Hvem er Anna Amalia?
Carten Borch, som er idékaptajn skrev som kommentar til mit indlæg om manglende kvinder i innovationsrådet, at jeg da godt kunne tage at nævne Anna Amalia projektet – og det vil jeg så gøre…
Anna Amalia projektet er et temmelig utraditionelt regionalt udviklingsprojekt for Region Midtjylland, som vi i Social Square har fået lov at være med i.
Basalt set tager projektet udgangspunkt i det forhold, at udvikling, innovation, omtanke og fornyelse meget ofte udspringer af samtaler mellem mennesker med noget på hjerte.
Så det man gør i Region Midtjyllands udviklingsprojekt er, at man beder 25 kvinder om at holde såkaldte “saloner”, hvor de lukker deres hjem op for at lokale helte, entreprenører, tænkere, kunstnere, borgere, kættere, lommefilosoffer eller planteavlere kan møde frem og drøfte ideer til regionens fremtid.
Alle salonerne bliver dokumenteret i form af blogindlæg, interviews og måske billeder/ video, som lægges på nettet, sådan at samtalerne også kan fortsættes udenfor salonen og med endnu flere deltagere – og sådan at det bliver muligt at søge i ideerne, sortere i dem og kommentere på dem på tværs af regioner og saloner.
Jeg synes projektet er spændende tænkt – og jeg tror det er første gang, man ser en regional udviklingsplan med følgende beskrivelse på hjemmesiden:
Ved Anna Amaliaerne noget om regional udvikling?
Ikke nødvendigvis. Det er en af styrkerne ved projektet, at der kommer helt nye øjne på, at der er nogen der ikke kan se problemerne. De bliver dog tilbudt al den viden, de kunne tænke sig fra sekretariatet om regional udvikling.
Vores rolle i Social Square er at udvikle et website, som gør det let for Anna Amaliaerne at dele deres oplevelser via blogindlæg og ideer og tanker – og som gør det nemt og sjovt for udefrakommende at bidrage og blande sig i processen.
Siden med Anna Amaliaernes weblogs er ikke åben endnu, men jeg blogger om projektet igen, når den åbner.
Projektet er der mere om her og en af de mange Anna Amaliaer kan du læse mere om her
Neergaard skriver
Sådan noget er spændende!
Jeg har skrevet et indlæg på min blog om et sted i Jylland, hvor man godt kunne bruge nye idéer til udviklingsprojekter.
Som det fremgår af min lille historie, har man optimistisk forsøgt at samle borgerne i Vestervig irl, og efter eget udsagn fået gang i en positiv proces. Men som jeg ser det, skal der meget mere til, hvis udviklingen i Danmarks randområder skal vendes. Måske man kunne bruge idéen med Anna Amalia?
Neergaard skriver
Hov jeg linkede forkert. Her er min blog.
Maja skriver
Hvor spændende og brugbart for organisationen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi kunne have ladet os inspirere af tankerne bag Anna Amalia, da vi gik i gang med Arlas store forandringsproces i 2005. Alle 8500 medarbejdere blev bedt om at komme med forslag og ideer til virksomhedens videre retning. Desværre ikke on-line:- ( Vi var godt 50 medarbejdere, der var castet til at lede de mange møder, men tænk, hvis vi vidste, hvad vi idag ved om gevinsten ved at lægge tanker og ideer ud til deling – jeg glæder mig til at høre mere om Anna Amalia projektet !
claes olsen skriver
http://www.anna-amalia-bibliothek.de/de/
Vi kunne oven i købet hjælpe med at sikre hendes eftermæle
Trine-Maria skriver
Neergaard – Jeg har selv tænkt den tanke at man kunne bruge idé-åbningen mange steder – både i det offentlige, men også i virksomheder. Hvorfor ikke skabe en arkitektur, hvor folk dels kan komme af med deres ideer – og dels kan mene noget om andres ideer eller stemme på ideer som de synes er gode?
Jeg er klar over at politikerne i sidste ende har ansvaret, men input fra borgere/ brugere i processen kunne måske hjælpe i nogle af processerne?
Omvendt tror jeg at projekter som de her skal løbes i gang, for der skal også ske en tilvænning ude i verden før vi som borgere vænner os til, at vi faktisk kan komme på banen – digitalt.
Maja – ja, der kunne I have samlet en masse ideer op – og måske holdt hinanden og jer selv bedre fast på nogle af dem?
Claes – hold da op – jeg anede ikke at hendes bibliotek var brændt ned i 2004 – hvor grumt!