Wikileaks og de mulige konsekvenser for det åbne internet
Jeg er startet på flere indlæg om Wikileaks – men udviklingen løber ganske enkelt hurtigere, end jeg når at skrive og lige nu er jeg mest bekymret for konsekvenserne for nettet som åbent, demokratisk og tilgængeligt for alle, på lige vilkår.
De hackerangreb der de sidste dage er blevet begået mod banker, anklagemyndigheden i Sverige, betalingskort mm. tror jeg kan blive meget skadelige for udviklingen af nettet – eller rettere for reguleringen.
Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også mener, der er begået stor uret mod Wikileaks. Jeg mener ikke, man skulle have lukket deres pengestrømme, ligesom jeg synes det ville have gjort Amazon større ære at lade Wikileaks blive på deres servere. Jeg mener, at åbenhed er det nye default og at den amerikanske regering har handlet problematisk ved at forsøge at gøre Wikileaks til syndebuk, når den kriminelle handling i virkeligheden er begået af en ansat i deres eget system, som har stjålet dokumenterne og valgt at dele dem med verden.
Problemet er, at der i det lidt større billede foregår en heftig debat om nettets fremtid – og om reguleringen af nettet.
Nettet er pr. definition åbent og af en vildtvoksende natur. Det net vi kender, er på mange måder meget demokratisk og neutralt. Alle sender pakker af data over de samme linier – og der findes ingen rangordning af trafik. Om du har en lillebitte privat forbindelse til nettet – eller en forbindelse til en stor virksomhed, du får den hastighed, du betaler for. Sådan er vi mange, der gerne ser, at nettet vedbliver med at være – vi går ind for for det, nogen kalder Net Neutrality.
En anden fløj i debatten mener, at vi skal regulere mere. Sådan at virksomheder og organisationer og regeringer kan køre prioriteret, vigtig trafik ind over en mere kontrolleret, lukket, sikker del af nettet – og sådan at de der har råd, kan betale sig til bedre, hurtigere internet.
Der er allerede tegn på, at udbyderne gerne vil prioritere trafik (forbyde fil-deling for eksempel; Som i denne sag, hvor Federal Communication Commision i USA har tabt en sag mod Comcast, som har nedsat hastigheden for Bit Torrent trafik for deres brugere.)
En udvikling i retning af mere prioriteret trafik kan betyde udviklingen af et A-internet, som er kommercielt og hurtigt og som tiltrækker udviklingsmidler – og et B-internet som er åbent og ureguleret, men som ikke kan finde et kommercielt grundlag og som mange derfor frygter vil hensygne og dø.
I de her dage synes jeg, der er grund til at frygte, at hackerne i “Operation Payback” har givet Visa og Mastercard og den svenske anklagemyndighed og de andre virksomheder, der fik lagt deres websites ned, skyts til at mene, at den usikkerhed og uro, der er konsekvensen af den åbne struktur, er umulig at leve med som kommerciel eller statslig aktør.
De næste kapitler i debatten om netregulering bliver interessante at følge og jeg tror sagtens, der kan blive brug for aktivisme, hvis vi vil bevare nettet åbent – jeg tror bare det er nødt til at være aktivisme, der viser muligheder og kreativitet på nettet – og som ikke bare demonstrerer magt og kaos.
Internetpioneren Dave Winer har skrevet Are we starting a full-out war on the Internet? – og jeg så lige at Informations leder er inde på noget af det samme under overskriften Krigens love” .
ThoErich skriver
Jeg er helt enig med dig! I stor stil bliver Wikileaks bedømt for ulovligheder andre har begået. Siden er der naturligvis en etisk og moralsk diskussion om vigtigheden og relevansen af nogle af de mange afsløringer. Men grundlæggende må vi gå ind for åbenhed.
I mange år har jeg talt om åbenhed og viden og har aldrig forstået hackernes tilgang. Deres tiltag kan højst skabe respekt i mindre kredse. Derfor synes jeg afsnittet om aktivisme som fremstilling af åbenhed, mulighed og kreativisme rammer lige på sømmet. Kaos og magt har sjældent ført noget godt med sig. Derimod har det at vise den gode vej en væsentlig større succesrate. Hackerne ender jo, med deres fremfærd, som nogle af deres egne største fjender, fordi deres kaos tvinger andre til at begrænse og lukke i. Præcis modsat af det udtalte mål.
Så frem med åbenhed, vis muligheder og vær kreativ. Konstruktivitet frem for negativitet!
Søren Steen Olsen skriver
Rigtig godt indlæg. Jeg har faktisk svært ved at se, hvordan en opsplitning af nettet kan undgås. Hackere kan pr. definition ikke styres eller bringes til at underordnes et fælles normsæt. Og bureaukratier er pr. definition allergiske overfor åbenhed og risiko for lækager. Har et billede af en udvikling, hvor “Walled communities” og “parallelsamfund” bliver fremtidens netvirkelighed.