Jeg har fået DONA-prisen 2010 OG en WIFI badevægt, der selv kan gå på Twitter!
DONA (Danish Online News Association – foreningen af online-kommunikatører) har altid betydet meget for mig. DONA var et af de første online- og fysiske – sociale netværk, hvor jeg var med i spændende diskusioner om online-kommunikation, internet, blogging og de forandringer som sociale redskaber byder på i organisationer, med ligesindede.
Derfor er jeg også utrolig stolt og glad over at jeg i går aftes fik DONA-prisen 2010.
Kim Elmose som er formand for foreningen motiverede prisen – og sagde blandt andet at jeg er en online ildkugle, som praktiserer utidig ildhu – og det synes jeg egentlig, er meget dækkende!
Jeg fik overrakt en WIFI badevægt (sic!) fra Withings som gave – og den er faktisk vildt cool.
Vægten ligner mest af alt en forvokset iPad – og så er den online (både med en iPhone-app og med eget web-site) og fordi den er online kan den AUTOMATISK tweete, hvad jeg vejer til mine follwers på Twitter (noget både de og jeg formodentlig bliver godt trætte af i løbet af et par uger!)
Jeg sagde i min takketale til DONA, at jeg for nylig har smidt en del dødvægt! 🙂 Jeg har forladt en virksomhed, som selvfølgelig er og var fantastisk, men som ærlig talt også vejede for meget på mine smalle skuldre – og jeg har samtidig smidt 7 kilo (fordi jeg har været på kur, men nok også fordi jeg sover bedre og træner mere, end jeg har gjort længe!).
Så det er nok mest fordi jeg er slankere end længe, at jeg er oprigtig glad for vægten.
Prisen derimod er jeg bare rigtig, rigtig glad for – endnu engang 1000 tak til DONA – både for den og for mange gode timer. gode debatter og gode venskaber!