De konservative er klar til valget (sic!)
Konservative (C) er det første site jeg besøger. Det er dejlig grønt og jeg synes jo, det er super, at jeg lige må vente lidt på sitet, fordi Twitter liiige skal indlæses 😉
Mine forventninger er så, at jeg på de konservatives Twitter-konto kan se nogle mikro-blog-indlæg om, hvad der sker, når sådan et valg kommer buldrende.
Jeg regner også med, at det er folketingspolitikerne – eller nogle af dem fra hovedkontoret, som skriver på Twitter – og jeg har nok en forventning om, at netop fordi det er superkorte indlæg, så er der god gang i den allerede?
Desværre er der foreløbig bare én meddelelse fra Twitter på sitet – og den ser ud som følger:
Hm, det er selvfølgelig betryggende, men jeg håber for os alle, at der bliver mere gang i den senere? 🙂
Og jeg er helt med på at det er alt for tidligt at vurdere værdien af Twitter i valgkampen, men det er jo helt ærligt meget, meget let at skrive 140 karakterer og sende dem som sms, så der kunne efter min mening godt være mere ild i den del af sitet allerede! Det kunne jo gå hen og blive sjovt, med ægte stemmer og dejlig korte udtalelser – sammenlignet med politikeres klassiske blogindlæg, som af en eller anden grund altid virker for lange.
Hvad Bendts blog angår, så må jeg indrømme, at jeg synes, at politikere som udtaler sig sådan her på deres egen blog…
”Vi Konservative vil sikre velfærden til dig og dine børn – også i fremtiden. Vi vil skabe mere vækst, for derigennem at investere i velfærden,” siger Bendt Bendtsen.
… efter min mening skal overveje om de overhovedet skal blogge? Hvis det man siger, er kedeligt, så er der ingen, der gider læse det – og så er mediet altså helt underordnet – blogs gør ingen forskel i den retning.
Og nej, det er skam ikke forbudt at være kedelig på en blog, det er bare spild af alles tid, og så meget tid er der jo ikke til valget?
På de konservatives side kan man også melde sig som deltager på forskellig vis – blandt andet kan man blive c-supporter:
Personligt kan jeg ikke bidrage med ret meget “RageValue”, men det er en skæg fejl 🙂
Der er også lagt op til billeddeling i stor stil på siden. Igen er det ærgerligt at billederne ikke er der fra dagen i dag. Jeg ville jo gerne se nogle svedende politikere og nogle hektiske hovedkontor-billeder – men valget er tilsyneladende kommet bag på alle og det er jo fair nok. Under alle omstændigheder kan jeg godt lide ideen om, at vi kan følge politikerne rundt i landet – ligesom jeg glæder mig til at se de billeder, som alle mulige andre konservative/hang-arounds selv uploader til siden.
Jeg synes kort sagt, at det er positivt, at der er indbygget så mange muligheder for interaktion på siden og jeg glæder mig til at følge med, når de Konservative får sparket Twitter og billeddelingen i gang. Min forventning er, at formaterne kan få partiet lidt ud over de statiske og velfriserede partierklæringer – og i stedet give mig nogle mere reelle tanker om og billeder af, hvad politikerne og medlemmerne tænker om valget og udviklingen – og hvordan de knokler for at vinde hjerter og hjerner over.
Men ok – jeg har det jo også med at have pænt store forventninger, når jeg surfer 🙂
Skriv kommentar