Arkiver for april 2008

Jeg er til Web 2.0 arrangement i FDIH.

Lige før talte Kim Elmose som er blogredaktør på Politiken om deres erfaringer med weblogs. Han introducerer løbende nye redskaber for journalisterne og han røber at hans næste forsøg bliver at få flere i gang med at mikroblogge med Jaiku eller Twitter.

Før Kim var Thomas Kragh fra Nykredit på scenen – for at fortælle om deres erfaringer med Web 2.0 – han fortalte om deres weblogs og om deres idé-delings-platform.

Det jeg synes, var mest interessant var, at de i januar introducerede en mulighed for at kunderne kan holde videomøder over nettet med en rådgiver – og at det har været en ret stor succes med mere end 1000 gennemførte videomøder.

85% af de der benytter sig af det er mænd, 60% er eksisterende kunder og virkelig mange er godt tilfredse med formatet – som endda lige nu kræver download af program og installering.

Nu har Nykredit så besluttet at lave en version, hvor man ikke skal downloade noget, altså sådan at videomødet kan afholdes direkte i en player på nettet – og det forventer de sig en del af.

Thomas Kragh kunne også fortælle, at der er udfordringer også på indersiden af en organisation. Som regel ringer kunderne til et call-center med støj og mange mennesker der taler – og det er ikke så velegnet til den initimitet man gerne vil have i et videomøde om et huslån på 4 mio 🙂 På samme måde er det udfordrende for medarbejderne at de pludselig skal kunne “optræde” på video overfor kunderne – og lære endnu mere.

Senere på dagen skal Natasha – som er vores nye direktør i Social Square (mere om det senere) – tale om vores erfaringer i Social Square – og om vores procesmodel – altså hvordan vi arbejder med genopfindelse af processer og produkter for de virksomheder vi arbejder for. Jeg prøver at blogge lidt om det også 🙂

(Dette indlæg kryds-blogges på Social Squares blog)…

Jeg har sagt det før, men det er længe siden 🙂

Når vi taler om deltagelse på nettet, så er det en ærgerlig fejl at tro, at deltagelsen kun foregår på det indhegnede område, der kaldes “”vores website”. I mine øjne er det revolutionerende jo netop, at “det brugergenererede indhold” skabes i et distribueret netværk mellem websites – og at historierne bindes sammen af links.

Af samme grund undrer jeg mig over, at det ser ud til at Journalisten.dk ikke anvender trackbacks? Det er den funktion der gør, at læserne kan se alle de blogs/sites, der linker til en artikel.

Resultatet er, at man lige nu faktisk IKKE kan se, alle de brugere, der “genererer indhold” i forhold til Jacob Elkjærs artikel (som jeg lige skrev om her)?

De venligste bloggere har været inde og linke til deres egne blogindlæg i kommentarfeltet (for eksempel Kim Elmose, Jeppe Kabell, og Lars K. Jensen), men Journalisten viser ikke Classy, dSeneste eller Stefan Bøgh-Andersen.

Og Journalisten.dk er ikke det eneste website med deltagelse, som begår den her fejl – og som regel jo med den begrundelse at man vil minimere kompleksitet eller rettere gøre standard-blog-software, der benyttes af 100 mio mennesker bedre! Hvor ydmygt kan man egentlig gå til en ny opgave? :-).

Og nej, det er ikke en forbrydelse og der er ingen ofre – det illustrerer bare med al tydelighed, at vi altså ikke er nået særlig langt i forhold til at udnytte de teknologiske muligheder for at involvere og skabe deltagelse på nettet.

Ovre hos Journalisten har Jacob Elkjær begået et indlæg, der hedder “Stop vrøvlet om en demokratisk revolution“. Overordnet set mener han, at brugergenereret indhold i medierne ikke fungerer og at man derfor skal vende tilbage til de klassike dyder.

Og i Newsweek var der i 1995 en artikel, der hed “The internet. Bah! Hype alert: Why cyberspace isn’t, and will never be, nirvana”.

Og selvfølgelig tilgiver vi journalisten fra 1995 for det var jo delvis rigtigt, men hvis man analyserer det nærmere som Ben McConnell fra Church of the customer handler det måske også om noget andet?:

The big ideas of today, like making all of your intellectual property available for free, or launching a social network for customers or developing an extreme niche like space tourism, are easily dismissed because they’re not safe bets, and they upset the existing balances of power — two additional sources of skepticism.

Og borgerjournalistik, deltagelse på nettet, inddragelse af brugere i frembringelsen af nyheder er klart ikke hverken sikre, kendte stier eller uden konsekvenser for mediernes magt – så mon ikke det i virkeligheden er det Jacob Elkjærs artikel handler om?

Og så glæder jeg mig da bare til at se analysen af Jacob Elkjærs artikel om 13 år 🙂

Jeg har smuglæst lidt i Clay Shirkys bog: “Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations” – og jeg håber at blive færdig med den i løbet af ugen der kommer.

Hovedpointen er, at det revolutionerende ved nettet som medie er, at vi kan organisere os uden organisationer – at vi med nettet kan forme grupper – løst og fast – for at tale kort sammen – eller for at starte store bevægelser, der forandrer verden.

Tidligere har det været omkostningkrævende og besværligt at forme grupper og skabe rum for samarbejde – nu er det nærmest gratis og det betyder at vi får et samfund, som er fundamentalt anderledes, end det vi havde. (Clay Shirky mener det er derfor internettet får samme signifikante betydning som den trykte presse fik – samfundet før og efter massedistribution af viden er ikke det samme – og samfundet før og efter “absurd let gruppedannelse” bliver heller ikke det samme).

Men altså mere om bogen senere – her er i første omgang vil jeg gerne dele et link til en 40 minutters video med Clay Shirkys tale på Harvard om bogen – jeg kan varmt anbefale den: Se videoen her.

Bogen har også en blog – selvfølgelig har den det! 🙂

Jeg er hjemme fra ferien igen og gik i gang med at læse op på alle de blogs jeg ikke har fået fulgt i ferien. Og så stødte jeg på et fænomen, der kaldes “rickrolling”.

Kort fortalt går det ud på, at man skriver i et link: “Klik her for at se en virkelig cool video” – og så linker man til Rick Astleys “Never gonna give you up” – og så har man snydt folk – eller rettere man har “rickrolled” dem!

Fænomenet bruges nu også af demonstranter, som demonstrerer imod Scientology. (se en stribe eksempler her). De står udenfor kirkens kontorer og spiller Rick Astlay vildt højt – og bruger sangen (som – til de der ikke kender den – er totalt blottet for politiske budskaber eller dybere betydning) som “protestsang”.

Og det er da ret mærkeligt at protestere mod en kirke ved at spille/ synge linier som “never gonna give you up, never gonna say goodbye, never gonna run around and desert you….” – men omvendt oser det jo af ironi.

Og ja – der er selvfølgelig nogen (Los Angeles Times) der har haft fat i Rick Astley for at bede ham kommentere:

For his part, Astley was nothing if not modest about his new cultural role. “If this had happened around some kind of rock song, with a lyric that really meant something — a Bruce Springsteen, “God bless America” … or an anti-something kind of song, I could kind of understand that,” Astley said. “But for something as, and I don’t mean to belittle it, because I still think it’s a great pop song, but it’s a pop song; do you know what I mean? It doesn’t have any kind of weight behind it, as such. But maybe that’s the irony of it.”

Og klik her for at læse endnu mere seriøs information om rickrolling.