Brandjacking: Hvem taler egentlig for din virksomhed på nettet?
Brandjacking – hvad er nu det? Det er når dit firmanavn/brand/logo bliver taget som gidsel af mennesker som enten af venlighed eller af andre og mindre pæne årsager gerne vil tale om din virksomhed.
Og et frisk eksempel er ExxonMobil – som lige har oplevet, at en kvinde ved navn Janet har startet en officielt udseende Twitter konto i virksomhedens navn (Twitter er en mikroblogging tjeneste – det vil sige ultra-korte blogindlæg – evt. skrevet fra bloggerens mobiltelefon).
Problemet er bare, at ExxonMobil ikke havde nogen idé om, at de var på Twitter – eller skulle være der – og at de nu bruger en del tid på at lede efter denne Janet for at få hende til at overdrage domænet til dem – og som Shel Holtz skriver:
… any company should be acquiring the Twitter account names that are most likely to be construed as official accounts; the same is true, now, of Identi.ca account names and the names of Friendfeed rooms. Far too many organizations shrug off emerging social media channels like Twitter and Friendfeed…
For mig understreger sagen endnu engang, at man ude i virksomhedernes kommunikationsafdelinger skal have lyttebøfferne slået ud, der er nogen i virksomheden, som på daglig basis skal følge med på nettet – og man skal allerhelst samtidig sørge for at virksomheden har sin egen stemme, sin egen ægte tilstedeværelse på nettet, sådan at eventuelt misbrug af virksomhedens gode navn og rygte kan kommenteres og debatteres.
Og allerhelst skal virksomheden være tilstede på nettet i en form, der er ligeså hurtig og smidig som den form, der misbruges! Det giver ikke den store effekt for ExxonMobil at sende en pressemeddelelse ud om, at man altså IKKE er på Twitter.
Læs selv resten af Shel Holtz blogindlæg om ExxonMobil her.
Jesper Bjerggren skriver
Det er super at få et godt eksempel på, at organisationer ikke kan tillade sig at have kommunikationskanaler, som de er for ‘fine’ til at beskæftige sig med.
Dit eksempel får mig til at tænke på en historie jeg hørte til præsentationen af bogen Krisekommunikation for et år eller to siden.
Nemlig dengang Dow Chemicals (der ejer Union Carbide, der ejede en famøs fabrik i indiske Bhopal) blev brandjacket (et for mig nyt, men godt ord) af nogen, der kaldte sig Dow Petrols. De lovede så vist i Financial Times at give et milliardbeløb til de overlevende i anledning af 25-året. Det fik kursen til at rasle ned indtil det rigtige selskab fik overbevist offentligheden om, at de altså ikke havde tænkt sig at give noget. Men det kostede jo en ridse eller to i lakken.
Så dit indlæg er vist endnu et vers til den sang, der hedder at man skal være der hvor kunder, potentielle kunder og alle mulige andre også er. Mere eller mindre aktivt. Og jo flere gange vi synger den sang, jo mere kan det være den bliver hørt. For det er egentligt utroligt, hvor mange organisationer med store brands, der kan lade sig brandjacke..
Så endnu engang tak for et godt eksempel..