Har din chef sendt en telefax ud om deltagelse på Facebook?
Hos Computerworld skriver Thomas Rosenstand i et blogindlæg med titlenGeneration Telefax begår selvmord på internettet at cheferne rundt omkring i de danske virksomheder stadig ikke forstår nettet – og stadig ikke tillader medarbejderne at udvikle virksomhedens tilstedeværelse på nettet – ligesom de bevilliger for få penge til internetsatsninger.
Thomas skriver blandt andet:
Kære danske erhvervsleder: Det er helt OK, at du ikke selv er på Facebook, at du ikke aner, hvad Twitter er eller at du ikke bruger mere end 30 minutter om ugen online. Men det er ikke OK, at du ikke accepterer, at du er ret alene i den klub. Danskerne – og resten af den civiliserede verden – bruger mere tid på nettet end foran tv. Store netværk dannes på få øjeblikke, og det kan være netværk af forbrugere, der er mod det, du laver.
Jeg kan delvis genkende problemet – altså at ledere ikke nødvendigvis forstår mulighederne og derfor ikke går forrest.
Men de mange ledere jeg har mødt klynger sig altså ikke specielt til telefaxen og er udmærket klar over at der er en udvikling i gang på nettet – de har bare ikke fået de fornødne forretningsmæssige argumenter for, hvorfor de skal bruge ressourcer på det (eller tillade andre at gøre det).
Og måske er udtrykket “sociale medier” med til at skabe problemerne? Social det er jo noget man er i fritiden – og hvorfor bruge nye medier, når man nu har så mange gode gamle kanaler at benytte sig af, når budskaberne skal ud?
Det lederne efter min mening mangler forståelse for er, at organisationer skal bruge de her nye redskaber for at bygge en ny deltagelseskultur. Og det skal de gøre af flere grunde:
1. Fordi det er det markedet forventer (uanset om vi taler kunderne i markedet – eller om vi taler potentielle ansatte eller samarbejdspartnere – alle er vant til at deltage andre steder).
2. Fordi deltagelsen ellers kommer til at foregå andre steder – og det bør være en strategisk overvejelse om det er godt eller skidt at virksomhedens kunder enten selv bygger netværk – eller deltager på konkurrentens initiativ? Skal deltagelsen foregå her eller der?
3. Fordi det giver store udviklingsmæssige fordele for virksomheden at sikre deltagelse blandt relevante stakeholders. Deltagelse øger loyaliteten og innovationskraften. Deltagelse øger videndeling og kan spare virksomheden penge.
4. Fordi det stadig (lidt endnu) giver virksomheden en unik mulighed for at positionere sig som en virksomhed der er forrest, som lytter og som rent faktisk tør bygge på stærke relationer.
Men jeg oplever egentlig ikke en generationskløft – det handler mere om at mange ledere har manglende forståelse for deltagelse som strategisk redskab. Og det kan godt være jeg bare er meget, meget heldig, men jeg møder stort set aldrig ledere som ikke kan se potentialet og ideen, når jeg folder de her overvejelser om deltagelse ud?
Hvordan ser din leder på deltagelse? Har han sendt dig en telefax om Facebook?
Mads Kristensen skriver
Jeg tror i virkeligheden, pointen her er, at der er ved at blive skabt en omnipresent deltagelseskultur, hvor det at være med eller ej egentlig ikke er noget reelt valg den enkelte virksomhed har. Man kan godt som chef stikke hovedet i busken og forsøge at melde sig og sin virksomhed ud, men hvis kunderne vil snakke om ens produkter så gør de det bare et andet sted. That’s online life.
På samme måde tror jeg heller ikke nødvendigvis, det giver den store mening at forsøge at skabe sine egne netværk. Jeg tror, det giver mere mening at være på de ‘banegårde’, hvor folk i forvejen er.
Jacob Leander Christensen skriver
Jeg kan også delvist genkende problemet – for mig at se, handler det om at lederne er uvidende, da de ikke selv har, af forskellige årsager, sat sig ind i diverse sociale medier og hvad de kan bruges til.
Når jeg er ude til kundemøder osv. har jeg ikke oplevet en eneste generation telefax leder, der ikke kan se det smarte i at udnytte mediets potentiale. Men der findes selvfølgelig altid nogle konservative ledere der ikke tror på sådan noget “opreklameret” fis.
Thomas Jensen skriver
Uden at være af “Generation Telefax” har jeg stadig svært ved at se anvendelsen af “sociale medier” i alle forretningsforhold. Det er formentligt et stærkt redskab i nogle sammenhænge – men et svagt, måske ligefrem skadeligt et i andre. Hvor jeg arbejder, lever vi primært af at sælge teknisk komplicerede softwareløsninger som anvendes som delkomponenter, af andre softwarehuse. Markedet er lille(worldwide) men lukrativt. I det marked er der tre-fire leverandører der kan byde om opgaverne. Måske er det bare mig der er begrænset, men jeg kan ikke se hvordan “sociale medier” fx, kan gavne der.
Ang. artiklen du linker til. Thomas Rosenstand er efter min mening en ukritisk slangeoliesælger der med sit produkt (budskab) forsøger at forlede dem der lytter til en fiktiv kur samt vaccine mod al forretningsmæssig fordærv. Jeg var indledningsvis bare uenig i hans opfattelse og forholdt mig til det. Det var indtil jeg observerede hans indlæg på Martin Thorborgs blog om bemeldte artikel, hvor han efter min mening lagde op til at der skulle grines lidt ad de uoplyste tåber der havde en anden mening end han. Så blev jeg sgu harm. http://www.amino.dk/blogs/thorborg/archive/2009/03/09/farvel-varme-goddag-kulde.aspx
Hvis Thomas Rosenstand ikke selv forstår kommunikationseffekten af sin egen deltagelse på en blog, hvordan skal man så kunne tage hans udsagn alvorligt.