Hvis man vil valse, må man turde slingre!
I anledning af nytåret vil jeg gerne lige dele et par personlige pointer fra året, der gik.
2010 var til at starte med et ret hårdt år for mig. Jeg opdagede, at problemet når jeg stresser, ikke er, at jeg har for travlt. Problemet er, at når jeg stresser, er der ikke plads til nogle former for slinger i valsen – og slinger i valsen er selvfølgelig både irriterende, uchecket og usikkert – men også nødvendigt, udviklende og i nogle sammenhænge bare et grundvilkår.
Man kan groft sagt ikke lære at danse vals, hvis man ikke tør slingre en anelse (Bare spørg Kristian Jensen!)
2010 blev også et år, hvor meget blev bedre for mig. Jeg lærte at sidde stille – og at gå stille rundt i skoven og at trække vejret og mærke efter hvor meget slinger, der egentlig er nødvendigt. Jeg traskede mig til store beslutninger i naturen omkring Lejre og da det hen mod sommeren skulle gå lidt hurtigere, satte jeg i løb.
En af de ting jeg løb fra var min plads. Jeg forlod den virksomhed jeg selv havde været med til at bygge. Jeg synes selvfølgelig, det var en svær beslutning, men jeg synes også, det var en enorm lettelse. Faktisk så stor en lettelse, at jeg tabte 7 kilo undervejs.
Mit arbejdsliv er, efter at jeg er blevet mig selv, foreløbig blevet præcis det, jeg gerne ville have det skulle være, nemlig en kombination af foredrag, undervisning, skriveri og blogging og én af de ting der især gør mig taknemmelig, er bloggen her. Jer der læser med og jeres altid begavede kommentarer, er helt sikkert med til at give mig energi, netværk, overskud og livsglæde.
Kort sagt – 2010 startede måske nok med lidt for meget slinger, men jeg synes til gengæld, jeg valser ind i 2011 med højt hår, i god form og med en energi, som jeg fejlagtigt troede hørte trediverne til.
Jeg ønsker alle, jeg kender og alle der læser med her et fantastisk 2011, med lige præcis det rette forhold mellem slinger og vals!
Jesper Dahl Jeppesen skriver
Altid begavet og strålende indsigt fra dig. Jeg synes det er imponerende godt gået af dig, det aftvinger respekt til dig, heroppe fra Nordjyllands hovedstad. 🙂
Hav et fortsat fantastisk 2011 – det starter godt. Og valsen er igang!
Trine-Maria skriver
Hej Jesper – godt nytår til dig også – og tak for roserne – og i lige måde – virkelig smart med sådan et netværk der ikke lader sig begrænse af geografi… 🙂