Hjælp – der er nogen, der stjæler mit arbejde!
Jeg skrev for 2 år siden en artikel på K-forum med titlen 6 gode grunde til ikke at ignorere weblogs.
Nu har Michael Kjær fra firmaet WatchingBlog.com så valgt at “genbruge” artiklen med titlen 5 gode grunde til ikke at ignorerer Blogs.
Michael Kjær har erstattet ordet “weblog” med “Blog”. Derudover har han fjernet én af de 6 gode grunde og skiftet et par ord og en linie ud hist og pist – og så dækker han sig i øvrigt ind ved at skrive, at han har hentet “inspiration” hos kforum (men uden at linke til artiklen) – og det er bare IKKE i orden.
Et eksempel fra artiklen (eller artiklerne)
Min artikel:
#5 Måske er det bedre at reagere nu, end at overreagere senere
Skal man så reagere på alt, hvad der skrives om ens virksomhed? Nej – man skal vælge sine kampe med omhu. Men måske er det lettere at leve op til, hvis man kan vise flaget i tide – frem for at lade sig overrumple, når en sag dukker op via en weblog?
Michael Kjærs artikel:
5. Måske er det bedre at reagere nu, end at overreagere senere.
Skal man så reagere på alt, hvad der skrives om det felt, man arbejder indenfor? Nej, man skal vælge sine kampe med omhu. Men måske er det lettere at leve op til, hvis man kan vise flaget i tide frem for at lade sig overrumple, når en sag dukker op via en Blog.
Spørgsmålet er, hvad jeg kan gøre ved det? Ophavsretten gælder selvfølgelig på nettet som andre steder, så jeg er sådan set ikke i tvivl om, at jeg har en god sag, men hvordan håndhæver jeg bedst retten til mit arbejde?
Søren Sprogø skriver
Har du prøvet at rette henvendelse til ham?
Kunne være interessant at se hvad han har at sige til sit forsvar…
En høflig, men bestemt, henvendelse om at han er blevet “opdaget” og at han faktisk bryder gældende lovgivning plejer at sætte en stopper for den slags.
Jens Ulrik skriver
Det kan jo være at han vælger at tage din (og sin egen) medicin, og involvere sig her på stedet inden længe. Jeg syntes dit indlæg er en rigtig god reaktion, og hvis hans produkt virker vil han med lidt god stil have krediteret dig inden længe.
Jeg ville nok skrive til ham og spørge om han er klar over at han har kopieret ophavsretsbeskyttet materiale.
cyclone bill skriver
Det var da utroligt! Og modigt – som om han er den eneste der holder øje med hvad der bliver skrevet på nettet… Fin detalje at han oven i købet har fyldt din udmærkede artikel med småfejl.
Men jeg er enig med Søren Sprogø – du skal da bare ringe til ham og bede ham fjerne den i en fart!
Thomas From skriver
Slet ikke godt nok!
Men smart af ham, at det ikke er muligt at kommentere på artiklen.
Hvordan kan en person som arbejder med blogs opføre sig på den måde?
I øvrigt tankevækkende hvor meget af den slags der sker, som ikke bliver opdaget.
Er spændt på at høre hvad der sker fremover i denne sag.
Dorte Toft skriver
Oy, hvor stygt. Michael Kjær og hans firma har vel dermed fraskrevet sig retten til at blive taget alvorligt erhvervsmæssigt.
Dorte Toft skriver
Der er jo en kvindelig blogger, der pyntede sig med lånte fjer fra en anden kvindelig blogger (hvem er det nu?).
Er der andre eksempler?
Jeg har også et eksempel på, at en mand har kopieret rub og stub af et firmaes websted og blot forsynet med eget firmanavn. Hans gerninger blev udstillet på en blog, men han har efterfølgende haft den frækhed at gå til en organisation, der tager sig af folks “reputation” på nettet og anmodet dem om at true med bål og brand, hvis blogomtalen ikke fjernes.
Er der andre gode historier på området, så skriv… eller mail mig. Ku’ jo være der blev nok til en klumme:-)
Thomas From skriver
# Dorte Toft
Så vidt jeg husker var der en historie på Urbans blog med en kvinde som kaldte sig space mermaid, som en blev kopieret eller kopierede. Jeg kan ikke huske detaljerne, men er ret sikker på at urbans blogs og space mermaid var nogle af komponenterne.
Mai skriver
Jeg synes bare, du skal sende ham en regning!
Jens Lund skriver
Jeg kan se, at han er en erfaren mediemand med baggrund i Nordjyske. Så han kender sikkert udemærket proceduren selv. En regning på det dobbelte af hvad artiklen ville have kostet. Hjælper det ikke, så er et brev fra en advokat sædvanligvis noget der hjælper. Har selv prøvet det.
@ Space mermaid, så var det en blogger på TV2, der kopierede et eller flere indlæg fra Space mermaid, som er Urban-blogger.
