Er det i orden at bruge oprigtighed som genvej til opmærksomhed?
Du har måske allerede set videoen om Karen, som i en YouTube-video søger en far til sønnen August?
Og du har måske også hørt, at videoen er set mere end 700.000 gange og at det viser sig, at Karen ikke hedder Karen, men Ditte og at hun er skuespiller og at hun slet ikke har en søn?
Hvis ikke – så er filmen her.
(UPDATE 14.09.09: Ny version her – VisitDenmark har taget deres af:)
Der er efter alt at dømme tale om en såkaldt viral video – for et eller andet produkt eller en service. Masser af spekulationer om bagmændene florerer – for eksempel her, her og her
Man kan se af kommentarerne på Karens hjemmeside at en masse mennesker, er “hoppet på” historien. De føler med Karen og støtter hendes forsøg på at finde en far til barnet – og de opmuntrer hende med positive tilkendegivelser af sympati.
Man kan imidlertid også ane vreden og skuffelsen hos dem, der nu har opdaget, at videoen er falsk. De fleste udtrykker, at de føler sig skuffede – de investerede jo ikke bare 5 minutter, men også en følelse, en spejling, en indlevelse – og til gengæld fik de et dybfølt HAHA?
Jeg aner ikke, hvem der står bag, men uanset hvad bureauet har bildt dem ind, så har de i forarbejdet glemt at spørge til relationen mellem opmærksomhed og oprigtighed. Det er muligt man kan få opmærksomhed ved at tale til folks hjerter og få dem til oprigtigt at føle sympati, men kan man også efterfølgende få en langsigtet god relation?
Og jeg forsøger altså ikke at være hellig. Jeg kan godt lide kampagner med quiz-element, kampagner, hvor afsenderen “lader som om”, hvor der er opfundet figurer, hvor jeg bliver provokerer til omtanke, hvor der sker noget anderledes, noget uventet, noget som tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Jeg sætter bare grænsen der hvor kampagnerne forsøger at udnytte min oprigtighed og sætte mine følelser i spil.
Hvor går din grænse? Hvilke råd har du til virale kampagner? Synes du det er ok bare at gå efter opmærksomheden for enhver pris – og at jeg bare er for nærtagende?
Jeanette skriver
nej – du er bestemt ikke for nærtagende.
Vi faldt lige nøjagtig for oprigtigheden og spillede med.
Jeg har præcis den samme følelse som du har. Jeg føler mig bedraget, virkelig – taget ved næsen i et forsøg på en personling branding som er langt over mine grænser.
Frans Josef Meyer skriver
Næ, du er ikke for nærtagende.
Ordet er etik. Hvad anser man for at være etisk i orden?
Paul Joseph Goebbels gik langt i propaganda – for sine mål.
Visitdenmark vil åbenbart også gå langt – for sine mål.
vh
Frans