Hvis du vil have et job i PR, så lær noget om sociale medier!
Jeg har lige læst en analyse af, hvad PR-professionelle på bureauer og i virksomheder leder efter, når de søger PR-professionelle – og der er altså sket en voldsom udvikling siden jeg blev færdig med at læse PR i 1996 (husk på, det var før vi allesammen havde e-mail-adresser 🙂
Undersøgelsen som hedder “2009 Digital Readiness Report: Essential Online Public Relations and Marketing Skills” er udarbejdet af iPressroom, Public Relations Society of America m.fl og kan – mod afgivelse af en smule oplysninger – hentes her.
I dag er de væsentligste parametre for ansættelse, at man ved noget om sociale netværk, om blogging og om mikroblogging.
Det betragtes som mindre væsentligt, at man ved noget om at fylde websites med indhold eller om, hvordan man optimerer til søgemaskiner.
Rapporten fastslår også, at det er lidt af et paradoks. Andre undersøgelser viser nemlig at indholdet på virksomhedens eget website, opfattes som meget væsentligt for troværdighed og tillid blandt kunderne.
I øvrigt konkluderer undersøgelsen:
Public relations and marketing professionals without new media and social media communications skills
cannot, and will not, satisfy the requirements of today’s hiring decision makers. To circumvent the risk of
obsolescence, communications professionals should seek out social media and new media training opportunities that allow them to rapidly update their traditional public relations or marketing skills-sets.
Og undersøgelsen er selvølgelig amerikansk, så det er ikke sikkert at det står helt sådan til herhjemme endnu? Hvad er dine erfaringer: Hvad leder du efter i en kandidat til et job? Og hvad har du oplevet, hvis du selv er jobsøgende?
Munter - MISSWORD skriver
Tak, TM for at dele denne viden med os andre. Håber du får sat gang i en dialog her, jeg er jo hverken jobsøgende eller søger kandidater, men jeg er nysgerrig på, hvad den danske tilstand er på området.
LineP skriver
Talte på et tidspunkt med et headhunterbureau, og det var forbavsende så lidt de havde orienteret sig i den slags. De opererede stadig med den mildest talt forældede inddeling af folk i hhv. en markedsføringsgruppering og en kommunikationsgruppering. Lidt skæv vinkel, men kom blot i tanke om det, for hold da op, hvor verden omstiller sig langsomt i sine kategoriseringer og dermed evner til at se verden, som den virkelig er, og se, hvad verden i virkeligheden byder på.
Munter - MISSWORD skriver
Se, det er jo i virkeligheden interessant – for hvis ikke headhunterne og rekrutteringsbureauerne ved, hvad der rør sig, så har selv de kandidater, der er godt klædt på omkring sociale medier, jo chanceløse!?
Trine-Maria skriver
Tak for input – men ved vi, hvor mange kommunikationsansatte der rekrutteres gennem bureauer? Mit indtryk er at mange tager den direkte vej – og så kan det måske være derfor at bureauerne ikke ved så meget?
Eller er det bare mig der ikke har søgt et job i 10 år og derfor ikke ved, hvordan processen er?
Louise Løye skriver
Jeg afleverede mit speciale i fredags og er nu jobsøgende. Jeg skrev speciale om sproget i virksomhedsblogging, med henblik på hvordan man kan rådgive virksomheder i den sproglige udformning af blogindlæg, og jeg definerede desuden bloggenren. Jeg har studeret dansk med sprog- og kommunikationsrådgivning på Københavns Universitet, og vi har ikke haft om sociale medier på studiet. Dog har jeg erfaret, hvor vigtigt et redskab bloggen er i virksomhedssammenhæng igennem mit sidste studiejob. Derfor valgte jeg også blogging som emne til specialet, dels for at få mere viden om emnet, dels fordi jeg synes, det er et spændende emne.