Søren Johannessen skriver
Måske vedkommende skulle læse
God citatskik og plagiat i tekster – vejledende retningslinjer
Side 16 “Man kan ikke frit overtage:
• forfatterens ordvalg/subjektive vurderinger
• karakteristiske formuleringer.
Disse elementer kan kun overtages uden samtykke, hvis det
ligger inden for rammerne af et lovligt citat, herunder at man
på behørig vis krediterer og angiver kilde. Hvis det ikke er
tilfældet, vil overtagelsen af disse elementer kunne betragtes
som et plagiat.”
(udgivet af Kulturministeriet)
Andreas Johannsen skriver
Dårlig stil af Michael Kjær og helt korrekt af dig at poste sagen.
Jeg har tidligere oplevet det samme. Her drejde det sig dog “kun” om en splog, der havde bragt flere af mine postings uden videre. Jeg fandt ejeren af bloggen og forklarede ham, at han overtrådte dansk lovgivning om ophavsret, og at jeg gav ham en uge til at bringe orden i sagerne, hvorefter jeg ville bede min advokat tage sagen videre, hvis han ikke magtede at ordne det selv. Dagen efter var problemet løst.
Generelt synes jeg, at det er mest fornuftigt at begynde med den “mildeste” reaktion, fordi det giver mulighed for at eskalere reaktionen, hvis den lovovertræderen ikke forstår budskabet. Der _kan_ jo også være tale om en misforståelse. Bare ikke i dette tilfælde.
Trine-Maria skriver
Tak for kommentarerne – og for hjælpen.
Søren Sprogø og Jens Ulrik – Når jeg ikke bare skrev til ham, er det selvfølgelig fordi jeg tænkte, at hvis han overvåger blogs, så finder han det vel selv 🙂
Og jeg ville ærlig talt heller ikke give ham muligheden for bare at pille artiklen af. (og jeg HAR sikret mig dokumentation i form af screendump af hele teksten MED links!)
Jeg ved jo heller ikke, hvor længe han har haft min artikel liggende som markedsføring af sig selv – og så synes jeg altså ikke han skal slippe så nemt, at han bare kan pille artiklen af og sige undskyld?
Dorte – god idé med en klumme om plagiater – jeg er ret sikker på at det er mere udbredt, end man lige forestiller sig. Nettet er klondyke på godt og ondt 🙂
Thomas From – Korrekt – manden beskæftiger sig med blogs og nu må vi så se om han har forstået noget?
Derudover: Spacemermaid har IKKE kopieret nogen, men hun er blevet kopieret ret voldsomt – historien starter her: http://spacemermaid.urbanblog.dk/2006/11/20/jeg-bliver-kopieret/
Og der er flere af hendes overvejelser om sagen her:
http://spacemermaid.urbanblog.dk/category/kopi-sagen/
Kopibloggen (som lå på TV2blogs) er slettet.
Mai – jamen jeg ville jo aldrig have solgt ham artiklen, så det synes jeg nok ikke er en helt fair løsning? Det svarer lidt til at jeg stjæler din cykel og du så straffer mig ved at sende en regning? (i øvrigt ejes og bruges artiklen jo af k-forum – så spørgsmålet er vel også om jeg bare KAN gensælge den?)
Jens Lund – god pointe med advokaten og jeg har en ret god og skrap en af slagsen, så det kan da godt være, at det er vejen frem – har ikke meget lyst til selv at starte en samtale med Michael Kjær
Søren Johannessen – mange tak for linket – det er en supergod forklaring på hvad plagiat er og der står faktisk også at der både kan blive tale om godtgørelse og erstatning!
Trine-Maria skriver
Andreas – i princippet enig – og havde det været i en anden sammenhæng, havde jeg nok bare ignoreret det.
Men Michael Kjær markedsfører sig med at han ved en masse om blogs – med MIN tekst! Og så gider jeg bare ikke være høflig/venlig!
Morten Kamper skriver
Måske et eksempel på “det private initiativ” som Poul Schlüter jo talte så varmt for i 80’erne?
Blot til orientering kom vi hos FDIH ved en fejl en gang til at “copy-paste” en artikel fra CW i stedet for at linke. Vi fik en hilsen på vist nok 12.000 – og det var inkl nedslag fordi vi gengav journalistens navn(ellers havde det været dyrere)
Trine-Maria skriver
Av, av Morten – det lyder temmelig ærgerligt – og tak fordi du delte historien.
Niels MLP skriver
Jeg har lige søgt på overskrift.dk efter “watchingblog.com”. Jeg fik et resultat : indlægget her.
Gad vide hvor længe der går inden denne blogovervågningsspecialist finder frem hertil?
Tore Vesterby skriver
Jamen, jamen, der er da en kilde pænt skrevet ind i bunden:
“Inspiration hentet fra Kommunikationsforum.”
