Skal man sløre eller afsløre identiteter på skærmbilleder fra Twitter/ Facebook?
Tom Jensen fra Berlingske har skrevet et blogindlæg om rapperen Kidds udtalelser om Pia Kjærsgaard, med en vinkel der hedder at unge støtter Kidds udtalelser på Twitter.
I den forbindelse har han lavet en søgning på Twitter (ikke svært, han har bare søgt på @ungekidd) for at se, hvad dem der følger @Ungekidd på Twitter, mener om sagen. Og i hans skærmbillede i blogindlægget kan man så se navngivne twitterprofiler, som i varierende grad støtter Kidd, forsvarer ham – og mener, han bare siger, hvad alle tænker.
Jeg tør godt afsløre, at jeg har en farmor-attitude til grimt sprog. Jeg synes det betyder noget hvilke ord man tillader sig at bruge om andre mennesker og jeg er gammeldags, når det gælder respekt – også for politikere man ikke er enig med. Det er bare ikke det mit blogindlæg handler om! 🙂
Spørgsmålet der poppede op var, om Tom Jensen kan tillade sig at klippe samtaler ud af Twitter og lægge dem ind som illustration i et blogindlæg?
Blandt nogle af dem jeg følger på Twitter, kom der denne debat ud af det:
Så skal man egentlig sløre deltagerne i en samtale på Twitter i et skærmdump?
Jeg tror ikke, man skal juridisk? Twitter er som Tom Jensen siger helt åbent og det man skriver, kan ses af alle – uanset om man føler, man sidder i en lukket boble eller ej. Og det lærer man jo som Tveskov er inde på, aldrig at forstå, hvis man aldrig oplever, at tweets cirkulerer og lander steder de ikke var tiltænkt?
På den anden side synes jeg, der er en ufølsomhed i bare at udstille mennesker, som måske ikke har tiltænkt deres samtaler til min sammenhæng? Jeg er opdraget med at kommunikation afhænger af det sociale rum og derfor synes jeg ofte, det er ufuldstændigt at tage tweets eller statusopdateringer ud af rummet for at pege fingre?
Jeg gør selv meget ofte (men ikke altid) det, at jeg slører de mennesker og samtaler som jeg ikke selv deltager i. Hvis jeg finder gode eksempler på folk der er stiktossede på en virksomheds væg på Facebook, så beholder jeg måske fornavnet, men slører billede og efternavn – for jeg ved jo godt, at vreden ikke er lukket ud for at mine studerende skal sidde og analysere den.
Hvis folk derimod skriver noget sødt, smart eller klogt – eller hvis jeg selv kender dem, der skælder ud og taler dunder, så forekommer det mig mere naturligt at lade dem stå utilslørede?
Hvis du bruger eksempler og skærmdumps, hvad gør du så – slører eller viser frem? Og hvordan afgør du, hvornår hvad er passende?
Update: For en god orden skyld – jeg synes det er nemmere med Facebook venner – fordi der er tilliden jo kun til dem der er accepteret som venner. Jeg ville aldrig bruge debatter med nogen form for kontroversielt indhold fra mit feed uden at sløre identiteter. Men virksomheders sider – inklusive det folk skriver der – er jo åbne?