5 gode råd til politikere om valgkamp med sociale medier
Rokokoposten (som er satire) havde i går en artikel om at “S og SF vil bekæmpe singlesamfundet” og Mette Frederiksen (som er “interviewet” i satireartiklen) følte sig derfor nødsaget til at lægge afstand til artiklen.
Her er, hvad hun skrev på sin Facebook-profil:
Det fik straks en hel masse på Twitter og Facebook til at grine lidt af, at hun tager det så alvorligt – og det gav mig lyst til lige at udvise en smule samfundssind og forsøge at hjælpe politikerne lidt på vej, når der nu lige om lidt bliver valgkamp for alvor 🙂
Her kommer derfor 5 gratis tip + et bonustip til den politiker der gerne vil undgå at træde i social media spinaten:
1. Lav kildekritik
Hvis der er historier om dig/partiet på nettet, så undersøg, hvem kilden er, inden du går i offensiven.
Sider som denfri.dk har masser af indlæg med skarpe kanter og Rokokoposten er LØGN fra ende til anden. Det er det, vi synes er sjovt! (Konceptet kendes også fra The Onion).
Hvis du bliver beskæftigelsesminister efter valget, bør du gøre noget ved forholdene i Dagpengeland, men indtil da kan du gøre som os andre, læse det som hård, men ærlig samfundssatire.
Du har formodentlig ikke de samme forventninger til dækningen i Se&Hør som i Politiken? Og sådan er det altså også med internet-sider, de er forskellige.
Min pointe er, at 3 minutter brugt på kildekritik og baggrundscheck (tryk på “Om denne side” og læs 2-3 ældre indlæg, hvis du stadig er i tvivl) kan spare politikere for en masse bøvl.
2. Følg historien udvikling
Inden du springer ud i debatten, skælder ud, lægger afstand eller kommenterer på din egen facebook-side, skal du måske overveje, om det overhovedet er et slag, du gider kæmpe? Som politiker, er du ikke forpligtet til at deltage i alle debatter – for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.
Følg derfor historiens udvikling – nogle gange udvikler den sig i løbet af få timer. I aviserne er sagen afgjort når noget bliver trykt. På sociale websites er netværket ligeså vigtigt som historien. Hvis du har et godt netværk kommer nogle af vælgerne dig måske til undsætning inden du selv når, at hidse dig op.
Hvis du kan se, at læserne er dine kernevælgere, som begynder at dele artiklen/blogindlægget/historien på Facebook og diskutere om du mon er rigtig velforvaret, kan det jo godt være, du skal på banen også selvom historien ikke så vigtig ud til at starte med.
Og omvendt – hvis læserne lader til at være højtråbende anonymiserede personager, der alligevel stemmer på et konkurrerende parti, så tag en dyb indånding og brug din mus til at komme videre ud på nettet til mere frugtbare dialoger med dem der rent faktisk skal/kan stemme på dig.
3. Nettet er offentligt
Hvis du når frem til, at du da skal mene noget på nettet, så er alt åbent på nettet. Alt. Du skal derfor ikke skrive noget på Facebook eller i kommentarfelter på blogs, som du ikke vil se trykt i Ekstrabladet – og du skal ikke skrive noget om dine modstandere, som du ikke vil skrive i en kommentar på deres egen facebook-side eller i et læserbrev.
Når du skriver noget på nettet, skal du mentalt have et billede af, at du står med en megafon på rådhuspladsen i hovedbyen i din opstillingskreds og råber det ud. Dette gælder også, når du sender e-mails.
4. Hvis du er i skidt humør, så lad være
Man skal hverken blogge, diskutere på Facebook eller deltage i tv-interviews, hvis man er stikhamrende tosset. Det, der står tilbage er at man ikke kan styre sit temperament – ikke om man mener noget, der giver mening.
5. Humor er din ven
Hvis man som politiker bliver gjort til grin, er der som regel en flig af sandhed i satiren (ellers er det dårlig satire).
Det lidt ærgerlige ved Mette Frederiksens statusopdatering ovenfor er derfor, at hun ikke selv kan se, at det er sjovt. Jeg tror nemlig, at mange andre godt kan se, at hendes politik på en del andre punkter handler om at forbyde, at folk har det dårligt.
Mette Frederiksen havde fået mange flere point på Facebook ved at hoppe med på rokokopostens historie – og så skrive at hun skam også har planer om at forbyde at ægtepar er ulykkelige. Singlerne er bare første stop.