Interessant tolkning af ordet inspiration, i øvrigt – og så linker manden til forsiden og ikke til artiklen… hvis manden virkelig forstod sig på blogs, så ville han jo have linket direkte til artiklen – og måske ennda citeret den i et blockquote.
Men hov der er jo det du gør, Trine-Maria. Jeg lader den stå åbent om hvem af jer to, jeg ville synes skulle lave rådgivning eller andet for min virksomhed.
Andreas Johannsen skriver
Det taler for sig selv.
Lars K Jensen skriver
Og hvad er det lige, WatchingBlog.com kan, som enhver virksomhed ikke selv kan gøre, gratis, på Overskrift.dk, Google Blogsearch og Technorati?
// Lars
PS: Jeg mener også, at du bør rette en henvendelse til ham, i god tone.
PPS: Det kunne være sejt for at udbrede kendskabet til blogs, fra virksomhedernes synspunkt, hvis du licenserede artiklen under en Creative Commons-licens, og blot bad om, at folk linkede til din originalartikel… 😉
Trine-Maria skriver
Lars K Jensen – jeg tror måske det er det menneskelige øje, for både overskrift, Google osv giver jo ofte et ret uoverskueligt indtryk = arbejde med at læse og sortere, men jeg ved det ikke bestemt
Og ja selvfølgelig skal jeg rette henvendelse til ham, jeg sender ham en mail med et link til samtalen.
Jeg kan jo desværre ikke licensiere artiklen under creative commons nu, for jeg har jo solgt den til Kommunikationsforum – og derudover ville jeg jo nok stadig ikke give mit arbejde gratis væk til kommerciel anvendelse?
Det er også lige vigtigt at understrege, at jeg normalt er glad hvis folk bare linker og krediterer mig – det er jo kun fordi det der foregår er noget lusk, at jeg reagerer så surt.
Lars K Jensen skriver
Guldet hos blogsøgemaskinerne ligger — for mig i hvert fald — i, at man kan abonnere på bestemte søgninger via RSS.
Hvis jeg havde en virksomhed, ville jeg være meget tøvende med at bruge 15.000 om året på at få en til at følge den danske blogosfære.
Og hvis jeg inkluderede Technorati og Google blogsearch ville jeg også få den internationale blogosfære med. Men det er vist en helt anden snak 😉
Pøjpøj med din henvendelse — ser frem til, at den gode hr. Kjær får styr på sit link og kaster noget street credit din vej.
// Lars
Andreas Johannsen skriver
Det virkede – hans side er væk nu. Interessant, i øvrigt, at han startede med 6 gode grunde (og ikke 5 som det senere blev)
http://209.85.135.104/search?q=cache:tet8IixVP5YJ:watchingblog.com/6godegrunde.html+http://watchingblog.com/6godegrunde.html&hl=en&ct=clnk&cd=1&gl=dk&client=firefox-a
Michael Kjær skriver
Kære Trine Maria,
Jeg beklager meget at jeg ikke har krediteret dig korrekt og ikke behandlet din udmærkede artikel ordentligt omkring ændringer i teksten.
Jeg har med det samme slettet artiklen på min hjemmeside, efter at jeg er blevet opmærksom på det.
Årsagen – ja, den gammelkendte om at starte egen virksomhed kræver en kæmpe arbejdsindsats og derfor er jeg ikke kommet ordentligt rundt om denne side. Det beklager jeg endnu engang mange gange og jeg vil gerne tilbyde dig en betaling for at have gengivet din artikel på min hjemmeside.
Da jeg fortsat mener at din artikel til K-Forum er super relevant og interessant vil jeg gerne spørge om lov til at indlægge følgende på min hjemmeside, med din tilladelse under et menupunkt 6 gode grunde.
—
Trine Maria fra SocialSquare, som skriver om corporate blogging, kommunikation, medier, PR, social software og weblogs på sin Blog hovedetpaabloggen.dk (LINK http://www.hovedetpaabloggen.dk) har for 2 år siden skrevet en artikel til K-forum (LINK http://www.kforum.dk) om 6 gode grunde til ikke at ignorere weblogs (LINK: http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=11762). Artiklen er bestemt værd at læse.
—
Artiklen vil jeg ikke lægge ind på min hjemmeside men udelukkende linke til den, jævnfør ovenstående.
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Hilsen Michael
Thomas From skriver
Så mangler vi bare at høre fra hr. Kjær selv.
# Andreas Johannsen
Godt fundet! Helt klart at der ikke er tale om “god tro”.
# Dorthe Toft
Vil meget gerne læse din klumme – især ville jeg godt læse noget om hvordan, hvor meget og hvor præcist man kan tillade sig at referere fra andre kilder. (Er det f.eks. okay at kopiere et helt indlæg hvis man bare linker? Er der forskel på, at referere til indhold på blogs og kommercielle sider?).
Michael Kjær skriver
Tak for kommentarerne. Her lidt svar:
—
# Dorte Toft: ”Oy, hvor stygt. Michael Kjær og hans firma har vel dermed fraskrevet sig retten til at blive taget alvorligt erhvervsmæssigt.”
