Facebook og den nye sammenhængskraft?

Facebook er verdens største sociale netværk med 900 mio brugere. Og verdens mindste. Det sidste fordi dine venner på Facebook er dem du allerede kender og selvom Facebook i princippet er åbent og du kunne få venner fra Skagen til Singapore og lære alverdens folkeslag at kende, så er det bare ikke det, der foregår. Jeg plejer af samme grund at sige at Facebook er åbent men lukket – fordi dem du kender i det store åbne netværk, er din egen lille lukkede kreds.

Så er jeg med på at flere og flere lukker op for at perifere bekendtskaber og mennesker de møder i kommentarfelterne hos andre venner får en plads, men det er stadig i udgangspunktet en lukket kreds af mennesker, man kender. Og det er jo fint nok, det giver os tryghed og konsensus og en dejlig følelse af at være “blandt venner”, når vi deler viden og information om vores liv.

Men alligevel er der ved at ske noget. Facebook er begyndt for alvor at vise os styrken i netværket og vi er begyndt at bruge styrken. Jeg har her efter sommerferien set 3 gode eksempler på at vi kan samle os på tværs af netværk ved hjælp af den lille “Synes godt om” knap. Man taler så meget om “sammenhængskraften” i vores samfund og spørgsmålet er om den finder en ny form på Facebook?

Vi står sammen mod dårlig service
Først den lidt “hårde” version. En utilfreds kunde skriver et afskedsbrev på Telenors facebook-side, hvor han forklarer, hvorfor han ikke vil være kunde længere og lige præcis den klage (som er skrevet sobert og med en ret skarp kant) bliver en landeplage:

Anders Brinkmanns opslag på Telenors Facebook-side blev liket af mere end 30.000 personer på få dage

Der er mere end 30.000 som i løbet af få dage klikker “Synes godt om” og mere end 3000, der kommenterer med deres egne historier og det, der kaldes “socialmediestormen i Telenor” bliver en nyhedshistorie på radio og i aviser. Telenors ledelse er ude og undskylde og leder efter de fejl der fører til utilfredsheden.

Det der sker er, at vi kan genkende indignationen og frustrationen og at vi glæder os over, at nogen siger fra og giver utilfredsheden luft. Vi bakker op og kan se, at der er styrke i at være mange der synes noget er for strengt. Det er næsten som at tage til demonstration, vi behøver bare ikke aflyse selv om det regner.

Vi står sammen om at opføre os ordenligt
Dernæst er der historien om “Fucking Flink”, som er en bog, men også i stigende grad en bevægelse, som har en stærk tilstedeværelse på nettet. Formålet er at få os allesammen til at være mere flinke overfor hinanden. Og her forleden gik der så total viralitet i en historie på Facebook-siden. Det var Helle Duus Alex der skrev en statusopdatering om hvordan hendes nu voksne søn, for 10 år siden hjalp en lille dreng.

Helle Duus Alex oprindelige opslag på Facebook som 79.000 synes godt om

Lige nu har mere end 79.000 trykket “Synes godt om” og mere end 1400 har kommenteret. Og Helle Duus og Lars AP som har startet bevægelsen og skrevet bogen, har været på Aftenshowet og har kunnet bruge den store interesse for Helles historie, til at sætte det at være mere flink på dagsordenen.

På nettet kan man også se at mange benytter lejligheden til at fortælle deres egne versioner af flinke oplevelser, at diskutere hvad der er flinkt og hvilke bagsider der kan være (alle synes det er fint at Helles søn hjalp drengen, men hvad skete der mon med drengen, kunne man have gjort andet og mere?) og også her tænker jeg, at det er næsten som at være til foredrag med efterfølgende debat, man behøver bare ikke ud og cykle i modvind.

Vi står sammen om at kritisere vores politikere
I morges vågnede jeg så til endnu en statusopdatering, der er blevet viral. Denne gang fra en mand, der er meget vred over at Margrethe Vestager ikke vil forlænge dagpengeperioden og som benytter det nye sociale demokrati på nettet til at skrive sin mening direkte til hende på hendes Facebook-side:

Også her medfører den store interesse at mange andre skriver indlæg til Margrethe Vestager. Nogle skriver direkte af fra Flemming Keller. Andre skriver nye, helt egne historier og nogle skriver det modsatte og erklærer sig uenige med Flemming Keller. Igen er det blevet tydeligt, at vi kan debattere politik helt uden at tage med til et møde og uden at investere andet end et par klik med musen.

I alle 3 tilfælde synes jeg vi ser styrken ved nettet. At vi kan organisere os uden organisationer, at vi kan komme til orde, at vi kan debattere og at vi kan samles om det vi mener er vigtigt.

Men jeg synes også sagtens jeg kan få øje på svagheden. Fordi Facebook ikke tilbyder trådet debat er det svært at følge samtalerne, når der er meget over 100 kommentarer på en tråd og fordi Facebook kører med timeline (at det nyeste altid er det mest relevante, hvilket jo er direkte pjattet) kan det være svært at finde de steder på en side, hvor debatten faktisk er i fuld gang. Det er også let at få øje på, at mange af de nye net-debattører ikke kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden, måske fordi skærmen skaber en illusion af at vi ikke taler til mennesker.

Jeg synes det bliver spændende at følge hvad den nyvundne magt mon kommer til at betyde? Begynder politikerne at tage nettet mere alvorligt og at debattere mere seriøst online? Hvad gør organisationer som Telenor fremadrettet for at beskytte deres interesser og vil sådan noget som Fucking Flink betyde at vi samler os og laver “bevægelser” og strømninger på nettet, som forplanter sig til vores offline tilværelse?