Bedre kvalitet i borgerinddragelse på nettet, tak!
Jeg synes jo kommuner og offentlige forvaltninger skal involvere borgere i deres processer alle de steder, hvor det giver mening.
Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene, når jeg ser en annonce som nedenstående i den lokale avis:
Inde i avisen kan man læse, at ideen har sin oprindelse hos en dagplejemor og at Roskilde Kommune synes, ideen var god og morsom. Kulturudvalgsformand, Birgit Pedersen siger til Roskilde Avis: “Det er jo borgerne der skal lytte til ventemusikken, når de indimellem må vente på at komme igennem. Selvfølgelig skal de også være med til at vælge.”
Jeg siger ikke, at det ikke passer, men hvis man skal følge det argument, så er der i min optik mange andre områder, hvor kommunen burde bruge nettet til at inddrage borgerne. Det er jo også borgerne, der skal leve med trafikplanlægningen, skoleplanerne, erhvervspolitikken, nedlægning af ungdomsklubber mm?
Og foranlediget af annoncen har jeg så besøgt Roskilde Kommunes website.
De har – udover afstemningen om ventetonen – også 4 debatfora om skoler, fritidsklubber mm. (Se et eksempel på skoleforum.wordpress.com). Desværre er der ikke nogen dialog i nogle af deres fora. Måske fordi det kommunen tilbyder i høj grad er referater fra møder der er afholdt – og ikke rigtigt får gjort det klart, hvad det skulle nytte at kommentere på dem?
Jeg foreslår at kommuner, der vil involvere borgerne via deres website, starter med at spørge sig selv:
1. Hvor har vi processer, hvor vi reelt godt kunne bruge borgernes hjælp?
Kravet bør være, at det er processer, der stadig er åbne – og at man beder borgerne om at involvere sig på et tidspunkt i processen, hvor deres input kan gøre en forskel og bruges fremadrettet.
2. Hvor oplever borgerne selv, at det er relevant at deltage?
Ligesom der er relevanskriterier i pressemeddelelser og for hvornår noget bliver en nyhed, så bør der også stilles krav om relevans i borgerinddragelse på nettet.
3. Kan vi skabe deltagelse på flere niveauer og få mere dynamik?
Brugerne på websites kan involveres på mange måder. Avanceret brugerinddragelse opfordrer borgerne vil at komme med ideer, med billeder, med videoer osv – og mindre avancerede former beder borgerne om at kommentere eller om at stemme. Samtidig kan deltagelse også bestå i at man får borgerne til at hjælpe med at dele informationer – for eksempel ved at gøre det let at dele informationer på Facebook.
4. Hvordan bliver vi selv gode deltagere i de processer vi lukker op for borgerne?
Man skal ikke starte samtaler, man ikke selv gider deltage i. Hvis der ikke reelt er tale om, at kommunens ansatte eller politikere selv vil bidrage til en debat, så mener jeg man skal genoverveje, om man overhovedet skal have involvering.
I de kommende uger er det min plan at blogge lidt mere om offentlige aktørers muligheder for at inddrage borgere – og at komme med eksempler på, hvordan man kan lave smart borgerinvolvering.
Hvis du har gode cases du vil dele, hører jeg gerne fra dig – ligesom mine 4 spørgsmål med garanti kan suppleres med andre gode!
Thor Dekov Buur skriver
Tak for et super relevant indlæg. Borgerinddragelse er næsten blevet et mantra, men når det skal realiseres er det lige pludselig ikke resurser og/eller vilje (mod?) til at indgå i en dialog med borgeren.
Med hensyn til Roskildes ringetone så skulle de hellere overveje, hvordan de undgår, at borgerne skal høre (for længe) på den. Det er jo ligegyldigt om den er god eller dårlig, hvis man ved, det kun er meget kort tid, man skal høre på den.
Mie skriver
Prøv at se http://www.sammenomaarhus.dk.
Her giver Århus Kommunes borgere deres forslag til besparelsesrunden…
Toke Riis Ebbesen skriver
Godt indlæg! Det er meget relevante spørgsmål, kommunernes ansatte umiddelbart kan tage fat på og gå i gang med at tænke over..
Trine-Maria skriver
Tak Thor – og god pointe at det måske burde være ventetiden man diskuterede 🙂
Mie – tak for link – det ser jo noget mere ambitiøst ud, det glæder jeg mig til at se nærmere på.
Toke – tak – jeg ved jo at masser af kommuner er i gang og allerede tænker fornuftige tanker, mens der andre steder klart er brug for lidt mere dynamik! 🙂
Anna skriver
Uden at have indblik i, hvordan og hvor meget de bruger det, så er der også Hedensteds bud på et website til borgerinddragelse: http://www.idemarken.dk/
Trine-Maria skriver
Hej Anna – både Skanderborg Kommunes ideoffensiv.dk og Hedensteds idémark er lavet af Socialsquare, mens jeg var der, så dem kender jeg godt – og jeg tror egentlig begge løsninger stadig er i anvendelse…
Jeg laver et blogindlæg om ideoffensiv én af de nærmeste dage!
Anna skriver
Nå ja, det var jeg vel egentlig godt klar over 🙂 God idé med blogindlæg om ideoffensiv, lad os høre mere om det ;o)
Tine Korsholm skriver
Tak fordi du bringer en vigtig debat op.