Det syntes jeg nu er en voldsom beskyldning. Som tidligere skrevet så har jeg lavet en beklagelig fejl – jeg har undskyldt – jeg har rettet – jeg har tilbudt betaling. At skrive at det fratager mig retten
til at blive taget alvorligt erhvervsmæssigt, syntes jeg ikke er korrekt.
—
# Trine-Maria: ”Jeg ved jo heller ikke, hvor længe han har haft min artikel”
Siden har været online siden februar måned 2007, så små 2-3 måneder.
—
# Søren Johannessen:
Tak for linket om citatskik og plagiat i tekster.
—
# Lars K. Jensen: ”Og hvad er det lige, WatchingBlog.com kan, som enhver virksomhed ikke selv kan gøre, gratis, på Overskrift.dk, Google Blogsearch og Technorati?”
Udover selve søgningen og resultaterne som kan findes på ovenstående gode sites, så bearbejdes resultaterne personligt, de bliver gennemlæst, vurderet og struktureret, så virksomhederne kan få et løbende, bearbejdet overblik over eventuel omtale på Blogs.
—
Hilsen Michael
Trine-Maria skriver
Lars K – enig i at man kan gøre det selv – men kan dog stadig godt se et marked for overvågning af omtale på nettet.
Andreas – du er en stjerne – og du demonstrerer igen, at bloggere kan man bare ikke skjule noget for 🙂
Hej Michael.
Jeg synes selvfølgelig, at undskyldningen med at have for travlt er lidt tynd, men jeg accepterer den og jeg har respekt for, at du springer ind i kampen.
Jeg synes også, at det er en fin idé i stedet at linke til artiklen på Kommunikationsforum og kreditere mig i stedet. Dog synes jeg, at du skal overveje også at linke til Social Square: (http://www.socialsquare.dk)?
Jeg modtager derudover også dit tilbud om betaling for artiklen.
Pengene giver jeg rask væk videre til Blogfonden – så vi kan få nogle gode og sjove arrangementer for bloggere: http://www.blogfonden.dk/
Så tilbage står der bare, at vi aftaler, hvad det er rimeligt, at du indbetaler til dem for 3 måneders lån af artiklen?
spacemermaid skriver
Jeg bliver (af gode grunde) meget gal på dine vegne over sådan et tyveri. Det er ikke i orden. Og det er faktisk ikke lovligt. I følge journalistforbundet kan man lægge en sag an. Jeg må bare sige, at netverden er for kort til sådan noget, og han begik en kæmpe fejl, for vi er mange, der sidder og ryster på hovedet. Der er lidt selvjustits over internettet, og det går hurtigt. Men fint med en undskyldning og et tilbud.
Det hjalp også mig meget. Hvad der ikke helt hjælper er, at man ved, at kopister ikke var nået dertil, hvis de ikke blev opdaget. Det gør mig trist, fordi vi skal slåes med et helt nyt problem i cyperspace.
I sidste/dette nummer af Alt for Damerne skriver Heidi Vesterberg om, hvordan hun fik en hel klumme kopieret af en tv2-blogger. Jeg har talt med hende om det, og hun var også meget berørt, fordi det var en ordret kopiering. Vedkommende slettede vist indlægget men kom aldrig med en undskyldning.
Jesper Olsen skriver
Hej!
Jeg havde engang et lignende problem med Roskilde Festival. Jeg havde indsendt et logo i en konkurrence, men vandt ikke. Et år senere ser jeg så mit logo på MTV uden at være blevet aflønnet eller underrettet herom. Jeg sendte en regning på størrelse med, hvad jeg normalt takserer denne slags arbejde til. De betalte uden et ord. Dermed slap de for at komme i retten og få takseret ophovsretskrænkelsen til en langt højere takst og den dårllige omtale der kunne have fulgt med i kølevandet…
Trine-Maria skriver
Hov fik ikke opdateret
Space – enig i at det er en belastning at man sådan skal overvåge nettet for at holde øje med om der er nogen, der ikke har forstået reglerne for deling og socialitet. Faktisk fandt jeg Michael Kjær fordi jeg søgte på “blogovervågning” – ville checke om nogen havde skrevet noget begavet om emnet 🙂
Jesper – god historie – lige til Dortes klumme – altså bortset fra at det ikke var på nettet 🙂 men egentlig klart, at de hellere bare vil betale end se sig selv i pressen (stort firma snyder lille mand – altid en grim vinkel)…
Michael Kjær skriver
Kære Trine-Maria,
Jeg følger med interesse denne debat og forstår den harme, som opstår, når man som ophavsmand ser sin tekst gengivet uden kilde. Ja, jeg har på min hjemmeside været upræcis omkring citering/redigering og kreditering i forbindelse med gengivelsen af din tekst, og det beklager jeg.
