Hovedet på bloggen er tilbage – og jeg er i topform igen!
Jeg har følt mig helt hjemløs uden mit personlige rum herinde (har haft problemer med mit theme) – og det kom faktisk bag på mig, at det kan betyde så meget for min lyst til at blogge med sådan en smule design og lidt stylesheets – normalt synes jeg jo, at det må være de indsigtfulde indhold, der får en weblog til at leve 🙂
Dagens blog-julemand i skysovs er Steffen fra 23. Det viste sig nemlig, at mit theme var gået i stykker på grund af et stykke gammel kode, som ingen rigtig forstår, hvorfor lå der og flød. Steffen fjernede det – og vupti var jeg præcis ligeså lykkelig, som jeg plejer at være.
Er din blog grim og tror du, du blogger mindre af den grund? Eller har du oplevet det omvendte, at det at få dit eget pæne rum på bloggen har gjort en forskel? Betyder udseende virkelig så meget eller er det bare vanens magt? Bud fra nogle af jer der blogger flere steder – betyder det noget for jer – eller er det bare mig, der er tøset?
Nadja skriver
For mig betød det enormt meget med designet, da jeg skulle igang.
Det tog mig også noget tid at knække den indholdsmæssige framing – men den største blokering var helt klart udseendet. Jeg følte mig ikke hjemme i nogle af de eksisterende Wwordpress-themes.
Heldigvis åbnede WordPress nogenlunde samtidig for muligheden for, at man nemt kunne “customize” sin “header” – og så var jeg i gang med at blogge 1-2-3 vupti.
Hvis jeg vil overbevise andre om, at de skal blogge, kan jeg også godt finde på at oprette en blog til dem med et topbillede, jeg ved de kan lide/som de selv har sendt til mig – og så kan de meget nemmere se, hvordan de skal komme i gang med det hele.
Afslutningsvis… der er ingen tvivl om, at det påvirker stemningen og indlæggene på mit eksperiment http://www.shareabrainwave.net hvilken header der ligger i toppen. Den skifter hver måned og er skabt af forskellige illustratorer og kunstnere – og det betyder altså rigtig meget for nye brugeres oplevelse af konceptet, hvilken stemning toppen sætter.
Så konklusion: JA – det betyder noget. Og selvom indholdet selvfølgelig er enormt vigtigt og alt det der, tror jeg ikke man skal undervurdere hvor meget det betyder. Både for brugernes oplevelse af bloggen, ens egen hjemmefølelse på bloggen og ALLERMEST opstarten af bloggen.
Thomas Baekdal skriver
Jeg håber ikke det er tøset, for det betyder også noget for mig 🙂
At lave sit eget design, virker på fuldstændig samme måde som i dit hjem. Du føler dig først rigtig hjemme, når din bolig har et personligt præg.
Det samme gælder for de gæster der kommer og besøger en. Hvis hjemmet ligner noget der er klippet ud af Bo Bedre, så ser det måske flot ud, men man mangler den personlige kontakt (det gælder også på en blog).
Søren Johannessen skriver
Som jeg vist nok husker er et citat fra møbelarkitekten Ludwig Mies Van der Rohe
“Mit hjem skal ikke være hyggeligt. Hyggelig er jeg selv”
Det er altid et godt citat at slynge ud – hvis det totalt roder og flyder en del (mere end du selv synes er i orden), når der kommer uventet gæster.
Kim Malchau skriver
Jeg har lavet mit eget theme til min WordPress-blog. Først nu, hvor jeg har forladt standardtemaerne er jeg tilfreds.
Også selv om det lyder lidt tøset…
Trine-Maria skriver
Nadja – cool at du bare lærte at gøre det selv – jeg kan vist lære noget der!
Thomas og Kim – ikke spor tøset – og rart at der er andre med samme oplevelse derude 🙂
Søren – det vil jeg prøve at huske 🙂