Jeg begyndte jobsøgningen ca. 2-3 måneder før, specialet skulle afleveres. Jeg har netop fået afslag fra et vikariat, jeg havde søgt, hvor de som begrundelse skrev, at de havde valgt en kandidat, der havde erfaring med web 2.0/sociale medier. Sjovt nok nævnte de ikke sociale medier i selve jobopslaget, og jeg havde i min ansøgning lagt vægt på, at jeg gerne ville oprette en blog som kunne bruges i rekrutteringsøjemed. Rekruttering var jobbets primære arbejdsopgave. I sidste uge var jeg til jobsamtale i en virksomhed, som i jobopslaget hovedsageligt lagde vægt på, at man var god til at skrive. De nævnte heller ikke sociale medier, men da jeg kunne se, at virksomheden havde en blog på hjemmesiden, ringede jeg og spurgte kommunikationschefen, om arbejde med bloggen også kunne være en arbejdsopgave, og det ville det helt klart være. Så min sparsomme erfaring (jeg har kun søgt 7 stillinger) siger mig, at virksomhederne gerne vil have medarbejdere, der har erfaring med sociale medier – også selvom de måske ikke nævner det eksplicit i jobopslaget.
Jacob Høedt Larsen skriver
Nu har jeg ikke været ansat på et PR-bureau i et par år. Og i den her sammenhæng er det jo faktisk lang tid. Men det er min erfaring fra de 10 år jeg var ansat på sådan et, at PR-bureauer leverer præcis det, kunderne efterspørger.
I den sammehæng er der et eller andet dejligt i at bladre om på side 17 i sin morgenavis (hvis man er erhvervsmand er det Børsen, hvis man er chef i det offentlige er det Politiken) og se sit glade ansigt trykt i forbindelse med en artikel.
Det er for mange PR-bureauer stadig Rolls Royce ydelsen – alene af den grund, at kunderne godt kan lide det, og vil betale for det.
Men det kommer – det siger dem jeg taler med i branchen – stille og roligt. Men det er jo nok et spørgsmål om at få uddannet sine kunder.
Det ser jo også ud til at være tilfældet i USA, hvor Media Relations, så vidt jeg kan se på grafen, jo stadig er det, flest kigger efter.
Jacob Høedt Larsen skriver
Jeg tror i øvrigt du har ret, Trine-Maria, i, at de fleste kommunikationsfolk rekruteres direkte uden om eventuelle bureauer. Det er også min opfattelse.
Trine-Maria skriver
@Louise – Tak fordi du deler dine erfaringer – interessant at der også der, hvor de måske ikke direkte efterspørger det, er interesse – og godt for dig, at du har interesseret dig for feltet under studierne. Held og lykke med jobsøgningen – det kan da ikke vare længe, inden du er afsat 🙂
@Jacob – Tak for tankerne – og selvfølgelig sælger PR-bureauerne det kunderne efterspørger 🙂
Min erfaring er også foreløbig, at du har ret – altså at det er virksomhederne der driver udviklingen ikke bureauerne.
Og mit spørgsmål handler ikke kun om jobs i PR-bureauer, men ligeså meget om jobs i PR/Kommunikationsafdelingerne ude i virksomhederne… ligesom undersøgelsen også dækker både virksomheder og bureauer (flest virksomheder). Ked af, hvis det ikke fremgik klart.
Jacob Høedt Larsen skriver
@Trine-Maria. Jeg tror, du har ret i, at åbenheden er større i virksomhederne – sådan en sidder jeg i nu 🙂
I modsætning til i bureauerne er der ikke det samme tidsregistreringskrav. Derfor kan man lidt lettere få frie tøjler til at “lege” med eksempelvis sociale medier, eller andre medietyper for den sags skyld.
Os der sidder i en position, hvor vi har tid og mulighed for at foretage den slags eksperimenter, har i virkeligheden nok en pligt til at synliggøre resultaterne endnu bedre opad i systemet. Målinger, cases og den slags.
Andreas Hansen skriver
Jeg er helt enig. Sociale medier er kommet for at blive – og vil derfor selvfølgelig også vinde indpas i den danske PR-verden.
Men jeg giver også Jacob ret i, at et glad ansigt i Børsen nok stadig får vægtet topprioritet et stykke tid endnu. Men et godt offline-pitch bliver mindre og mindre værd dag for dag. Bare tænk på hvor meget mindre værdi der i dag er i en forside, end der var for ti år siden.
Forleden spurgte jeg en ven om, hvor mange gange han den seneste uge havde læst Politiken. Samtlige, fortalte han. Hvilke forsidehistorier kan du huske, spurgte jeg så. Svaret var selvfølgelig: Ingen. For trods at han trofast konsulterede mediet, havde han kun læst Politiken på nettet.
