lidt tanker om at flytte sig i det sociale netværk
Jeg har ikke fået blogget i lang tid – og det må I undskylde. Jeg har også IGEN glemt bloggens fødselsdag, men det er altså i disse dage 5 år siden jeg lagde hovedet på bloggen for første gang 🙂 Tillykke til mig og bloggen og især til alle jer som har læst med og kommenteret undervejs!
Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.
Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.
Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.
I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.
Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?
ne skriver
Tillykke!
Claus D Jensen skriver
Hejsa, tillykke med blog og ny bolig. Gad vide om det også gælder ens online sociale netværk? Om det også er smittende… Man er jo tæt på hinanden, selvom man kan være fysisk ret langt fra hinanden..?
Mvh
Claus