Skal man sløre eller afsløre identiteter på skærmbilleder fra Twitter/ Facebook?
Tom Jensen fra Berlingske har skrevet et blogindlæg om rapperen Kidds udtalelser om Pia Kjærsgaard, med en vinkel der hedder at unge støtter Kidds udtalelser på Twitter.
I den forbindelse har han lavet en søgning på Twitter (ikke svært, han har bare søgt på @ungekidd) for at se, hvad dem der følger @Ungekidd på Twitter, mener om sagen. Og i hans skærmbillede i blogindlægget kan man så se navngivne twitterprofiler, som i varierende grad støtter Kidd, forsvarer ham – og mener, han bare siger, hvad alle tænker.
Jeg tør godt afsløre, at jeg har en farmor-attitude til grimt sprog. Jeg synes det betyder noget hvilke ord man tillader sig at bruge om andre mennesker og jeg er gammeldags, når det gælder respekt – også for politikere man ikke er enig med. Det er bare ikke det mit blogindlæg handler om! 🙂
Spørgsmålet der poppede op var, om Tom Jensen kan tillade sig at klippe samtaler ud af Twitter og lægge dem ind som illustration i et blogindlæg?
Blandt nogle af dem jeg følger på Twitter, kom der denne debat ud af det:
Så skal man egentlig sløre deltagerne i en samtale på Twitter i et skærmdump?
Jeg tror ikke, man skal juridisk? Twitter er som Tom Jensen siger helt åbent og det man skriver, kan ses af alle – uanset om man føler, man sidder i en lukket boble eller ej. Og det lærer man jo som Tveskov er inde på, aldrig at forstå, hvis man aldrig oplever, at tweets cirkulerer og lander steder de ikke var tiltænkt?
På den anden side synes jeg, der er en ufølsomhed i bare at udstille mennesker, som måske ikke har tiltænkt deres samtaler til min sammenhæng? Jeg er opdraget med at kommunikation afhænger af det sociale rum og derfor synes jeg ofte, det er ufuldstændigt at tage tweets eller statusopdateringer ud af rummet for at pege fingre?
Jeg gør selv meget ofte (men ikke altid) det, at jeg slører de mennesker og samtaler som jeg ikke selv deltager i. Hvis jeg finder gode eksempler på folk der er stiktossede på en virksomheds væg på Facebook, så beholder jeg måske fornavnet, men slører billede og efternavn – for jeg ved jo godt, at vreden ikke er lukket ud for at mine studerende skal sidde og analysere den.
Hvis folk derimod skriver noget sødt, smart eller klogt – eller hvis jeg selv kender dem, der skælder ud og taler dunder, så forekommer det mig mere naturligt at lade dem stå utilslørede?
Hvis du bruger eksempler og skærmdumps, hvad gør du så – slører eller viser frem? Og hvordan afgør du, hvornår hvad er passende?
Update: For en god orden skyld – jeg synes det er nemmere med Facebook venner – fordi der er tilliden jo kun til dem der er accepteret som venner. Jeg ville aldrig bruge debatter med nogen form for kontroversielt indhold fra mit feed uden at sløre identiteter. Men virksomheders sider – inklusive det folk skriver der – er jo åbne?
Lars K Jensen skriver
Jeg kan godt se, at sløring af billeder/navne fra Twitter kan være at foretrække – men vel kun, hvis det er fra en ellers lukket/privat Twitter-profil?
At Twitter nu har en ‘Embed tweet’-funktion er vel et tegn på, at man bør tænke en ekstra gang over, hvad man skriver på Twitter..?
Jeppe Morgenthaler skriver
Det må forventes at folk kan regne ud at deres tweets er helt offentlige, hvis ikke de har en lukket profil. Jeg går udfra at de implicerede ikke ville rynke på næsen hvis 50 mennesker retweetede deres tweet, endsige tænke over det et sekund som noget negativt og uønsket. Tweets er offentlige.
Man kan så diskutere om Tom Jensens konklusion (at de implicerede tweeps oprigtigt ønsker DF-toppen dræbt) kan være noget forhastet.
Sproget er levende i ekstremerne og overdrivelse fremmer forståelsen. Måske er de implicerede tweeps blot – lige som undertegnede – frygteligt kede af at DF har haft så megen magt i Danmark i så mange år. Deres hadefulde, xenofobiske virkelyst kalder jo ikke ligefrem på kærlighed og velvilje.
Jacob Christensen skriver
Jeg optræder af princip under eget navn på nettet så jeg vil også i princippet acceptere at jeg bliver citeret med navns nævnelse.
