Hvor meget tid bruger du på din blog?
Jeg er ved at skrive et afsnit til bogen, der handler om, hvor meget tid man skal sætte af til en blog? Der er altid nogen der spørger og det er et relevant spørgsmål, men svaret er svært…
Hvor lang tid bruger du på din blog? Og svaret er både relevant, hvis du blogger på arbejdet og hvis du blogger privat? Hvor mange timer skal der investeres, for at bloggen bliver god? Eller kan man slet ikke gøre det op sådan?
Rosenstand skriver
Jeg bruger i snit en time om ugen til selve skriveriet. Inspirationen er vanskelig at tidssætte – den kommer, når jeg barberer mig, kører bil, slår græs etc. etc.
Thomas From skriver
Bruger vel et sted mellem 10 og 30 min per post. Men det er ingen garanti for en go blog 😉
Men det afhænger vel også af ambitionsniveauet…
Mads skriver
Ca. 30 min per post på den professionelle blog, hvor jeg poster 3-4 gange på en uge. Ca. 30 min. om dagen på min private, hvor jeg forsøger at poste hver dag – mest som mentale noter til mig selv.
Ordkløveren skriver
Meget svært at svare på. For i en eller anden forstand kører der jo altid lige en emneradar i baghovedet. Men eftersom jeg elsker at blogge, føles det både som meget og lidt tid. Men ok – en hurtig spk-analyse (=slag på tasken-analyse) lder mig frem til at svare.
– 2½ til 2 timer i skrivetid om ugen
– 1-2 timer i radar/spejdertid (spejdning efter emner)
– 15 minutter til korrektioner, uddybninger om igen
– 1½ time til læsning og besvarelse af kommentarer om igen
Summa summarum: 4-5 timer om ugen. Hm, det var jo egentlig ikke lang tid på noget, jeg i den grad nyder at lave. Men hertil kommer jo så læsning af og kommentering på andres blogs…. og der røg lige en del timer oveni… og det hænger jo i en eller anden forstand også sammen med ens egen blog. Nå, men det er vist lidt uden for kategori…
nadja skriver
Jeg vil gerne starte et helt andet sted – for jeg er ved at blive sådan lidt grundirriteret over hele tidsspørgsmålet. Der ligger en underliggende præmis om, at det er tidsspilde og hvordan kan man tillade sig at bruge sin kostbare tid på det? Og for mig har det at blogge vist sig at være alt andet end tidsspilde. Det er snarere +tid. Tid, hvor jeg er kreativ, interagerer og skaber. For tanker ud gennem tastaturet, der tidligere bare krøllerede rundt inden i mig – men som jeg nu får respons på fra spændende mennesker, der ofte tænker helt anderledes end mig (offline har man jo en tendens til at omgive sig med folk, der ligner en selv lidt for meget)
Og den tid går egentlig ikke fra noget af det vigtige – mine sociale relationer, hyggen, arbejdet, søvnen, motionen, kvalitetsmadlavningen. Den går fra min skod-tv-gearen-ned-falden-til-ro-med-at-dimse-lidt-rundt-om-mig-selv-tid. Og den er altså virkelig brugt meget bedre i blogosfæren…
Karin Høgh skriver
Hvor meget tid bruger I egentlig på at gå i bad og spise og dyrke s..
Jeg kan ikke gøre det op i timer eller minutter – det er meget svært. Det er bare noget, man gør, det er et behov, en lyst, en glæde, en tilfredsstillelse.
Men det er da en tidsrøver at blogge, det er det selvfølgelig, men jeg tager tiden fra tv-kiggeriet. Så mon det kan være så slemt?
