Glem din selvbevidsthed – skriv nu bare den statusopdatering!
For nogle er der er stor selvbevidsthed involveret i at Facebook-opdatere og det forstyrrer deres aktivitet så meget, at det ikke bliver til noget. De skriver nemlig ingenting, fordi de er bange for, at det aldrig kan blive relevant for alle. Når de skriver, skal det være færdigt og gennemtænkt og formfuldendt.
Resultatet er, at os der måske synes, det kunne være relevant at høre, hvor de er eller hvad de tænker, går glip af guldkornene – fordi de drukner i selvbevidsthed inden de slippes løs.
For andre er der tilsyneladende ikke ret meget selvbevidsthed involveret. De oplyser smilende at “Solen skinner i Hobro!” og at “Der er fastelavn i Dankøbing”. De lever livet med spil og quizzer og deler masser af familiebilleder, som de slet ikke overvejer om mennesker de i virkeligheden ikke kender ret godt, er interesserede i. Mit bud er at de tager det for givet at Facebook er for sjov og til hyggepauser – og at folk der ikke gider det, vel bare lader være?
Selvfølgelig kan jeg blive træt af folk der statusopdaterer hele tiden. Og hvis man selvfølgeligheds-opdaterer rigtig meget bliver man skjult i mine topnyheder.
Hvis du vil skjule en person du er træt af, så er der ved hver eneste post i dine Topnyheder et kryds i højre hjørne og når du klikker på det får du en lille drop-down hvor du kan vælge “Skjul alle af XX”. Hvis du vælger den, ser du aldrig mere opslag fra personen (og Nej Niels – du er ikke skjult – du er bare et eksempel):
Som regel lever jeg imidlertid fint med skødesløse opdateringer, for som jeg er citeret for at sige i Politiken, så er 80% af al kommunikation på Facebook hamsterkommunikation (at vi siger små lyde til hinanden – uden store strategiske bagtanker, men bare fordi det føles rart). Jeg synes, jeg får alt muligt andet. Et indblik i, hvad mit netværk laver, links til sjove artikler, billeder af deres søde børn og masser af gode svar, når jeg stiller spørgsmål. Opdateringerne bliver relevante for mig, fordi de mennesker, de kommer fra er relevante.
For atter andre (og dette er heldigvis meget udbredt blandt mine venner på Facebook) er der lige præcis nok selvbevidsthed involveret til at de af og til faktisk skriver noget – og at 80-90% af opdateringerne er relevante, sjove, like-værdige. De totale banaliteter er skåret ud af ligningen og frekvensen af meget private meddelelser har fundet et naturligt leje.
Hvordan har du det med Facebook? Er du klar til at statusopdatere – eller sidder du konstant og overvejer, om det du skriver, er relevant?
Jon Ussing skriver
Hej Trine-Maria
Jeg har det faktisk også ok med lidt gnaversnak i ny og næ. Men derudover er fjæsbogen en del af mit faglige netvæk. Ligesom på twitter har jeg gennem dem jeg følger fingeren på pulsen i den niche jeg arbejder i.
Så kunne jeg f.eks. rode mig ud i en længer omgang om Maslows behovspyramide og bla. bla. men vil nøjes med at give dig lidt credit for din stil. “skødesløse opdateringer” Det lyder godt 🙂
Trine Louise skriver
Jeg er hele tiden i tvivl må jeg sige. På den ene side vil jeg gerne dele ud af mig selv, på den anden side er jeg bange for at være irriterende. Mit udtryk på Facebook svinger nok en del.
Annette Agerdal-Hjermind skriver
Hej Trine-Maria
Jeg er meget enig i dine pointer om at for megen selvbevidsthed og grublen over, hvad der kan være relevant for hvem hæmmer vores deltagelse på sociale netværk, og mange tanker og ideer på den måde ikke bliver delt. Som enkeltperson kan jeg godt lægge selvbevidstheden lidt fra mig, når jeg skriver på facebook både i forhold til de faglige og de mere personlige tanker og andet, jeg ønsker at dele med den brogede skare af FB-venner. Til gengæld tyder det på at diskussionen bliver en anden, når vi bevæger os fra enkeltpersoner til medarbejdere, som deltager i sociale netværk i virksomhedsøjemed, hvor mange har umådelig svært ved at finde en balance, og hvis selvbevidsthed og ikke mindst bevidshed om tilhørsforholdet til virksomheden og relevansen for de temmelig mange og forskellige interessenter, som den virksomhed, de repræsenterer har, i den grad står i vejen for at dele tanker og ideer. Og derfor ender de ofte i den situation, du så præcist beskriver, hvor de først skriver tankerne, når de er færdige, gennemtænkte og formfuldendte, og ikke som sådan lægger op til brugerdeltagelse og feedback. Jeg har konkrete eksempler på personlige beretninger fra bloggere, der ganske enkelt har trukket sig tilbage fra deres skriverier om løst og fast i en uformel og sjov tone og nu holder sig til den ‘sikre måde’, eller helt lader være, pga. de mange skulende blikke fra både eksterne men i særdeleshed også interne, som de fik på de, i kritikernes øjne, ‘useriøse’ indlæg og kommentarer. Og det er jo lidt synd, for disse medarbejdere skrev godt og sjovt og havde tydeligvis nogle gode historier at fortælle, selvom de ikke lige var direkte målbart relevante – og de skæve vinkler holdes ganske enkelt skjult pga. en kultur, der ikke tillader lidt ‘sjovt i gaden’. Skal lige skynde mig at sige, at de bloggere, jeg har talt med, arbejder i en forholdsvis stor og politisk styret organisation med en udpræget embedsmandskultur, hvilket jo ikke gør tingene lettere. Til gengæld er der fra ledelsens side stor opbakning og frihed, så det er ikke der, barriererne opstår. Der er selvfølgelig også stor forskel på en platform som facebook og medarbejderblogs, men jeg tror på trods af dette at problematikkerne og dilemmaerne er de samme for mange medarbejdere på sociale netværk over en bred kam. Ved ikke om du har samme erfaringer?