Dejligt italiensk forår og varm, langsom sommer 2013
Kære læsere. Først vil jeg gerne undskylde, at jeg jo slet ikke blogger nok. Jeg er til gengæld ret aktiv på Facebook og Twitter, så find mig endelig dér, hvis du vil snakke mere regelmæssigt. På facebook er jeg lige her og på Twitter er jeg lige her.
Derefter en slags forklaring på fraværet af blogindlæg i foråret og sommeren 2013. Sagen er den at jeg holdt orlov og var 3 mdr. i Italien. Jeg opholdt mig i en lille by 20 km nord for Verona og havde gæster og drak vin og gik ture med hunden og læste bøger og slappede af og spiste pasta og drak vin og tog til Garda-søen og fik italienske venner på besøg og dyrkede tomater og sov længe.
Derudover researchede jeg til min bog, som har været længe undervejs og som jeg sådan håber, jeg snart for alvor får hul på (krydser fingre for lidt flere regnvejrsdage i efteråret). Titlen på bogen er stadig Personlighed 2.0 og temaet er stadig, hvordan vi hver især bliver den bedst mulige version af os selv online. Efter hjemkomsten flyttede vi ud i vores sommerhus og nu er to uger med sand mellem tæerne ved at være slut. Kort sagt jeg kan ikke huske, hvornår jeg har haft så lang en periode med ro og fred og lange gåture. Det har været skønt.
Men jeg indrømmer også gerne, at jeg lige nu glæder mig rigtig meget til at komme tilbage på pinden på mandag og i gang med noget rådgivning og undervisning om sociale medier. Min kalender for efteråret ser allerede superspændende ud. Jeg kan se frem til foredrag for mange forskellige kunder – og til rådgivning af ejendomsmæglere og banker og til undervisning og uddannelse på RUC og for mine kunder i Grønland. Det bliver dejligt at holde nogle møder og snakke arbejdssnak.
Så det bedste ved min orlov er faktisk, at den har opfyldt sit formål – jeg er frisk og udhvilet og solbrændt – og den lange periode uden arbejde har illustreret på bedste vis, at jeg elsker min hverdag, så nu glæder jeg mig meget til den starter igen.
Hvis du vil vide mere om, hvad jeg laver arbejdsmæssigt eller hvis du skal i gang med sociale medier på arbejdet, så er der mere om, hvordan jeg arbejder og hvad jeg kan hjælpe med, på trinemaria.dk.
Fortsat god sommer, nyd solen og husk at holde pauser …
Skriv kommentar