Findes der 4 stjernede hoteller uden gratis wifi?
Har lige været på ferie i Tyskland – 6 dage i Berlin, 2 i Dresden og 2 i Dessau (=Bauhaus-land – mere om det senere)
Boede i den anledning på et par hoteller.
Og jeg fik i den anledning lyst til lige at fremhæve SAS Radisson i Dresden. Dels er hotellet dejligt (forsøg dog at undgå at bo ud til atrium-gården – det larmer!) og dels var der gratis wifi på værelserne – og lige præcis 0 problemer med at få det til at fungere.
Og det er godt set af dem. Gæsterne medbringer jo laptops, iPhones eller andre gadgets med wifi-behov – og når man skal slå op hvad tid toget kører – eller skal checke på tripadvisor, hvor man skal spise om aftenen, har man altså brug for noget net.
I Dessau boede vi så på det firestjernede hotel Fürst Leopold (Steigenberger Hotel), og her kostede wifi en mindre formue.
Og det synes jeg bare var møgirriterende. Internettet er altså noget man bare regner med er der? Og hvis hoteller opkrævede ekstra for vand og strøm ville vi jo også kigge lidt? (‘Hvad? 36 kroner for strøm og 129 for vand til et karbad?’)
Men hvad er egentlig reglerne for at få tildelt stjerner? I min bog kan et hotel uden gratis wifi altså ikke få mere end 2 stjerner – og så er jeg altså ligeglad med om der er champagne i minibaren 🙂
Lars K Jensen skriver
Måske er der her grundlag for at lave et site/oversigt til (danske?) rejsende, hvor de kan se, hvor der er gratis wifi?
// lars
Brian Bentzen skriver
Jeg boede et par dage på et femstjernet hotel Le Royal Méridien i Hamburg for et halvt år siden. Meget lækkert og meget dyrt. Alt var inklusiv, undtaget netforbindelse.
Det kan undre, at du kan få pudset sko, wellness-behandling og 15 forskellige slags juice til morgenmad, som en del af tilbuddet. Men netforbindelsen skal du betale særskilt og ekstra for.
Jeg gav i øvrigt omkring de 13 euro (ca 100 kr) for at tjekke noget der tog på 5 minutter. Prisen var pr. påbegyndt time 🙁
Rying skriver
Om 5 år vil ingen gæster tænke over at der er Wifi på værelset, men blive kanon sure over at man faktisk skal betale for at bruge hotellets 3D-printer!!!
Jørgen Toldsted skriver
Jeg kunne ikke være mere enig. Har også undret mig over at skulle betale for netforbindelse på Hilton i Reykjavik. Det er også dårligt købmandsskab – hvorfor irritere en kunde med besværet + en (relativt lille) ekstra udgift, når kunden i forvejen betaler en formue for værelset. Det er lidt ligesom når Emmerys tager en krone for en pose efter man har købt brød for 200 kr.
Reglerne for tildelig af stjerner varierer fra land til land, men er dog rimelig ens i nordeuropa. De danske regler kan ses på http://www.horesta.dk/Emner/Markedsforing/Stjerneklassifikation/~/media/Filer/klassifikation/HotelKriterier5_DKlow%20pdf.ashx
Trine-Maria skriver
Tak for kommentarerne – det var nok et emne der kunne få alle os nørder ud af (strand)stolene 🙂
Jeps Lars det er en god idé – du skal nok bare huske at det så er en tjeneste man skal bruge INDEN man sidder der og skal betale ekstra for internet-brugen
Brian – jeg er da rystet over at også femstjernede hoteller tager ekstra penge for internet-anvendelse – hvornår er netadgang blevet en ekstra luksus!
Rying – jeps – god pointe – fremtiden ser lys ud!
Og tak til Jørgen for linket til Horesta – det er jo sådan set dem der skal klø på for at sørge for at vi fremover ikke oplever, at hoteller får tildelt for mange stjerner, når de ikke tilbyder gratis internet 🙂
Søren Sprogø skriver
Sidst jeg var et par dage i København boede jeg på SAS Radisson. Der var gratis LAN forbindelse på hotelværelset, lækkert, lækkert.
At man så skulle betale ekstra i dyre domme for morgenmad, parkering m.m. er en anden historie…
Leif skriver
Som jeg selv har skrevet om tidligere, er det de rene ågerpriser, der tages på mobildata, når man er i udlandet:
http://leifcarlsen.wordpress.com/2008/06/03/aagerpriser-paa-mobildata/
Med hensyn til om det skal koste penge at bruge WIFI på hoteller, så forstår jeg simpelthen ikke, at de forsøger på at være smålige på dette område. Hvis jeg er på hotel og det ikke er gratis, vil jeg til enhver tid bruge mit datamodem og ikke hotellets WIFI.