtige relationer, at de vil det virkelige møde (med kunderne, borgerne, vælgerne), at de ønsker dialogen med andre, end dem der i forvejen er med i spillet, så ønsker jeg, at tro dem – og jeg forstår dem. Jeg ved godt at Jens Stoltenberg nok ikke har relationer til ret mange mennesker, der ikke indgår i hans strategiske planer. Men jeg håber, at han godt selv ved, at hans virkelighed ikke er hele verden og at han kan se værdien i at møde mennesker, der ikke er som ham selv.

Værdien jeg tillægger relationer kommer sig af, at jeg selv har oplevet betydningen for eksempel på LinkedIn, hvor en fjern kontakt hjalp mig med at få en opgave eller på Facebook, hvor jeg ved at deltage i debatter med vildt fremmede ofte er blevet udfordret og klogere. Jeg ved, at gode relationer er vigtige og at hvis man manipulerer groft med folk, så lægger de afstand til én. Jeg ved at relationer kommer af det, man siger og gør mod andre. Så jeg har svært ved at tro, at politikere kan være så dumme at sparke tæppet væk under deres relation til os, vælgerne for at opnå en eller anden midlertidig sejr?

Det er en del af det store spin
Jens Stoltenberg er midt i en valgkamp. Hans modstandere benytter denne lille fodfejl i hans kampagne til at ødelægge historien om den autentiske taxa-tur og bringe Stoltenberg i defensiven. I morgen kommer der en ny historie, der viser, at det i virkeligheden er modstanderne, der spinner mest. De har måske aflyttet hans telefon eller betalt en anden chauffør for at brokke sig over at Stoltenberg tog kunderne den fredag. Kort sagt skuffelsen kommer også af, at modstanderne er hurtige til at hjælpe os med at puste forargelsen op – og først om en uges tid ved vi, hvad der var mest skuffende undervejs … 🙂

Hvad tænker du? Blev du skuffet – eller vidste du bare, at det ikke var ægte?

Et par links
Verdens gang om historien
“En skuffet kommentator – også fra Verdens gang”