Hvad er problemet med overvågning – hvis man nu ikke har gjort noget forkert?

Der er så meget snak om overvågning og jeg er ret rystet over afsløringerne af, at NSA suger informationer fra services som Google, Facebook, Twitter og YouTube og fra telefonsamtaler med mere. For at fange forbrydere eller for at kontrollere befolkningen – lidt afhængig af, hvilke øjne der ser.

Jeg er også blevet meget træt af argumentet om, at hvis du ikke har noget at skjule, så er det vel ikke så slemt? Jeg har heller ikke noget at skjule, når jeg ligger i bikini i haven, men hvis jeg vidste, at der sad et kamera i et træ og at én eller anden personage i efterretningstjenesten kunne se mig, kan det godt være at jeg kun var brun fra halsen og op og fra knæene og ned. Udfordringen ved overvågning af alt, vi foretager os online, synes jeg er, om vi så pålægger os selv censur.

Har for eksempel lige hørt et debatprogram (Ordet er dit) på P1 om overvågning. Masser af gode spørgsmål og kommentarer. Blandt andet en forælder, der ringer ind og spørger, om hun mon skal være bekymret, hvis hendes børn/ teenagere søger på “hvordan laver man en bombe” og “terrorisme”, fordi de er nysgerrige og spiller Minecraft, hvor de bygger bomber? Og et svar fra en ansat i et center for datasikkerhed (?), som lød noget i retning af “jeg synes det er ærgerligt med selvcensur, men jeg tør ikke helt sige, hvor grænsen går”.

Har også hørt politikeren i studiet (Trine Bramsen fra soc.dem., men tror det kunne have været hvem som helst) blive ved med at gentage, at fordi der findes forbrydere, så skal vi allesammen finde os i at blive overvåget hele tiden. Jeg synes det er et dårligt argument, for mig bekendt er det stadig til debat, om og hvordan overvågning faktisk hjælper? Dels bruges der jo så ressourcer internt i politiet til overvågningen og dels er der vidst nok ikke ret mange sager endnu, hvor det kan påvises at overvågningen gjorde den afgørende forskel?

Samtidig med at jeg hørte udsendelsen, læste jeg hos The Guardian en artikel om, at overvågning kan blive en trussel mod demokratiet “Prism: secret surveillance could destroy democracy rather than defend it“.

Hovedpointen er ikke, at man ikke skal lave overvågning, men at overvågningen skal holdes indenfor lovens grænser, have et legitimt formål og være nødvendigt og i proportion med det behov, der er.

“In other words, States cannot do whatever they want to defend national security, but must operate within strict parameters. As a minimum, three main safeguards should be provided.

First, the law must be precise and clear as to the offences, activities and people subjected to surveillance, and must set out strict limits on its duration, as well as rules on disclosure and destruction of surveillance data. Second, rigorous procedures should be in place to order the examination, use and storage of the data obtained, and those subjected to surveillance should be given a chance to exercise their right to an effective remedy. Third, the bodies supervising the use of surveillance should be independent and appointed by, and accountable to, parliament rather than the executive.”

Jeg synes, det er valide pointer. Overvågning er udmærket, hvis man har konkret mistanke, men skal ske på en måde, så vi sikrer, at overvågningsdata bliver behandlet fornuftigt, både mens de indsamles, mens de fortolkes og bruges – og at de efterfølgende destrueres.

Det mest vigtige for mig er, at både ubetænksomme teenagere og alle os andre, stadig kan være nysgerrige og tør tillade os at søge svar på spørgsmål, vi måtte have om terror-netværk eller om hackere eller om politiske organisationer eller seksuelle orienteringer som vi finder interessante – eller underlige eller forkerte eller svære at forstå. Vi skal kunne have vores religiøse eller seksuelle eller andre private præferencer for os selv. Og min hovedanke mod “all-round-overvågning” er at det ganske enkelt ikke rager nogen, hvad jeg laver online medmindre jeg er under mistanke for et eller andet.

Det fremgår meget tydeligt af debatten på P1, at vi i Danmark stoler på “systemerne”. En af lytterne i programmet, som siger at han er ligeglad med overvågning, staten må vide alt, bliver spurgt, om han så vil søge på, hvordan man laver en bombe på nettet – og han siger at han da har fuld tillid til, at PET kan se udfra hans andre handlinger/ søgninger på nettet, at han ikke er terrorist og derudover, at han bestemt regner med, at hvis han bliver kaldt til samtale, så kan han lige forklare dem sagens rette sammenhæng og så er den ikke længere. Journalisten afslutter med at sige, at det sikkert passer, da manden ikke har et arabisk klingende navn …

Jeg er nok lidt mere forsigtig. Jeg er nemlig ret sikker på, at der sker fejl – også i det danske retssystem. Ikke med vilje og ikke fordi magthaverne er onde, men fordi det bare er mennesker og fordi der er pres på for at finde skyldige og komme videre.

Derudover synes jeg, det er værd at overveje om det vi indfører i dag er fremtidssikret. Arkiver og masser af oplysninger om borgerne ser jo fint ud i fredstid, hvor man stoler på magthaverne og selv har valgt dem. Men hvad nu, hvis et parti der ønsker mere sindelagskontrol for eksempel i form af sundhedsdiktatur, kommer til magten/ får flertal? Er det så en god idé at have et overvågningssystem på plads som frister fanatikerne til lige at finde alle de borgere, der ryger, har søgt efter opskrifter på kage og vejer for meget – eller som gør nar af grøntsager? (Okay – skørt billede, men indsæt selv et scenarie der er mere realistisk…)?

Jeg stoler da selv forholdsvis meget på de nuværende politikere og jeg er sikker på at tillid er det der har skabt velfærden i Danmark, men jeg forsøger ikke at være totalt naiv – og jeg nægter at tro, at en fremtid hvor flere og flere data opsamles og står til rådighed for flere og flere institutioner, ikke også kan blive et samfund, hvor nogle der har magt vil finde nye måder, at bruge de data på – til at fastholde magten og udvide territoriet over det de bestemmer over. Derfor synes jeg vi skal debattere hvad vi vil indsamle og derefter lovgive klart, så vi som borgere ved, hvad der indsamles, om hvem og hvordan det bruges og opbevares.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi diskuterer, om vi kan sikre, at de dataspor vi efterlader os, ikke forfølger os hele livet? Vi taler så meget om, at hvis man bliver fængslet og udstår sin straf, så skal man kunne “starte på en frisk”, men kan man overhovedet det, hvis alt hvad man nogensinde har sagt eller ment er registreret offentligt og er det rimeligt, at man ikke kan forandre sig? I nogle lande arbejder de med at indføre, at man ikke må kigge på data fra før en kandidat til et job, var fyldt 18 år i en rekrutteringsproces. Jeg aner ikke om det kan eksekveres, men hvorfor skulle man ikke kunne beslutte, at der er udløbsdato på flere oplysninger – for eksempel det man har søgt efter for 5 år siden?

Under alle omstændigheder fortsætter debatten forhåbentlig – og ikke kun med det argument, at hvis man har rent mel i posen har man intet at frygte. Jeg gider altså ikke at have alle mulige til at stå og rode i mit mel … 🙂

Smid gerne links til gode debatter eller artikler eller bøger om emnet her nedenfor og fortæl mig, hvorfor du er helt tryg ved overvågning – eller hvad du synes vi kan gøre for at overvåge bedre, smartere, mere demokratisk.