Ballets dronning bliver ikke hende, der sender sin sekretær!
Lige lidt mere om PR-bureauer og bloggere.
Det ville selvfølgelig være fint, hvis der var danske bloggere som kunne tjene penge på at blogge, for det tager jo (arbejds)tid at skrive en god blog.
Men jeg kan altså ikke helt se, hvordan PR-bureauer baner vejen til blogsucces? Hver gang der er pr-firmaer involveret synes jeg tværtimod at det giver ballade for bloggeren?
Lige nu diskuterer svenskerne for eksempel om Blondinbella (en kommerciel modeblogger i Sverige) får penge af et bureau og om hun så skal skrive at indlæggene er betalt? Og det er en sag der har kørt længe.
PR-bureauer er jo dem der filtrerer og polerer budskaber for virksomheder. Eller som min gode studiekammerat på PR-studiet udbrød under en forelæsning på RUC i 1995: “Hold nu kæft med alt det etiske fis – vi skal jo alligevel allesammen ud og være ludere for storkapitalen”.
Mange af PR-bureauerne kan selvfølgelig godt se, at blogomtale ser mere troværdigt ud end reklamer – i Sverige hedder det:
-Vi vill påverka målgruppen utan att den ska känna att de blir påverkade. Då kan en blogg vara bra, säger Anna Bodin på PHD (OMDs mediebureau).
Og der er det jeg mener, at virksomheder skal træde varsomt. Der vil være kunder som er ligeglade med manipulationen (det er samme gruppe, som synes jeg er naiv, når jeg mener, man kan føre dialog med virksomheder uden at blive manipuleret). Og der vil være kunder som bliver rasende. Både på bloggeren, men så sandeligt også på den virksomhed, der betaler – og dermed manipulerer dem. Risikoen for en PR-krise, hvor virksomheden skal foreklare, hvorfor de manipulerede og ikke var ærlige skal indtænkes i strategien.
Blogs kan bygge netværk og relationer mellem mennesker. Relationer er baseret på tillid. Det er IKKE tillidsskabende at købe sig til omtale! Virksomheder som ønsker at bygge tillid til deres kunder via blogs må derfor stille sig selv til rådighed.
I artiklen i Børsen i går sagde jeg lidt kækt, at man jo ikke bliver ballets dronning ved at sende sin sekretær til festen – og med det mener jeg sådan set bare, at man ikke som virksomhed kan sende andre i byen på blogs. Virksomheden er nødt til at være der selv, hvis den vil opfattes som troværdig på nettet.