Men:
Som Lars siger, kan nogle have en privat profil på Twitter, og jeg har også selv en lukket FB-profil, hvor jeg meget ville frabede mig at andre begyndte at citere min aktivitet i medierne. Og der er tilbageholdenhed fra mediernes side påkrævet.
I det konkrete tilfælde vil Tom Jensen jo illustrere et generelt argument og her mener jeg det mest korrekte ville være at anonymisere brugerne – også selv om man kan finde meget ved at søge på ” ungekidd”
Morten Vium skriver
Som du selv er inde på, så er der en verden til forskel mellem at hive navne og billeder ud af en lukket samtale på Facebook og så at bruge tweets usløret.
Twitter er ikke bare et socialt netværk – det er også en udgivelsesplatform, hvor man altså publisere offentligt. Det er præmissen.
Om man skriver noget i et tweet, et blogindlæg eller et læsebrev, så mener jeg man skal være forberedt på at blive hængt op på det.
Bo Abrahamsen skriver
Der er ingen tvivl om at det er helt i orden at citere med navn og billede, men man kan jo vælge at være flink og anonymisere hvis man tror at man ellers hænger nogen ud, eller at debatten kan blive afsporet hvis personerne er “personhenførbare”
Svejgaard skriver
Jeg synes ikke der er noget godt entydigt svar på det dilemma. Selvfølgelig KAN det være både juridisk og tildels også moralsk okay at videregive “udbrud” og “opdateringer” fra åbne fora som f.eks. Twitter. Men bare fordi det er lovligt, synes jeg godt man kan køre handlingen igennem det indre medmenneske, inden man poster.
Men det er jo heller ikke sådan at man kun kan nøjes med at sende de positive historier videre med navns nævnelse. F.eks. vil jeg altid mene det er okay at navngive en politiker så længe det er politik vedkommende ytrer sig om osv.
Jeg ER fuldstændig klar over at hvis man ytrer sig i det åbne rum, så skal man selvfølgelig være klar på at det kan komme tilbage som en boomerang. Det er bare, i min bog, ikke ensbetydende med at det er okay frit at sætte spotlight på i en anden kontekst.
Man bør overveje;
Hvor vigtigt er det for min historie at bibeholde synlige identieter?
Hvilke konsekvenser får det for de implicerede, og er min historie vigtig nok til at bære dem?
En ting jeg ikke hopper på er forklaringen om “Jamen hvis jeg ikke gør det, så er der bare en anden en der gør det”.
Andreas Hansen skriver
Meget spændende problemstilling.
Twitter og Facebook er jo i mange sammenhænge en fantastisk måde at holde kontakt til ens venner og bekendte på, men mange brugere tænker (stadig) for lidt over, at de ved at benytte sociale medier bliver deres egen mediekanal.
Med det fører rent juridisk et tungt ansvar. Man kan meget lettere blive stillet til ansvar for ytringer på Facebook end på kommentarer, der er sagt hen over frokostbordet i kantinen. Er en 16-årig, hormonfyldt teenager fuldt ud bevidst om det? Formentlig ikke, og langt oftest slipper de fleste formentlig også af sted med udtalelser på de sociale medier, der ikke var gået i et læserbrev i lokalavisen. Men jeg tror ikke, det skader, at man som ejer af en eller flere mediekanaler fra tid til anden bliver gjort bevidst om, at ens ord har en effekt og bliver læst af rigtig, rigtig mange mennesker.
Med ytringsfrihed følger ansvar. Og med nettets øgede muligheder for at råbe rigtigt mange mennesker op, følger også et behov for en større bevidsthed om, hvordan man begår sig i det offentlige rum. Skulle bloggere eller medier til at sløre de navne og ansigter, som personen selv har valgt at stå frem med, er det en overbeskyttelse af ens kilde (med mindre man må antage, at personen er mentalt ustabil eller mindreårig).
Selvfølgelig skal man ikke ophøje en kæk bemærkning til en reel dødstrussel. Men det er heller ikke helt dumt engang imellem at blive mindet om, at ytrer man offentligt, at en-eller-anden burde slås ihjel, så kan det meget let støde/såre/forskrække andre mennesker. Det personlige ansvar må aldrig drukne i misforståede hensyn.
Ernst Poulsen skriver
Kidd (eller “The Artist Formerly Known as Kidd) kender konsekvenserne af at optræde i medierne, og må så få bedømt sin udtalelse af en dommer.
