Så er der valg – og masser af sjove nye sites
Jeg ved som sædvanlig ikke, hvem jeg skal stemme på – så jeg er påvirkelig – og da jeg jo er lidt af en fagnørd ender jeg jo nok med at stemme på det parti, der har den bedste, mest sociale og mest samtalende hjemmeside.
I de kommende uger ser jeg nærmere på nogle af siderne og blogger lidt om mine observationer – primært for at lede efter de sociale elementer i moderne partiers valgkamp på nettet- og for at se, hvordan partierne bruger alle de nye sociale teknologier.
Forvent ikke store sammenlignende analyser efter nøje fastlagte kriterier (jeg har jo også et arbejde) – regn i stedet med, at jeg tester nogle af alle mine egne påstande om fordelene ved social software.
1. Skaber partierne mere netværk mellem brugerne med de her nye metoder?
2. Deltager politikerne selv i de samtaler, de starter?
3. Får man indtryk af at der foregår reel dialog mellem de der deltager?
4. Har de nye medier reelt en demokratiserende effekt- altså kan vi høre flere stemmer i debatten end ellers?
5. Er partiernes hjemmesider udstyret med god arkitektur for deltagelse? Er det nemt for mig, at være med i samtalen?
Jeg modtager meget gerne input til andre vinkler, som I synes det er værd at se nærmere på, når nu vi starter 20 dage med rå surfing af politiske sites?
Mark skriver
Det er vel et ret nemt valg for dig hvis du vil stemme på den med mest aktivitet på nettet, om ikke andet.
Vedkommende har haft en blog i lang tid (endda før han blev politisk aktiv for alvor), han bruger frivilligt YouTube, han tænker kreativt og i nye baner så det basker og han har tilmed skrevet en (ikke-)politisk bog. Nå ja, og så er han temmelig rig, hvilket jo gør hans grunde til at gå ind i politik uendeligt meget mere legitime end så mange andre levebrødspolitikere, for han behøver nemlig ikke gøre det.
Det er selvfølgelig Mr. Oticon, Lars Kolind.
Desværre bor jeg ikke i den Nord-Fynske valgkreds, ellers vidste jeg hvor mit kryds skulle sættes.
(og for god ordens skyld må jeg jo lige nævne at jeg ikke har noget med hverken Lars Kolind, Oticon, Ny Alliance eller andre at gøre, udover mig selv. Og jeg er også hamrende uenig med mig selv om hvem jeg skal stemme på!)
Trine-Maria skriver
Jeg tænkte det samme, da det for ganske kort tid siden gik op for mig, at han stiller op – en rigtig blogger i valgkampen – det bliver spændende – og jeps jeg synes også han virker stærkt kvalificeret på det felt, der handler om social teknologi, så han er da klart en top-kandidat – bare ærgerligt at jeg skal stemme her fra Amager 🙂
Morten Høybye Frederiksen skriver
Jeg synes spørgsmål 1 og 4 og flere i den boldgade er mest interessante. Fra den faglige/undersøgende vinkel er det naturligvis relevant at kigge på de andre spørgsmål også, men det er den slags der tæller på “bundlinien”.
Et spørgsmål jeg finder interessant: Giver det en indgang til partierne, for potentielle medlemmer?
PS: Husk nu at stemme på en kandidat på grund af politikken, ikke på grund af bloggen — trods alt! 🙂
Trine-Maria skriver
Morten – jeps der er da en pointe der 🙂 Både i dit tillægsspørgsmål – og i den med, at jeg også skal huske lige at checke politikken – det lover jeg!
Mads Kristensen skriver
3 små observationer:
1. Jeg håber da Trine-Maria, at der skal mere til end et fancy website for at lokke din stemme ud af dig :-). Uden at pege på nogen eller antage nogles politiske holdninger, ville du så stemme på Pia Kjærsgaard, hvis hun lige i forbindelse med valgkampen var den, der allerhelst ville samtale med dig?