Jeg vil som tidligere tilbudt ”kaste noget street credit din vej” (citat: Lars K Jensen, 25. april 2007 kl. 9:42, hovedetpaabloggen.dk), og ved at jeg således både har
– ændret min hjemmeside ( se http://www.watchingblog.com )
– ændret min fremgangsmåde fremadrettet ( se ovenfor 🙂 )
– undskyldt ( se indlæg fra undertegnede kl. 10:24 )
– tilbudt at kompensere dig
kan jeg med et blik på denne debat til min lettelse konstatere, at jeg trods alt viser en vis anstændighed i forhold til de øvrige ”skyldnere” omtalt i debatten, og i øvrigt reagerer i overensstemmelse med de værdier, som vi er enige om bør herske i cyberspace.
Send mig et gironummer og et bud på din forventning til kompensationen!
Hilsen Michael
Lars K Jensen skriver
Hej Michael,
Sejt at du deltager i snakken her — og tak for specificeringen af, hvad watchingblog.com’s produkt og arbejde består i og af, så blev jeg også lidt klogere 😉
Bedste hilsner,
Lars
Karin Høgh skriver
Skal vi ikke hjælpe Tine-Maria med nogle bud på, hvad der er rimelig respekt/kredit.
Jeg er kommet sent ind i snakken her, men har således “intet i klemme”, så….5000?
Karin Høgh skriver
Sorry – ikke Tine-Maria – Trine-Maria – okey, så 4995,- ?
Pestohest skriver
Kære Trine-Maria
Jeg synes, du skal kræve en seriøs betaling for dit arbejde. For det er et reelt og seriøst stykke arbejde. Selvom du måske ikke selv finder det rimeligt, fordi du ikke ville have solgt artiklen, skal det koste at kopiere.
En rimelig fremgangsmåde vil være følgende udregning:
Antal timer du har brugt på at skrive artiklen (cirka) ganget med Dansk Journalistforbunds vejledende priser for journalistisk arbejde, der kræver specialviden og som benyttes digitalt. Det er 949 kr. i timen.
Her finder du de vejledende vilkår for freelancejournalistik:
http://www.freelancegruppen.dk/index.php?id=790
Det lyder måske som vanvid, hvis man ikke er vant til at sælge journalistik. Men det er priserne. Og hvis han havde bestilt artiklen et sted i verden, skulle han betale den pris.
Jeg er usikker på, om prisen så skal dobles eller ganges med halvanden, fordi han har kopieret uden tilladelse. Men det kan sikkert findes på Journalistforbundets hjemmeside.
Men kræv penge for dit arbejde. Om ikke andet, så for alle andre, der risikerer, at virksomheder/personer prøver at slippe af sted med fremgangsmåden “går den så går den!”
Og så er det et godt indlæg. Jeg læste det som hans, fordi jeg faldt over den version først… 🙂
Kærligst
Pesto
Trine-Maria skriver
Michael Kjær – du skriver:
“Ja, jeg har på min hjemmeside været upræcis omkring citering/redigering og kreditering i forbindelse med gengivelsen af din tekst, og det beklager jeg.”
Jeps – og nu har du travlt med at få fikset det, så du fremstår som alletiders troværdige person – fordi du har sagt undskyld 🙂 Men i mine øjne har du altså ikke bare været “upræcis” – du har stjålet mit arbejde!
Så som sagt – jeg accepterer din undskyldning og dit tilbud om at betale mig kompensation (til blogfonden), men det betyder ikke, at jeg synes, du har bevist, at du er anstændig eller værdig til tillid eller at du for den sags skyld deler værdier med mig.
Tillid er i min bog noget der opbygges over tid. At du undskylder og står åbent frem er fint – og det giver dig i mine øjne en ny chance for at genopbygge tillid. Men du starter ikke på nul i min bog – du starter i minus – for vores relation begyndte med, at jeg opdagede, at du havde stjålet fra mig – og derudover kender jeg dig ikke!
Jeg tager en snak med Journalistforbundet i morgen og finder ud af, hvad jeg mener, du skylder mig – og så sender jeg dig en mail + en regning.
Karin – tak for buddet! Nogen højere 🙂
Pesto – det lyder ikke spor som vanvid – og jeg skrev nok bare, at jeg allerede HAR solgt artiklen tidligere (til kforum), så det kan jeg ikke gøre igen.
Og jeg er helt enig med dig – selvfølgelig koster mit arbejde penge – og det har jeg ikke noget problem med – mine kunder kan bevidne, at sådan er det 🙂
Og så er jeg glad for, at du synes, artiklen er god – selv om den er 2 år gammel og selv om eksemplerne burde opdateres med nogle nyere.
Jesper Juel skriver
Det er lidt skægt at se hvordan intet slipper igennem blogosfæren. Dette kunne godt ses som en sejr for den kollektive intelligens 🙂
Når det så er sagt, så har jeg svært ved at se hvorfor man ville kopiere andres tekster i det hele taget. Blogging er jo i sagens natur ens egne tanker og meninger.