I Ringkøbing-Skjern Kommune vil vi gerne – men famler med, hvordan vi konkret kan blive bedre. Seneste eksempel findes her http://www.rksk.dk/Nyheder—Om-kommunen-8360.aspx?Action=1&newsid=6438 &pid=71333
Når vi som kommunalbestyrelse siger, at vi gerne VIL en bedre dialog og en højere grad af borgerinddragelse, er det min oplevelse, at ordene betyder noget forskelligt for os hver især. I eksemplet ovenfor, var der i første omgang lagt op til at etablere en blog, hvor vi som politikere skulle kunne debattere med borgerne. Det blev droppet, fordi vi har vidt forskellige forudsætninger for at deltage på bloggen, og debatten dermed ville kunne blive meget skæv. Vi kan naturligvis debattere alt, hvad vi har lyst til – blot ikke på kommunens officielle hjemmeside.
Et andet aspekt er, at vi langtfra er enige som kommunalbestyrelse – hverken om det vigtigste: sagens substans – eller om formen. Vi er dog enige om én ting: Hvis først pressen blæser vores uenighed op til noget stort, bliver det svært at nå til et konstruktivt resultat. Dette er blot et vilkår.
Nogle har også den holdning, at det ikke kan betale sig at debattere tingene ud over, hvad vi er forpligtet til. Tidligere oplevelser med borgere, der vil have ret, inden de opfatter, at der har været dialog – samt måske en forskellig opfattelse af, hvad man ønsker at bruge sin indflydelse til som folkevalgt.
Som politiker har vi brug for, at borgerne vil engagere sig tidligt i forløbene, mens der stadig er mulighed for at dreje beslutninger i en anden retning end først tænkt. Udfordringen er, at borgerne som regel først engagerer sig, når tingene bliver nærværende og relevante for dem. I eksemplet er der mulighed for at få indflydelse på kriterier og vægtning af kriterierne, hvis man blander sig nu. Om et halvt år er vi langt forbi dette, og dermed bliver det vanskeligere at protestere, hvis processen kommer til at pege i en retning, der får negative konsekvenser for nogen. Hvor mange kan gennemskue det – især, hvis man ikke er specielt politisk engageret?
Jeg glæder mig til at følge med her 🙂
Tine Korsholm skriver
Her er et link, der virker direkte http://goo.gl/BWnEi
Torben Heikel Vinther skriver
Tak for rigtig interessant og meget relevant indlæg.
Jeg er webkonsulent på Bispebjerg Hospital, hvor vi står over for et kommende nybyggeri af store dimensioner. I den forbindelse gør vi os mange tanker om, hvad og hvordan vi skal inddrage (og informere) borgerne. Her tænker vi både på de borgere, der er naboer til det kommende byggeri med de trafikale og støjmæssige gener det helt sikkert vil medføre, og på patienter og pårørende, som også vil blive berørt af byggerod, afdelingsflytninger mv.
Vi vil også gerne inddrage alle mulige andre interessenter, men det skal være på en måde som giver mening for borgeren selvfølgelig. Og det er vel netop “mening” som er kodeordet i denne sammenhæng. Jeg tror helt sikkert at vi som hospital kan blive inspireret af, hvordan mange kommuner og andre offentlige instanser gør, så jeg er meget glad for at du har åbnet op for debatten med dette indlæg 🙂
Trine-Maria skriver
Hej Tine – selv tak – og tak for dit bidrag til debatten.
Jeg er sikker på at det for mange – også på det politiske niveau – kræver nye måder at tænke på, at inddrage borgerne.
Mht. at man ikke blogger på kommunens side, fordi alle ikke kan deltage, så synes jeg det er lidt ærgerligt. Man lader jo heller ikke være med at afholde borgermøder, selvom der er nogle politikere der er bedre til at debattere end andre?
Det er en udfordring at diskutere åbent, når man ved, at alle ikke er enige, men jeg er jo af den overbevisning at borgerne godt kan tåle at se nuancerne og forskellene. Medierne har måske nok en tendens til at blæse uenigheder stort op – og der synes jeg jo netop af nettet og de debatter vi har her ofte kan give plads til lidt flere detaljer og lidt mere indhold.
Mht at inddrage borgerne tidligt, så er det min plan at blogge lidt om Skanderborgs Idéoffensiv i løbet af næste uge og de har jo lige præcis været i stand til at inddrage borgerne tidligt ved at gøre det nærværende for dem – men man skal stadig ikke underkende at digital inddragelse skal sælges og markedsføres og bringes ud – ligesom andre former for involvering.
Og tak for link – jeg har et par kommentarer: I forsøger allerede nu at få folk til at sende jer mails – min erfaring er at det er en ret svær form for deltagelse. Man ved ikke, hvad man skal skrive og hvem der er modtager.
Derudover er det meget abstrakt. Jeg ved jo ikke, hvad struktur betyder? Og derfor er det også lige nu meget lidt konkret, hvad min idé skal indeholde? Skal mit forslag være for hele kommunen eller kan jeg kan nøjes med at snakke om min egen skole? Hvis I vil gøre det relevant og nærværende skal I jo nok flytte debatten ud til borgerens egen situation – det er også der borgerne er eksperter og har gode ideer.
Og endelig håber jeg jo meget at I markedsfører jeres åbenhed i andre kanaler end på websitet, for det bliver nok afgørende for lysten til at deltage at borgerne faktisk opdager at de kan komme til orde? 🙂
God fornøjelse med projektet – det bliver spændende at følge.
Trine-Maria skriver
Hej Torben – lyder som en udfordrende proces. Jeg kan huske at et byggeri her i Roskilde faktisk satte deres Facebook-side på det store bygge-skilt ud mod vejen for at få potentielle indflyttere i deres ungdomsboliger til at snakke med om projektet mens det stod på – og det kunne da være interessant om I kunne gøre noget i samme boldgade for at vise folk at I faktisk gerne vil i dialog?