Motivation for deltagelse – klap lige koen!
Hjemme hos os kan vi godt lide at klappe en ko og en ged og at se på flotte heste. Derfor er det efterhånden blevet en tradition, at vi tager til Roskilde Dyrskue sammen med nogle venner med børn.
Stemningen på sådan en dyrskueplads er hyggelig. Tempoet er lavt, børn klamrer sig til kæmpe baloner med den ene hånd og spiser candyfloss med den anden, mænd i træsko sparker til traktor-dæk og drikker fadøl, kvinder kigger på økologiske spegepølser. Og så har folk hunde med, som er langt større end ponyerne.
Og hvert år besøger vi fødevareteltet og får inspiration (og køber økologisk æblemost og tomater eller jordbær) – og så skal jeg jo lige forbi Arlas stand (de forærer mig billetterne – tusind tak) – og hvert år synes jeg, det er skægt at studere motivationen for deltagelse.
Arla har en stor lastbil med på skuet – og inde i den er der en udstilling om køer og mælk og mejerier – og her er der flest mænd på vej op ad trappen. Det er nok lastbilens størrelse og måske tanken om at se nærmere på noget teknologi, der motiverer dem.
Men der er også en “dame-vogn” på Arlas stand. Eller i hvert tilfælde én, med flere kvinder end mænd. Her er der fokus på opskrifter, smagsprøver og inspiration – og i år kunne man blandt andet få den nye udgave af Karolines Kogebog.
Og så er der et børneområde med konkurrencer og leg.
Arlas stand har kort sagt et godt deltagelses-design. Der er noget for hele familien. Og sådan er det mildest talt ikke alle steder på dyrskuet 🙂
Tag for eksempel området for traktortræk. Der havde de efter min mening strammet mandehørmen en anelse. Røgen fra traktorerne var kulsort, speakeren råbte højt – og lige ved siden af lå en grillbar/pølsebod og et brølende tivoli med en masse musak – og så selvfølgelig en go-kart-bane.
Der manglede helt klart motivation for os uden træsko og fadøl (og med intakt hørelse) – og efter ca. 15 minutter fik vi da også trukket mændene med tilbage til alle de søde dyr, økologien og smagsprøverne! 🙂
Skriv kommentar