Jeg synes iøvrigt Mais kommentar om at sende en regning sidder lige i øjet.
Mvh
Steen Kræmer skriver
Hej Trine Marie
Har ikke haft tid til at læse alle indlæg endnu, så dette er nok en gentagelse. :o) Beklager.
Prøv at gå ind på Journalistforbundets hjemmeside. Der har de enormt meget materiale om ophavsret, selvfølgelig. F.eks. denne om ophavsret på nettet:
http://www.journalistforbundet.dk/graphics/pjecer/Ophavsret/Ophavsretten_ogsaa_paa_nettet.doc
Der findes også et eksempel på en regning, man kan sende. Blandt andet inklusiv en godtgørelse, der er skattefri for dig, og som han ikke kan trække fra. :o)
held og lykke med det. Lad os høre, hvordan det går.
Knus
Steen
Steen Kræmer skriver
PS Jeg har selv været ude i flere tilfælde af ophavsretskrænkelse, som det så fint hedder. Retspraksis er, at krænkeren skal betale med udgangspunkt i, hvad du oprindeligt har fået for artiklen (=100%). Du kan skrive en regning på følgende:
Brug af artikel 100%
Brug af artikel uden at søge din tilladelse 100%
Brug af artikel uden angivelse af forfatter 100%
Brug af artikel i markedsføringsmæssig hensigt: 100%
Find de rigtige formuleringer på ww.journalistforbundet.dk – det ligger inde i et bibliotek med standardformuleringer. Og husk at dele op på godtgørelse og betaling.
Hvis du er medlem af DJ er det jo let nok: Tal juridisk afdeling. De er HÅRDE til den slags.
Held og lykke
Steen
J.J skriver
Interessant Michael Kjær! Du stjæler måske også som udgangspunkt dine dagligdagsvarer, og i tilfælde af at du bliver opdaget udbryder du “Øhhh bøhhh jeg har lavet en fejl … det beklager jeg … nu skal jeg nok betale …” og tror dermed du viser “en vis anstændighed” ? Vorherre bevares for en gang pladder du kommer med, se hellere at få betalt bøden for din forbrydelse til Trine-Maria og spar og for flere krampagtige forsøg på at redde den ære som du alligevel ikke besidder.
J.J.
Antiblogger skriver
Jeg synes Trine Maria har grebet sagen helt forkert an. Har tidligere selv fået kopieret alt fra design, tekster og artikler, og jeg kunne aldrig drømme om at give den hele armen på den måde som Trine Maria har gjort her.
Det er klart at manden har dummet sig, men det er også tydeligt, at det ikke er en bevidst gjort i ond tro, da der optræder et henvisning til Kforum, hvor artiklen ligger.
Men at skulle eksponere det over for en blogosfære i selvsving virker påtaget selvpromoverende. Jeg synes Andreas tilgang med at henvende sig først er mere sympatisk, og bare fordi der er en der dummer sig er der ingen grund til at smadre mandens rygte og muligheder for at drive erhverv og starte op som selvstændig.
Kun hvis man synes at det er sjovt at se andre få en over nakken, og jeg må indrømme at jeg havde forventet emre format af Trine Maria.
Jeg kunne forstå reaktionen, hvis hun havde henvendt sig først og manden havde afvist hende eller sagt dumme ting.
Og en opfordring herfra. Som bloggere har i en stemme der efterhånden bliver hørt i mange tilfælde. Hvad med at tage ansvaret seriøst, og huske at det er helt almindelige mennesker i den anden ende, og at jeres ord rnt faktisk har en betydning for andres liv og fremtid.
Så giv folk en chance inden i hænger dem ud, som almindelige anstændige mennesker gør.
Trine Maria kunne let have skrevet en mail og klaret den dumme sag uden at tabe ansigt, man valgte i stedet svinemetoden med de konsekvenser det må få.
Ellers får vi et samfund som bliver 100% ufedt, og det er vel ikke det som blogosfæren står for.
Forestil jer en verden hvor alt er tilgængeligt. Vi kunne starte med straffeattester og udvide det med et katalog over hvem der har hvilke kønssygedomme.
Information wants to be free, men under ansvar tak, og det er der ikke udvist her, synes jeg.
PS. I øvrigt stor respekt for Trine Marias blog, tekster og person. Det er kun denne sag jeg forholder mig til.
Trine-Maria skriver
Antiblogger – du taler om mit manglende format, men din kommentar er anonym?
Solana skriver
5000! Synes det er lidt urimeligt at afpresse manden for penge efter undskyldning – især da det sandsynligvis kun er ganske få, der har læst det (og det drejer sig om en to år gammel artikel).
Jeg begik selv fejl, da jeg startede med blogging for 4-5 år siden og fik skæld ud over at bruge trackbacks til selv-promovering. Omgangsreglerne er ikke altid helt gennemskuelige.
