Jurymedlemmer bruger Google og Twitter til research
Og bliver dermed påvirket af verden og kan derfor ikke bruges i en retsal.
Det har NYT en stor artikel om i dag “As Jurors turn to Web, Mistrials are popping up”
Hvordan kan man beskytte retsystemet mod den slags – og skal man overhovedet blive ved med det?
Er det ikke lidt af en anakronisme at tro, at man kan holde jurymedlemmer for ørerne og for øjnene og på den måde sikre, at de er “objektive”? Hvad med alt det de ved i forvejen? Ikke om den konkrete sag, men om verden omkring dem?
Jeg spørger, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal mene – udover at det nok er lidt op ad bakke at få folk til IKKE at bruge tilgængelige midler til at søge viden – vi mennesker har det jo med at være rasende nysgerrige?
Søren skriver
For at føre din tanke videre….
“Hvad med alt det de ved i forvejen? Ikke om den konkrete sag, men om verden omkring dem?”
Præcis. I det omfang vi bliver bombarderede med nyheder, information og opinion fra alle retninger i alle tænkelige former, farver og medier, er det vel en bedrift at holde sig uinformeret i den grad som nævningetjeneste formelt kræver.
Eller måske rettere en betragtelig *mangel* på bedrift, om man så må sige. Bortset fra det praktiske spørgsmål, hvor *interesserede* er vi egentlig i at lade retslige afgørelser træffe af helt uinformerede personer?
Leif Carlsen skriver
Problemet er bare, at det minimum af objektivitet, der bør være i forhold til jurymedlemmer, helt forsvinder, hvis man begynder at søge informationer via Google og Twitter i forhold til en given sagen.
En jury bør vel kun give sin bedømmelse på basis af de beviser, der bliver givet i retssalen og ikke i forhold til, hvad folk og medier skriver om en given sag.
Anyway, sådan ser jeg bare det på det.
Sebastian A. Dyhr skriver
Jeg er nævning, og jeg afholder mig ganske fra at forsøge at finde informationer om de sager, som jeg indkaldes til – der er ingen tvivl om, at man som nævning ikke skal opsøge sagerne uden for retssalen, og kan man ikke styre sin nysgerrighed, skal man ikke være nævning, så må man i stedet vælge at være tilhører til sagerne. -)
Det er jo netop den almindelige borgers viden om verden omkring dem, der er med til at gøre nævningesager til det, de er. Sager hvor almindelige menneskers dømmekraft sammen med de juridiske dommere ud fra retssagens oplysninger dømmer eller frifinder den anklagede.
For det er aldrig nævninge/domsmænd alene, der dømmer – de gør det altid sammen med juridiske dommere.
Personligt mener jeg i høj grad, at civile domsmænd/nævninge er vigtige. Og derved enig med Leif.
(PS en lille kæphest: jury er amerikansk, nævningeting/domsmandsret/nævninger/domsmænd er de danske ord 😉 )