Hvorfor skal man bruge kræfter på rekruttering via sociale medier?
Jeg har holdt foredrag for Vandcenter Syd i går og som mange andre organisationer overvejer de fordele og ulemper ved traditionelle rekrutteringmetoder og ved at bruge sociale netværk.
Min primære pointe til dem og andre der vil rekruttere via sociale medier er at det er netværks-rekruttering – og det betyder at man skal have et netværk før det virker. At forsøge at dele links til jobopslag via LinkedIn eller via Facebook, hvis man ikke har kontakter eller followers nogle af stederne – og hvis man ikke ellers ser bare en anelse aktiv ud – giver ganske enkelt ikke mening.
Man kan selvfølgelig stadig slå sine jobs op på LinkedIn – det koster penge og jeg mangler data på, hvor effektivt det er i DK, hvor andre jobdatabaser jo er meget populære (hvis du har erfaringer du vil dele om at bruge LinkedIn i jobsøgning er jeg meget interesseret i mere viden) – og man kan også sagtens lave rekrutterings-kampagner med annoncer på Facebook, men også her er antallet der klikker på web-annoncer typisk ret begrænset.
Min pointe er, at hvis man vil bruge sociale medier som rekrutteringsplatforme, så handler det om at få medarbejdernes sociale netværk i spil – og det vil mange steder sige at man må starte med at give medarbejderne lov og måske endda lære dem, hvordan de kan bruge sociale medier.
Hvis flere medarbejdere har opdaterede profiler på LinkedIn og selv bruger tjenesten aktivt for eksempel ved at deltage i nogle af de 1,3 mio åbne grupper om alle mulige faglige emner – eller ved selv at danne grupper med erfa-netværk eller andet, så har virksomheden også et andet afsæt når en ny stilling skal besættes fordi aktive medarbejdere med flere kontakter, kan nå flere potentielle kandidater ved at dele et link – eller sende en besked til særligt relevante personer i netværket.
Hovedpointen er her, som når jeg taler om sociale medier og marketing – at sociale medier først for alvor er interessante, hvis man opfatter dem som sociale rum, hvor det handler om de langsigtede relationer – hvis man derimod tror sociale medier er kampagnemotorer, der kan bruges til 3 ugers rekruttering eller reklame risikerer man at blive skuffet.
Rekrutteringskampagner eller andre reklamekampagner skal virkelig være godt tænkt for at vi deler dem i vores sociale netværk – vi deler kun det vi selv synes er spændende eller relevant og som måske kan styrke vores selvfremstilling – og styrken i de sociale medier er vel præcis det – at vores venner ikke deler kedelige links eller irrelevant sludder, men gør sig umage.
Har du erfaringer eller meninger om, at bruge sociale medier til rekruttering og vil du dele dine erfaringer, så er kommentarfeltet åbent:
Mette McCall skriver
Her du hørt om Jobvite.com? Software as a service som lader ansatte dele jobannoncer via deres egne netværk. Jeg arbejdede for dem helt tilbage i de spæde startup dage i 2004, hvor vi sad tre mand hjemme i stuen i San Francisco hos stifter Jesper Schultz. I dag er de kæmpestore i USA (trods to danske founders har de desværre ikke en dansk afdeling) og har kunder som TiVo og LinkedIn..