Lad os omfavne kompleksiteten!

Kompleksitet er et grundvilkår – og jeg tør ikke sige om det nogensinde har været anderledes? (Henrik Dahl påstår at alle generationer før vores har haft deres egen version af højt tempo – og da han jo er meget klog, skal det jo nok passe!)

Men altså – kompleksitet er et grundvilkår. Mange af vores problemstillinger griber ind i hinanden og mange af vores løsninger, bliver ikke bedre af, at vi forsøger at reducere kompleksiteten ved at ignorere de nye muligheder og de nye valg vi stilles overfor. (Før vi fik Facebook skulle vi ikke tage stilling til om medarbejderne må være på i arbejdstiden og vi skulle ikke forholde os til om Facebook-siden bør være officiel og hvem der skal skrive på den og om hvad?)

I mange organisationer (og nok særligt lige for tiden, hvor der skal spares og omstruktureres) burer man imidlertid sig selv inde i projektrum, hvor man skærer fra og klipper til og fjerner elementer, der er ubekendte – alt sammen for at skabe mere overblik og lave mindre skræmmende projekter.

Desværre bliver resultatet ofte, at når man stikker hovedet ud af projektrummet 4 måneder senere, så er de faktorer, som man valgte ikke at inddrage fordi de var ukendte – og som man ikke turde omfavne, fordi de var svære at håndtere og tidkrævende – bare vokset og har antaget nye former.

Så måske vi i anledning af krisebevidstheden skulle indføre lidt længere rodefaser, lidt flere perspektiver, lidt mere kaos – og lidt mere mod til at omfavne den komplekse verden, vi lever i. Så er det jo heller ikke sværere – det hele er jo bare nogle småbitte blå kugler der triller rundt i evigt kredsløb? 🙂

(Jeg ville gerne kreditere ophavsmanden for den animerede gif – men jeg kan ikke gøre det bedre, end at jeg sporede den til sitet her – med stærkt irriterende musik – så er du advaret!)