Man kan ikke være genial pr stedfortræder på Facebook!
De lynhurtige journalister på DR skriver i denne artikel, at Pia Kjærsgaard er et geni på Facebook.
(Opdatering – DR har ændret overskriften på artiklen … men jeg har selvfølgelig et skærmdump så I kan se jeg ikke overdriver… 🙂
I artiklen citerer DR et analysefirma for at mene, at Pia Kjærsgaard har meget mere “engagement-score” end andre kandidater i valgkampen. Firmaets direktør siger blandt andet:
“Det, engagementscoren siger noget om, er, hvor dygtig politikeren er til at få vælgerne i tale”
Og videre i artiklen hedder det:
“Ifølge Crisp er en Engagement Score på 90-110 normal. En score fra 110-130 betragtes som høj, og en score over 130 betegnes som ‘geniniveau’.
Pia Kjærsgaards score ligger i skrivende stund på 143,1 .
– Det er voldsomt højt, siger Andreas Borch Hansen.
– Politikere ligger generelt højere end virksomheder og privatpersoner, men at Pia Kjærsgaard boner så højt ud er at hun har en hel del kernevælgere, der er meget aktive og hyppigt tilkendegiver deres meninger.”
I tilfældet Pia Kjærsgaard må man så ikke håbe, det betyder noget for genialiteten, om hun selv er tilstede? For formodentlig er det DFs valgkontor der skriver de fleste af statusopdateringerne for hende, hvilket DF tydeligt gør opmærksom på på siden:
Og misforstå mig ikke – det er jo fuldt forståeligt at politikerne beslutter at de ikke har tid og fravælger Facebook fremfor forsamlingshuset – min pointe er bare, at hvis det ikke er Pia selv der skriver, så kan hun måske lige knap udråbes til at være et Facebook geni?
Når det er sagt, så er siden bestemt ikke den værste politiske Facebookside jeg har set. Den opdateres løbende – både mellem valgene og under valgkampen og den holdes tilsyneladende fri for de værste mishagsytringer og spam.
DF har dog efter min mening lige præcis fravalgt det man kunne kalde det seriøse engagement, eftersom Pia Kjærsgaard/DFs valgkontor ikke deltager i debatten, men typisk begrænser engagementet til en status, hvorefter de så lader Pias fans om at diskutere løs i kommentarfelterne.
Og det er sikkert meget fornuftigt i forhold til mængden af timer i døgnet under valgkampen, men efter min mening bør en seriøs “engagement-score” i en seriøs analyse tage højde for om der er engagement i begge ender. Får ejeren af siden engageret sine fans og er han/hun selv engageret? Netværk og relationer bliver trods alt stærkest, hvis de foregår mellem mennesker – også når det ene menneske er en politiker.
Min liste over geniale politikere på Facebook tæller derfor mennesker som Søren Pind, Ida Auken og Signe Wenneberg – og det er jo blandt andet fordi de selv er tilstede og skændes og debatterer lystigt med deres fans på deres sider!
Har du poltikere som du synes skal have nogle engagements-point for at være tilstede online her under valgkampen så har du nu chancen i kommentarfeltet! 🙂
Mads Fuhr skriver
Ved ikke om jeg vil bruge beskrivelsen “geni”, men Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten har ganske godt gang i dialogen på hendes FB-page. I dag har hun desuden inviteret til fest og musik i Kødbyen med ca. 470 tilmeldte deltagere and counting. På flere punkter formår hun trods alt at bruge Facebook og dets muligheder i sin valgkamp.
I skrivende stund går dialogen dog netop på, hvorvidt Johanne formår selv at besvare alle de spørgsmål, der bliver stillet på hendes side. Så der er – ikke så underligt – meget fokus på, hvorvidt politikerne selv skriver på deres Page el. om de har ansatte til det. Hvad svaret end er, så skaber det aktivitet på hendes side og det skader jo aldrig.
Kim Østerberg skrev kl.15:40: “Med over 40.000 “Like” tilmeldinger på Facebook synes jeg det må være en næsten umulig opgave for Johanne midt i en travl valgkamp at kunne nå svare på alle de mange forskellige spørgsmål, der bliver stillet.”
“Johanne Schmidt-Nielsen” svarer noget systematisk og ikke særlig personligt, at man kan finde svar på mange ting på deres hjemmeside, hvorefter et link inkluderes. Hmmm, måske ikke lige det engagement man havde forventet?!
Bottom line – politikerne har en online tilstedeværelse, de skriver når de kan og har tiden og hvis vi fik indblik i en aktiv politikers kalender i disse dage, så ville vi nok også meget hurtigt lave en prioriteringsliste – og så er Facebook måske ikke øverst på listen hver gang. Selvom alle vi social-media nørder gerne så det ske. 😉
Godt valg til jer alle.
Mads Fuhr
Trine-Maria skriver
Tak for kommentaren Mads – og jeg regner klart ikke med at alle toppolitikerne nogesinde får tid til at sidde hele dagen på Facebook – omvendt er der jo altså også politikere for hvem det falder naturligt – jeg tvivler på at Søren Pind har meget mere tid end så mange andre politikere og alligevel er han stort set dagligt på Facebook med opdateringer og meget ofte også med opfølgende kommentarer i de debatter han starter. Om det så er optimal prioritering af tid ved jeg ikke 🙂 men det giver et anderledes indblik i politikeren synes jeg – og forhåbenltig får han også selv noget ud af at deltage i den form for politisk debat.
Uffe Elbæk skriver
Kære Trine-Maria,
Jeg kunne godt tænke dig at høre din mening om min facebook-side, for
jeg har i over et år brugt masser af timer på at vedligeholde netop
den kontakt med vælgeren, du skriver om. Både på min personlige hjemmeside og på min politiske hjemmeside.
På den personlige facebook-side er det altid mig selv der skriver. Hvorimod på den politiske facebook-side, har jeg og mit kampagneteam en aftale om, at det altid fremgår, hvis det ikke er mig der har skrevet indlægget. I travlheden her i de sidste valguger kan der godt være en smutter her og der. Men som udgangspunkt er det altid tydeligt hvem der er afsender.
Jeg skrev i sidste uge en kort kommentar til Dansk Kommunikationsforening om det at bruge facebook og de øvrige sociale medier i sin valgkamp. Du kan finde den her:
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/Artikler/Kandidatstafetten%3A+Uffe+Elb%C3%A6k+fra+Det+Radikale+Venstre
Kh
Uffe
Trine-Maria skriver
Hej Uffe – Jeg kan se i den artikel du linker til, at du bruger en masse tid på at være tilstede på siden, svare og snakke med de folk der engagerer sig og det giver jo fin mening at det fungerer. Jeg er omvendt sikker på at det er voldsomt tidskrævende at opbygge de relationer og den tillid og der findes ret sikkert politikere for hvem det ikke giver mening, for eksempel fordi deres målgruppe ikke er aktive eller ikke synes om at debattere politik på Facebook – eller fordi de ikke selv er særligt interesserede i feedback. Men hvis man HAR fat i vælgerne når valget så udskrives – og så kan motivere dem til at hjælpe med at sprede budskabet yderligere så kan tiden jo vise sig at være godt brugt. God valgkamp til dig – både online og off line!