Hvad kan man bruge Twitter, Endomondo og en vægt med WIFI til som motionsløber?
Jeg løber. Men jeg er ikke den flittigste eller den hurtigste. Nu er der imidlertid sket noget så jeg løber næsten fast hver 3. dag og 3 redskaber hjælper mig.
For det første bruger jeg Endomondo. Det er en applikation som jeg har på min iPhone og altså i lommen, når jeg løber. Endomondo hjælper mig med flere ting. Den tegner mine ruter på et kort, holder styr på hvor langt jeg har løbet og fortæller mig i hovedtelefonerne når jeg har løbet 1 km og i hvilket tempo, hvilket får mig til at løbe (lidt) hurtigere. Endomondo hjælper mig også med at se hvor langt jeg har løbet i denne uge, i denne måned og siden jeg startede for 80 løbeture siden.
For det andet har jeg koblet min badevægt (som har indbygget wifi og selv kan opdatere Twitter og Facebook med hvad man vejer) op på Endomondo, så jeg får grafer over min vægt også.
Det mest motiverende for mig er imidlertid at mine venner på Endomondo kan give mig “peptalks”. De kan se at jeg er ude og løbe og svede og så kan de indtaste en sætning (på engelsk) som Endomondo-damen så læser højt for mig ude midt i skoven. Som regel lyder en peptalk noget i retning af “if you run 10K I will buy you a beer” eller “go go go – you can run faster”. Ikke stor poesi, men lige akkurat det, der skal til for at jeg griner og løber lidt længere, hurtigere eller bare lidt mere.
En af mine venner på Endomondo har her i oktober 2011 startet “Lejremesterskaberne” som en udfordring/ challenge på Endomondo. Det er meget enkelt. Alle der bor/løber i Lejre Kommune kan deltage (man melder sig ind via Endomondo) og målet er at løbe flest mulige kilometer i oktober. 1. november mødes vi så ovre ved Ledreborg slotspark og uddeler præmier.
For det andet bruger jeg Twitter. Mange af mine løbekammerater på Endomondo har jeg nemlig mødt på Twitter. Det udvider radius for løbevennerne betydeligt, for vi har også en konkurrence på Endomondo nemlig “Twitterchallenge”. I al sin enkelthed går den ud på at løbe flest muligt kilometer i 2011. Jeg er langt bagud og det er fuldstændig lige meget. Det der er sjovt er at vennerne på Twitter følger med i løberiet og at jeg har fået mange flere løbevenner, end jeg har på stierne.
Det er jo er de færreste der ligefrem hænger ud dagen lang på Endomondo, men på Twitter opdager man oftere når nogle af løbevennerne starter en løbetur (man kan sætte Endomonodo op til automaitsk at smide det på Twitter, når man starter applikationen) og så kan vennerne se, at det er nu, de kan lave peptalks og efterfølgende kommentere på, hvor ufattelig langsomt det går!
Omvendt er jeg helt med på at det er irriterende for alle, der ikke løber og som er ligeglade med, at jeg igen spæner rundt i skoven – og derfor bruger jeg også kun den automatiske dele-funktion til Twitter her i oktober (mens vi løber Lejremesterskaberne) så pr. 1. november stopper jeg med at vælte #Endomondo snak ud på min twitter-profil igen.
God efterårsferie og god løbetur i skoven, hvis du er til den slags!
Jesper Dahl Jeppesen skriver
Hej Trine-Maria
Spot on! Og rigtig god beskrivelse af både Withings, Endomondo og løberiet. Og hvorfor komboen Twitter + Endomondo virker motiverende! Det virker bare, og samtidig bli’r vi sundere, slankere og sjovere…
PS. Imponerende fremgang – du gør det godt 🙂
/ @jesperdahl
Torben Tronborg skriver
Hej Trine
Så først dit indlæg nu. Det er super godt og jeg kan ikke være mere enig i din opfattelse. Endomondo er et virkelig motiverende og godt redskab til sin træning. Personligt ser jeg altid frem til at komme hjem fra en løbetur og uploade, både for ens egen skyld men det skal heller ikke være nogen hemmelighed at, det at få andres anerkendelse også virker ekstrem godt på mig :-). Når man ved månedens udgang også kan gå tilbage også hvor mange km. det blev til i oktober, er også super fedt.
Vi ses på Endomondo.
Torben