Den magt, der forsvinder, når medierne ikke længere kan inddele verden i side 1-24 i en første og anden sektion, hvor mediearkiver vil erstattes af google-søgninger og hvor folket forventer at blive betragtet som andet end et passivt led i fødekæden, vil det være bidende nødvendig for PR-folk at benytte SMR (social media releases) i langt, langt højere grad. Om den danske PR-verden så bliver taget på sengen – eller formår at være på forkant, må være op til os, der praktiserer PR 🙂
Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Brian Solis’ “Putting the People Back in Public Relations” -> http://bit.ly/kk9XN
Anders Giversen skriver
Hej Trine Maria
Jeg skrev speciale om virksomheder og organisationers brug af sociale medier som brandværktøj og specialiserede mig i det hele taget på overbygningen på Medievidenskab i sociale medier. Heriblandt et kursus om blogging, hvor du var forbi som gæst 😉
Jeg har været til nogle jobsamtaler, hvor folkene har haft en vag idé om hvad de ville, som om de havde hørt om the next big thing og så hellere måtte gøre noget ved det:-D.
Jobsamtalerne ændrede i flere tilfælde karakter til et crashcourse i corporate brug af sociale medier, smuthuller og dødsfælder. Det er min opfattelse at der er stor opmærksomhed omkring området, men begrænset akademisk og faglig knowhow.
Line W skriver
Jeg har siddet i headhunter-/rekrutteringsindustrien i fem år, har lige forladt den, og jep… der er mange i den industri der ikke har den store indsigt i hvad “der rør sig” i relation til moderne kommunikation (i mangel af bedre ord).
Det kræver ikke den store surfen rundt på nettet at konstatere, at det er “de gamle mænds klub”.
Og AL respekt for erfaring, men sociale medier, blogging, viral kommunikation m.v. er ord, der virker som en bold i en tom gymnastiksal – dong, dong, dong… no response! sagt til de gamle drenge i klassen.
But what to do about it…? Det er stadig rip, rap og rup, der driver den verden (og det helt på grønspætte-ære).
Kan i øvrigt nævne et firma som peoplexs.dk, som et ex på et firma, relateret til rekrutteringsindustrien, der virkelig har fattet noget…!
Og nope – har ingen skjulte bagtanker med at nævne dem – de er bare s…. dygtige!
Marie Tielbo skriver
Jeg blev rekrutteret direkte gennem Facebook efter at have skrevet speciale om sociale medier/design af online communities.
Det var vigtigt for mig at komme til, at arbejde med sociale medier i praksis efter at have beskæftiget mig meget teoretisk med emnet i mit speciale, og det lykkedes på en ret enkel måde. Jeg lavede en annonce for mig selv på Facebook, hvor jeg skrev at jeg søgte job og gerne ville beskæftige mig med sociale medier. Det er for mig at se en ret håndgribelig måde at vise omverden, at man kan håndtere sociale medier.
Jeg sidder nu som kommunikationsrådgiver, med speciale i sociale og digitale medier, i et kommunikations-, design- og koncepbureau.
Mission accomplished…
Steen Hillebrecht skriver
Jeg var her til foråret på kursus arrangeret af kommunikationsforum, hvor jeg var sammen med medarbejdere fra flere større organisationer, offentlige organisationer og enkelte C20-virksomheder.
Jeg blev noget forbløffet over rigtig mange deltageres tilgang til omrmådet. Der var ikke mange, der vidste noget om sociale medier i virksomhedskommunikations-sammenhæng i forvejen, og flere gav udtryk for en ængstelig tilgang til fænomenet. Så stemningen på kurset var en mellemting mellem nysgærrighed, fornægtelse (“jeg tror ikke det får betydning i fremtiden, det er en dille”) og angst (“jeg forstår det ikke”). Der var – så vidt jeg husker ingen eller meget få deltagere fra konsulentbranchen.
Jeg kunne godt frygte, at en stor generation kommunikations- og PR-folk er ved at blive kørt bag om dansen, hvis de ikke bruger en del energi på at komme med på vognen.
De unge kandidater på vej ud fra uddannelserne har en stor fordel – tror jeg – og det kan på sigt blive farligt for de erfarne. For jeg kan godt være i tvivl om, om der også om fem år vil være brug for deres spidskompetencer – og her tænker jeg også i høj grad på konsulenterne, der tænker i spaltemillimeter.