2. Jeg er lidt forundret over, at det først er nu til valget, at de sociale medier rulles ud. Det svarer jo til den analoge verden, hvor det også først er, når krydset skal sættes, at politikerne får travlt med at komme ud og møde vælgerne. Ellers undgår de dem jo helst (sådan kan det i hvert fald sagtens virke). Onsdag hørte jeg f.eks. på New Media Days, at kulturministeren har en MySpace-profil – men kun i forbindelse med et valg. Det virker da helt hul i hovedet på mig.
3. Jeg bor på Fyn og kan derfor stemme på Lars Kolind, hvis jeg lyster. Det er jeg imidlertid ikke sikker på. Årsager kan læses her: http://www.madsk.net/?p=707
Mvh Mads
Michael Minter skriver
Udskrivelsen af valget er en god anledning til at få sat fornyet fokus på det absurde i, at vi udlandsdanskere mister stemmeretten til folketinget, mens vi bevarer “retten” til at betale skat i Danmark.
Jeg har derfor oprettet en blog, hvor alle kan være med til at presse på for en tidssvarende valglov.
Godt valg til alle jer der kan stemme!
mvh Michael
Trine-Maria skriver
Mads – 1) jeg har jo heldigvis ret til at stemme efter de kriterier jeg synes er væsentlige – og rolig nu websites er ikke mit eneste kriterie (selv om jeg jo ærlig talt synes at websitet ER partiet!) 2) jeg er enig, men det skyldes vel at de ikke engang selv tror på at de kan få folk i tale mellem valgene længere 3) jeg kan heller ikke stemme på ham 🙂
Trine-Maria skriver
Mads – relevante spørgsmål om Kolind på din blog – jeg synes dog at jeg har et meget bedre indtryk af ham og af hvad han kan end jeg har af mange andre politikere? Blandt andet fordi manden faktisk blogger – og tør mene noget om en retning for landet.
At afskrive ham, fordi han vil blive trukket ned i kviksandet, synes jeg virkelig er et trist argument? Så kan ingen med en anelse vision og drive holde ud at være i politik? Men erhvervsledere er da om nogen vant til kviksand – i de store organisationer er da jo for pokker masser af stilstand og mangel på dynamik? Jeg tror derfor ikke han er dårligere rustet end de fleste andre kandidater 🙂
Mads Kristensen skriver
Trine-Maria: Naturligvis er det op til den enkelte at stemme efter de overbevisninger, man vil. Jeg synes blot, det var sjovt at forestille sig casen, hvis det f.eks. var Pia K – eller for sags skyld Asmaa – der var bedst til at samtale, og om man så ville sige, at der alligevel er grænser for, hvad et website kan drive en til i den demokratiske proces ;-).
Mht. Kolind afskriver jeg ham da bestemt ikke på min blog. Tværtimod. Han skal nok komme ind med et brag. Jeg kunne blot godt tænke mig at få afklaret, hvordan han f.eks. vil reagere, hvis alle omkring ham bestemmer sig for at forsøge at trække ham ned. Det synes jeg ærligt talt, jeg har et krav på at vide, før jeg evt. betror mit kryds til ham (hvilket jeg da godt kunne finde på, for jeg synes manden har mange gode meninger).
Det er så frygteligt nemt at mene noget, og hvor er det godt, at folk som Kolind gør det i al offentlighed. Det er noget helt andet at gennemføre det. Jeg har selv i andre sammenhænge oplevet at forsøge at drive nogle ting i en ny retning, hvor jeg måtte sande, at hvis ikke man har opbakning fra dem omkring, som man skal lykkes med, så kan man gøre lige som ulven uden for de tre grises hus: Puste, puste og puste igen – og der sker ikke en pind…Det er vel dybest set også en af grundene til, at der netop ER så mange levebrødspolitikere, og at mange visionære folk slår syv kors for sig, når de bliver spurgt, om politik ikke var noget for dem.