Hvor får du tiden fra?
I dag holdt jeg et oplæg i Netværk Danmark – og der var som sædvanlig nogen der spurgte, hvor tiden (til de sociale redskaber) mon skal komme fra?
Jeg plejer at sige (med Clay Shirky) at noget af tiden jo kommer fra dårligt tv – men passer det? På arbejdet er det jo ikke tv man dropper for at checke Facebook – eller skrive Twitter beskeder? Eller opdatere sin weblog?
Jeg sender klart færre links rundt til folk på mails (før i tiden sendte jeg ofte lige et link videre til en rapport eller en artikel) – og jeg mailer også langt mindre privat, end jeg gjorde tidligere (altså om sådan noget med at mødes og hvordan går det og den slags!)
Derudover mener jeg jo at mange af de ting jeg laver med sociale redskaber er effektivisering af mit arbejde. For eksempel er det meget mere effektivt at arbejde i en wiki – end at sende versioner af et word-dokument rundt mellem folk via e-mail.
Er der noget du gør mindre nu end tidligere?
Skriv kommentar