Selvironi er politikerens bedste ven, humor giver point – og at grine af sig selv er afvæbnende.
Bonustip: Slap af
Lad være med at tage det så tungt, hvis nogen sender dig et link til en side med en historie, du ikke er glad for. De sociale kanaler bevæger sig med lynets hast fra én historie til en anden – og langt de fleste skandaler bliver ikke til noget alligevel. 🙂
Husk at hvis du hidser dig op, er der større sandsynlighed for at en dum lille historie bliver større – og husk at lave kildekritik og at følge historien INDEN du slapper så meget af at du falder i søvn (se tip nr. 1 og 2).
Rigtig god valgkamp, når du når dertil.
PS: Hvis du har andre gode tip til politikerne, er du selvfølgelig velkommen til at smide en kommentar.
Katja skriver
Godt sagt, jeg kunne ikke være mere enig. Der er meget kort fra boomerang til pande i Mette Frederiksens tilfælde i denne sag.
Flemming N skriver
Er The Onion og Rokokoposten ikke sjove netop fordi de ikke er løgn fra ende til anden? Nyheden om Mette F er sjov fordi vi ved at hun er meget forbudsglad og den er så velskrevet at det minder utroligt meget om virkeligheden. Desuden er det ikke så langt fra virkeligheden at hun kunne finde på at regulere den slags.
Bortset fra det så er det gode råd 🙂
Trine-Maria skriver
@Katja – tak – og ja det er ærgerligt at hun spilder en chance for faktisk at være lidt sjov! 🙂
@Flemming – Tak – og jeg tror trods alt ikke at hverken SF eller S kunne finde på at forsøge at regulere om man er single – men du har jo ret i at præmissen – at forbyde det ulykkelige liv – er ret tæt på virkeligheden – det er derfor det er sjovt! 🙂
Lene Damtoft skriver
Vel skrevet! 🙂
Trine-Maria skriver
Er bange for det var lidt spild af tid – her er Mette Frederiksen interviewet i Ekstrabladet:
“EB: Synes du ikke, satire er sjovt?
MF: Jo, jeg synes, politisk satire er vildt sjov. I revyer og til julefrokoster, og man må meget gerne bruge mig. Men på internettet kan det være meget svært at gennemskue, hvis en artiklen f.eks. lægges op på Facebook, og folk kun ser overskriften, siger Mette Frederiksen til ekstrabladet.dk.”
Resten af artiklen er her: http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1540386.ece
Trine-Maria skriver
@Lene – tak 🙂
Anne skriver
Som sædvanligt er du knivskarp Trine-Maria 🙂
Jeg kan i øvrigt tilføje lidt til Mette Frederiksens Facebook Fadæse: En af Rokokkopostens skribenter linkede til artiklen “Mette Frederiksen valgt som elevrådsformand” (http://tinyurl.com/6dbu48s) i tråden og blev som tak blokeret og fik slettet sit indlæg…
Lad mig sige det sådan: Hvis det her er resultatet af en strategi, der skal skabe omtale af Mette Frederiksen ude i Facebook-land, så har hun ramt plet også med den handling 🙂
Katja skriver
Så man må gerne være sjov i røvballerevyer, men ikke på internettet, fordi folk ikke er kloge nok til at gennemskue satire fra alvor, når det er online? Ak ja, det er da godt at vide, at der stadig er arbejde derude til kommunikatører og at ens profession ikke er spildt 😉
Trine-Maria skriver
@Anne – ja igen er det beklageligt at politikere ikke sætter sig ind i hvad det er for arbejdsredskaber de har fat i – og mit bud er at vi kommer til at se en masse af den slags kludder fordi de er for dårligt forberedt – aviserne bliver oversvømmet med politikere der sletter folks kommentarer fordi de er uenige og politikere som skriver idiotiske statusopdateringer, fordi de tror alle deres venner er politisk kvæg. *suk*
@Katja – det er godt set – der er en ekstrem arrogance overfor vælgerne nedenunder den her afvisning af satiren – folk er ikke kloge nok til at forstå at alle links på nettet ikke er alvorlige! 🙂
Mathias Schwartz Kirkegaard skriver
Mette Frederiksens reaktion er endt på et arkivblad på Raketkirurgi.dk – et arkiv over politikeres tåbelige citater.
Der er som bonus et link til din blog:
http://raketkirurgi.dk/node/21