Har bloggen en fremtid?
Der er kamp om opmærksomheden på nettet. Mere end 175 mio profiler er oprettet på Facebook – heraf i omegnen af 2 mio danskere – og tidsmæssigt bruges der 65 år om dagen – på Facebook alene (2 milliarder minutter).
Twitter (mikroblogging tjeneste med kort “kvidren” i form af 140 tegn) har også meldt sig på banen som “ny” social tjeneste – og alle de mange muligheder for korte opdateringer til netværket suger saft og kraft ud af mange weblogs.
Alligevel er jeg ret sikker på at bloggen har en fremtid.
Måske mere integreret med sociale netværk (så min blog er en del af min profil i et socialt netværk?) – eller måske mere integreret i nyhedstjenester, hvor flere blogs om samme emne aggregeres?
Men de lidt mere vidtrækkende overvejelser i gode blogindlæg og det tættere netværk, som jeg oplever man får via blogs, er jeg ret sikker på der stadig er brug for.
Hvad tænker du om webloggens fremtid?
Mark Jensen skriver
John Gruber sagde det bedst:
“The entire quote-unquote “pro blogging” industry — which exists as the sort of pimply teenage brother to the shirt-and-tie SEO industry — is predicated on the notion that blogging is a meaningful verb. It is not. The verb is writing. The format and medium are new, but the craft is ancient.”
Med det friskt i erindringen kan vi jo så fundere over om blogging dør, og hvis vi definerer blogging som en personlig, digital publiceringsplatform hvor jeg får lov til at skrive lige hvad der passer mig om hvad jeg vil, så vil – og kan – blogs aldrig dø. Det er jo bare at jeg, i stedet for at skrive i en notesbog/dagbog, skriver på min blog og deler det der i gamle dage ville blive gemt væk i en skuffe med hele verden.
(Og så er jeg i øvrigt vild med hans gammeldags sviner af SEO-industrien som jeg ikke giver meget for.)
anders løvgreen skriver
Jeg tror, at bloggen fint skal finde sin plads i vores fremtidige medieforbrug.
På den ene side skærper Facebook, Twitter mv. efter min mening kun blogosfærens ‘profil’. Nu er en halvhjertet blog ikke længere adgangsbillet til at være til stede på nettet – man kan nøjes med en eller flere netværksprofiler og så markere sig derfra, sågar med et publikum. Så ‘jeg-må-hellere-få-mig-en-blog-for-en-sikkerheds-skyld-bloggen’ er ude.
På den anden side fungerer Twitter, Friendfeed o.l. godt som appetitvækkere til blogindlæg, der vil interessere mig, fordi de anbefales af folk i mit interessefællesskab. Det giver ekstra næring til de blogs, som folk rent faktisk gider at læse.
Så altså – jeg tror, at bloggens fremtidsudsigter er bedret med de ‘nye’ tjenesters fremmarch.
Og så tror jeg i øvrigt ikke, at vi har brug for nyhedstjenester til at aggregere blogs fra samme emne. Det klarer vi fint selv hver især med igoogle og den slags. Den slags tjenester skal bare lige præsenteres på GoMorgenDanmark og måske gøres endnu nemmere at oprette – så kører det som i olie derfra.
Rasmus skriver
Den fraktion af blogs, der primært handler om folks privatliv, vil nok reduceres til fordel for Facebook/Twitter og lignende. Omvendt er de emne-relaterede blogs (politik, computerspil, videnskab, teknologi etc.) nok kommet for at blive, da de ikke egner sig til kortere indlæg.
Kristine Gazel skriver
Jeg tror kodeordet her er fordybelse. Fordybelse i selve processen at skrive . En proces, der ganske rigtigt er den samme – selvom mediet har ændret sig. Og fordybelsen i det eller de emner, man vælger at interessere sig for og formidle på sin blog.
Det er muligheden for at fordybe sig, og formidle sine interesser og det man brænder for, der er fordelen ved bloggen. Og jeg tror egentlig ikke, at de mere “flygtige” eller “overfladiske” medier som fx Facebook på den måde er konkurrenter til bloggen.
kim elmose skriver
Nej, jeg tror ikke at blogging dør, men netop at mikroblogging-tjenester og Facebook kommer til at huse de kortere udbrud af holdninger, hurtige henvisninger til gode ressourcer (artikler, blogs, videoer mv., ) og realtids observationer, mens blogs så bliver brugt til fordybelse sådan som du selv og Kristine bemærker.
Jeg synes, at det er en befrielse at jeg har twitter og FB til at smide de hurtige observationer ud ad den vej og deltage i den hurtige, løbende samtale , mens bloggen er reserveret til lidt længere indlæg.
Jeg kan også godt blive noget træt af den der med “Blogging is Dead” . Sludder , det udvikler og ændrer sig – og flere former og platforme kommer til, men blogs som personlige, vertikale medier med deltagerdebat skal der nok være plads til i en rum tid fremover.
Claus D Jensen skriver
Hej Trine-Maria,
Ja det er et rigtig godt spørgsmål…
Måske bliver det lidt som en “rigtig” bog. Det er fedt med hurtige beskeder og information, men at sætte sig med en rigtig bog.. Ahhhh.
Måske bliver det lidt sådan med bloggen.
Ahhh, en rigtig blog at sidde og hygge mig med!!
Der bliver jo nok luget en del ud rent antalsmæssigt, men det er i mine øjne bare en fordel for “blogger-branchen”
But, you never know what tomorrow will bring!
Ha’ en god dag!
Claus 🙂