Når avisen citerer de viste folk på Twitter, så er det ikke sikkert, at de både har gennemskuet de juridiske konsekvenser og den ekstra effekt, der kan være i at blive citeret på et stort medie. Heller ikke selv om de ved, at Twitter er et åbent medie.
De Presseetiske Regler taler derfor specifikt om, at nogle kilder ikke altid kan overskue konsekvensen af det de siger. Her bør journalisten påtage sig det ansvar og gennemtænke, hvad resultatet kan være.
(CITAT): B. 5. Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges. (CITATSLUT)
Kilde: http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx
Ofte vil journalisten blot konstatere, at: “du er klar over, at…” – og så må kilden enten modificere sit udtryk eller stå ved citatet og tage konsekvensen.
Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke vurdere konsekvenserne, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis Kidd fik dagbøder for sine udtalelser.
Om det ansvar også kan ramme folk der bakker op – well – det er lidt mere tvivlsomt, men jeg er squ’ette helt sikker på, at man bare går fri.
Journalisterne der videreformidler budskaberne (fx. citerer Kidd) slipper derimod for tiltale. Nogle kan måske huske Grønjakke-dommen, hvor Jens Olav Jersild i sin tid viderebragte racistiske citater og efter en meget lang tur gennem retssystemet blev frikendt.
Nuvel – sagen er i øvrigt lidt mere kompliceret – for der er en forskel i forhold til et gængs dagblads-interview, hvor journalisten jo er “gatekeeper” på om udtalelsen overhovedet bliver udbredt. I det her tilfælde har de forskellige personer jo allerede udtalt sig på Twitter.
Journalisten er imidlertid med til at videre-udbrede udtalelserne, og derfor kunne man måske godt – som en venlighed – anonymisere kilderne eller gør dem opmærsom på, at de vil blive citeret. Problemet med støtten til Kidd kan stadig godt beskrives.
Alt det sagt (for det var, hvad Trine Maria spurgte om), så synes jeg, at selve artiklen er vigtig, relevant og velskrevet. Det skal helt klart omtales og problematiseres, når folk opfordrer til vold – endsige drab. Og det bør også omtales, hvis andre støtter op om den slags.
Mofling skriver
Nu har den kære Nicholas ikke sagt at han vil dræbe nogen. Rent juridisk er det ikke en trussel, det han sagde, det var udtryk for en holdning. At nogen så misforstår dette må stå for egen regning.
Jeg tror at Kidds fans er så unge, at de ikke ved at der teoretisk er strafansvar for udtalelser på Twitter. Jeg skriver teoretisk, for ingen er så vidt jeg ved dømt for nogen udtalelser på Twitter.
Selv om det er sket via udtalelser på fora i fortiden (Julius Børgesen).
At journalisten ikke har så meget pli at han slører billeder og navne, vidner vel om det paradigmeskift hen imod privatlivets ufred vi står som tavse vidner til. IMHO
Ole Palnatoke Andersen skriver
Som Bo Abrahamsen og Ernst Poulsen skriver, må vi jo bare konstatere at Tom Jensen ikke er flink og ikke har pli. Om det er et problem, kan så diskuteres.
Anne-Katrine Nørholm skriver
Jeg tænker også ligesom Ernst, at det må høre under det etiske ansvar, vi som journalister har for at vurdere om folk kender konsekvensen af, det de sender ud i medierne.
Helt konkret har Tom Jensen jo ikke oplyst dem om, at de er blevet citeret – de er blare blevet en del af en (helt legitim historie), og det svarer lidt til at optage en samtale i bussen på video og sende det i fjernsynet, som et partsindlæg. Vi siger jo hele tiden noget i det offentlige rum, det er jo bare ikke sikkert, vi har lyst til at ende i tv-avisen med det.
Selv har jeg sløret, de gange jeg har brugt screendumps af Facebook (særligt, jeg har ikke brugt twitter til citat eller eksempel) og synes egentlig godt, jeg kan kontakte de personer, jeg gerne vil citere, inden jeg gør det.
Om Kidd og andre offentlige personers brug af Twitter, mener jeg, – igen ligesom Ernst, at sagen er en anden. De bør have en anden forståelse af, hvad de gør. Om de så har det – er jo tilgengæld lidt usikkert.
Det viser bl.a. sager fra UK som den om Wayne Rooney og “Ill put you asleep in 10 seconds”: http://www.telegraph.co.uk/sport/football/teams/manchester-united/8522938/Wayne-Rooney-reacts-to-Twitter-abuse-from-Liverpool-fan.html