Jeg er selv journalist, men udgiver glædeligt mit arbejde under Creative Commons licens. Ikke fordi, jeg ikke vil anerkendes for mit arbejde, men fordi jeg foretrækker det kommer så langt ud i verden som muligt. Især hvis jeg én gang er blevet betalt for det allerede.
Trine-Maria skriver
Solana – der er ikke tale om afpresning – der er tale om at han skal betale for en vare, jeg under normale omstændigheder aldrig ville have solgt til ham 🙂
Creative Commons har jo flere licenser og i reglen skal man vel kreditere dig for det du licensierer under licensen? Eller må man også bruge dine artikler kommercielt uden at nævne dit navn og uden at betale dig? For jeg overvejer bestemt CC, men synes da lige man skal overveje omstændighederne for genanvendelse af ens arbejde?
Solana skriver
OK, så kun lidt afpresning 🙂
Synes klart man skal krediteres (og gerne betales), men det er nok et spørgsmål om temprament. Jeg har før haft hele sætninger fra mine artikler løftet i andres arbejde, hvor jeg synes det var mere pinligt for dem, end skadeligt for mig. Plus, når det sker i folks blogs er det tit så ligegyldigt (udover princippet), hvis ingen læser det.
Især når jeg har skrevet noget politisk, synes jeg bare det er rart at det kommer videre ud i verden. Min blog især, er jeg fuldkommen fri med. Jeg tror mit CC stempel er røget af, da jeg opgraderede til sidste version af WordPress, men jeg ser faktisk hjertlig gerne at folk stjæler ideer og ord derfra så meget som de vil. Også kommercielt.
Selvfølgelig betyder det ikke, at det skal gælde alle artikler eller alle journalister, men personlig så jeg gerne at flere delte mere information frit. Det er noget jeg har arbejdet for længe: http://creativecommons.org/text/opendemocracy-2 (jeg ønskede også friere copyright end vi endte med ved openDemocracy)
Sune K skriver
Frit efter “Kender du Pippi”:
Pippi får om natten besøg af to røvere, som vil stjæle hendes kiste med guldmønter. Pippi overmander røverne, men sender dem alligevel hjem med en enkelt guldmønt hver, for som Guru Astrid Lindgren skriver:
“Når man er stærk skal man også være god.”
Jeg kan godt forstå vreden over at få sit arbejde stjålet. Men når man som du, Maria, har den styrke (jf. Pippi ovenfor) at mange læser, hvad du skriver, så har du også en særlig forpligtelse på at være “god”/ at handle etisk rigtigt.
Og jeg synes ovenstående sag giver anledning til nogle overvejelser om forbrydelse (brud på ophavsret) og straf (offentlig forhånelse i blogs).
Hvis alle forbrydelser, store som små, som generelt princip skulle udstilles offentligt fx på diverse blogs, så svarer det jo til en moderne gabestok, hvor forbipasserende kan spytte i foragt på den formastelige forbryder. Er det den form for samfund vi ønsker? Burde alle forbrydelser store som små offentliggøres med navns nævnelse til almen forargelse og fordømmelse? Nej, vel?
Et princip for dansk retspraksis er, at straffen skal stå mål med forbrydelsen. Og når man har så direkte adgang til medierne som I dygtige bloggere, så synes jeg man skal være MEGET varsom med at miskredittere folk med navns nævnelse, selvom de har handlet etisk ukorrekt og ulovligt. Ellers kan den reelle straf vokse sig ude af proportioner med forseelsen.
Trine-Maria skriver
Sune – ikke overraskende er jeg ikke enig. Men jeg har alt for travlt for tiden og jeg gider ikke skændes.
Jeg går ind for meget mere åbenhed end du kan forestille dig. Det betyder at vi skal være bedre til at tilgive, men også at vi skal tænke os bedre om i det nye store offentlige rum, der hedder internettet. Især hvis man vil leve af at vide noget om weblogs.
Jeg er ked af at du forhåner mig for at være med til at skabe et dårligere samfund. Min egen version er nok, at jeg primært er et forholdsvis generøst menneske der deler viden med folk der gider læse med – og ja så hidser jeg mig op af og til – men det er jo nok fordi jeg bare er et menneske?
Antiblogger skriver
Super gode pointer Sune. Med styrke kommer ansvar, og det har Trine-Maria masser af – både styrke og ansvar:-)
Jeg tænke faktisk også på Pippi, da jeg læste indlægget første gang. Det er noget af det klogeste der er skrevet i en børnebog nogen siden:-)
Og jeg synes diskussionen om hvorvidt man som blogger har et ansvar i forhold til sin styrke er superrelevant. Langt de fleste konflikter og sager som denne bliver løst uden at nogen skal tabe ansigt – der er ingen grund til ikke at søge kompromisseet først, synes jeg.
Medmindre man synes det er en god historie man kan profilere sig selv på eller man kan få nogen ned med nakken, som man er irriterede på.
