Nettet kan ikke leve uden indhold – men indholdet lever længere på det sociale net
Comon har i dag en artikel om betaling for nyheder: “Pengene eller livet – kan nettet leve uden indhold“. Jeg er interviewet til historien – og jeg må indrømme, at jeg tvivler stærkt på selve præmissen – altså at medierne kan skabe en ny, god forretningsmodel ved at kræve betaling for nyheder?
For det første tvivler jeg på, at de allesammen kan blive enige om at lukke? (Hvad gør DR for eksempel? De nyheder har jeg jo betalt for over licensen?) – og så længe der er gratis nyheder, så tror jeg ikke på at loyaliteten er større, end at vi søger derhen, hvor prisen er 0?
For det andet er jeg spændt på, om mediehusene kan blive enige om en betalingsmodel? ITunes fremhæves ofte som et godt eksempel på en betalingstjeneste, som er accepteret, men iTunes brugte år på at få overtalt musikindustriens mange spillere til at være med? Er mediehusene klar til det? (Måske Frank Rasmussen er mand til at overtale dem?)
For det tredje frygter jeg, at medierne overser at en del af deres trafik også kommer fra det sociale net? Mediehusene har været vældigt gode til at gøre det let for os at dele artikler (på Facebook og blogs) og på den måde er vi som læsere med til at recirkulere nyhederne. Twitter er det seneste eksempel på en tjeneste som nødvendigvis må drive trafik til mediehusene – fordi vi kan lide at dele det, vi læser?
Hvis mediehusene melder sig ud af den økologi, synes jeg det bliver meget spændende, om de så får penge ud af os – eller om vi bare ignorerer dem og fortsætter samtalen om noget andet? (det vi så i tv – det vi læste i et magasin – det vi oplevede til et møde?)
Er du klar til at betale for nyheder?
Hvad tror du, læserne vil betale for?
Hvad tror du, du kan undvære, hvis det koster penge?