Men det er naturligvis et spørgsmål om etik og menneskesyn, som er en diskussion værd. Jeg har meldt mig i koret hos dem, der mener at diplomatiet hører til første forsøg, og at det er forkert at benytter bomber, når fjenden kaster med bordtennisbolde.
Christian Bogh skriver
Nu har jeg fulgt diskussionen her lidt fra sidelinien.
Jeg er dog uenig med både Antiblogger og Sune.
Denne sag er i mine øjne ikke kun en sag om en uberettiget brug af et stykke tekst som Trine-Maria har brugt tid og ressourcer på. Men lige for at slå det fast, så mener jeg, at Trine-Maria har krav på både en undskyldning fra synderen (den har hun vist fået mere eller mindre) og en erstatning (den har hun vist ikke fået endnu – det står i hvert fald ikke klart i denne dialog).
Og lad mig lige begrunde dette med et andet eksempel. Hvis jeg som virksomhed valgte at lægge en artikel ud på min hjemmeside, der var skrevet af en journalist fra et dagblad om min egen virksomhed eller noget andet, uden at have spurgt om lov eller henvendt mig på anden måde til journalisten, ville jeg promte få en regning på flere tusinde kroner.
Og ingen ville sætte spørgsmåltegn ved det – for det er normal procedure da journalisten ejer artiklen – lige meget om den er skrevet om mig/min virksomhed eller lignende. En regning som ville bliver mange gange større hvis jeg udgav den som min egen.
På samme måde som Trine-Maria ejer retten til den tekst alt dette handler om.
Og så kommer det, som jeg mener det her også handler om – nemlig at det Trine-Maria har gjort her er ikke at hænge en person ud – men derimod at hun rejser et spørgsmål om hvad hun skal gøre da hun ikke har oplevet det før. Og hvem er mere relevant at spørge end os andre bloggere. Det er jo det bloggen er til for – blandt andet.
Hun kunne jo have valgt den hårde metode og pudset en advokat på synderen – men det har hun jo netop ikke valgt.
På baggrund af denne debat har vi på Bloggingpr valgt at lave et afsnit om Ophavsret som alle medier i dag har. Vi har dog valgt at gøre ophavsretten meget bred da vi jo gerne vil have folk til at linke til og fra vores blog – men ikke stjæle vores arbejde uden at vi bliver krediteret.
Der bør generelt arbejdes på at få kortlagt rettighederne for bloggere – som det er nu er nærmest lovløse tilstande – specielt her i DK, mens man i USA allerede har sidestillet bloggere og blogs med journalister og medier – med de dertilhørende rettigheder og pligter – herunder vidnebeskyttelser osv.
Noget er meget tiltrængt specielt nu hvor flere og flere som Trine-Maria har gjort blogs og sociale medier til en levevej og ikke bare har det som en hobby.
Når alt dette er sagt – så er jeg da enig i at man bør søge et kompromis først – men nogen gange skal man også slå i bordet!
Antiblogger skriver
Nu har jeg lige genlæst Trine-Marias oprindelige indlæg, og kan godt se, at det på ingen måde er skrevet i ond mening for at gøre skade på andre. Det samme gælder dog den snylteartikel, det hele handler om, der decideret henviser til det sted, hvor den er “inspireret” fra.
Man skal huske at selv om blogformen minder meget om en samtale, så er den kendetegnet ved at være offentlig og synlig forever. Og konsekvensen her er at en iværksætter der har dummet sig er stemplet for livet som en, der stæle, lukrerer og snylter på andres arbejde.
Jeg synes derfor stadig at det eneste rigtige her ville være starte med en mail eller et telefonopkald, og så havde man fået en undskyldning og måske et mindre beløb. Selv advokaten vil jeg nok personligt have foretrækket frem for en tur igennem blogosfæren, der er være lige så ubamhjertig som den er god.
Og hvis endeligt bare var for at stille et spørgsmål og få input kunne det være gjort ved at anonymisere vedkommende. Det ville være mere menneskeligt.
Er det mig, der er en tøsedreng?
Sune K skriver
Jeg vil gerne sige beklage, at mit indlæg kan opfattes som en forhånelse. Det var på ingen måde min hensigt.
Jeg har fuld forståelse for Trine-Marias reaktion og handling. Jeg er helt enig i, at der er tale om tyveri af et værk, og derfor mener jeg også at en økonomisk erstatning er det eneste rimelige.
Det er super-relevant at diskutere problemstillingen med krænkelse af ophavsret, men jeg mener godt det ville kunne lade sig gøre at gennemføre en sådan diskussion uden at afsløre “krænkerens” identitet.
Mit indlæg ovenfor var udelukkende et forsøg på at problematisere det forhold, som Antiblogger også peger på, at man ved at nævne en person ved navns nævnelse i en blog udsætter ham for noget der kan sammenlignes med en “straf”, og at denne “straf” meget vel kan opleves langt mere alvorlig end både advokatbreve og regninger.