Trine-Maria skriver
Tusind tak for alle svarene – og jeg er jo enig med både Nadja og Karin – men hvis man sidder ude i en virksomhed og planlægger en weblog, så kan man nok ikke helt nøjes med den vinkel, der hedder: Det er god kreativ tid, der går fra alt det, du ellers spilder din tid på 🙂
Selv om jeg nok skal få knebet det ind i bogen – at tiden er godt givet ud – på alle fronter…
Nadja skriver
Jeg kunne alligevel ikke dy mig – så nu har jeg lige skrevet fem gode grunde til, at blogging ikke er tidsspilde, henvendt til højeffektive mennesker (måske i særdeleshed i de kreative brancher)
http://nadjasreflexioner.net/2006/11/08/fem-grunde-til-at-bloggen-ikke-er-tidsspilde/
Glæder mig meget til at læse afsnittet i bogen (nå ja, og bogen i det hele taget)
Irene skriver
Jeg spilder ikke min tid på tidtagning. Jeg elsker at blogge og gør det for sjov og min fritid, den har jeg ikke ur på …
Nadja, jeg bliver nødt til at hive din lille i parantes bemærkede sætning ud og give dig uret. Jeg bruger min blog som noget kreativt og det er der mange andre der også gør, så den holder ikke. I min erfaring er det lige omvendt, at det er de professionelle, forretningsdriverne i dette liv, der synes det er spild.
Det jeg forsøger at sige er at jeg ikke kender et kreativt menneske der er højeffektivt. Effektivitet kvæler jo den kreative process.
Nadja, gentænk den lige …
nadja skriver
@ Irene – ah sådan var det nu ikke ment. Jeg er helt enig i din tanke om kreativ blogaktivitet. Og det er jo også meget sådan, jeg selv bruger den.
Det jeg mente var, at argumentationen i min fem grunde nok mest henvendte sig til profesionelle i de kreative brancher (kommunikation, reklame etc). Pointerne er nok mere relevante for dem og deres arbejde (hvis de havde brug for argumentation for, hvorfor de skulle bruge tid på bloggen – hvilket jeg jo grundlæggende mener er noget pjat) end de vil være i mange andre professioner.
Parantesen var mest udtryk for, at jeg efter endt posting erkendte, at jeg havde været lidt etnocentrisk i min egen argumentation – og det ville jeg lige signalere til omverdenenen (og nok mest mig selv) at jeg godt havde opdaget… men sådan kan man jo blive så snirklet i en sen nattetime.
Trine-Maria skriver
Nadja – tak for tankerne om kreativitet på bloggen – jeg kan godt finde på at citere dine overvejelser – for selvfølgelig er der masser af kreative mennesker med krøllede hjerner for hvem bloggen vil være et fantastisk redskab.
Irene – Jeg tager heller ikke tid på min blog 🙂 Men jeg forstår godt at mennesker, som ikke kender til fænomenet og som forsøger at planlægge at de gerne vil blogge i deres arbejdstid, kan have behov for at gøre sig nogle overvejelser om, om det for eksempel er realistisk for dem at få tid til det?
Og i vores bog handler det primært om at den værdi der ligger i at åbne sine processer op – både for en selv og for andre er uvurderlig – ligesom dialogen og åbenheden overfor omverdenen for mange organisationer er fuldstændig nødvendig – ergo gør det ikke noget, at det tager tid, det er bare meget rart at vide det.
Målet her er at få en masse forskellige bud på, hvor meget tid det tager at blogge… Behøver det at suge al næring ud af en? Nej – lyt til Karin – og hold op med at se fjernsyn 🙂
Heinz skriver
Jeg er enig med jer i, at på den private blog er det nok ikke så relevant at opgøre i tid. Og selv om jeg ikke selv har en blog privat, så bruger jeg efterhånden meget tid på at følge med hos alle jer, der skriver noget interessant.
Men jeg er også enig med Trine-Maria i, at når man går i gang med Corp Blogs, så er tid et helt relevant spørgsmål. Det ER en stor opgave tidsmæssigt og kræver engagement fra mange medarbejdere, som ofte har deres fokus helt andre steder.
I Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg har min erfaring, var det et af de store spørgmål fra cheferne – hvor mange ressourcer ville jeg skulle bruge fra deres afdelinger?
Og vores erfaring blev nok, at dem der blev rigtig gode til det, var typist også dem, der brugte min. 1 – 2 timer om ugen på det. For dem der bruger mindre bliver det ved med at være en lidt besværlig opgave, som afbryder, kræver anstrengelse, tager fokus fra det de mener er mere vigtigt….
Til gengæld tror jeg også holdningen til det afhænger af den virksomhed, der vil sætte det i gang. Hvad er der for persontyper i virksomheden? Hvordan er traditionen for at bruge tid på at kommunikere i det hele taget? Er blogging noget medarbejderne skal overbevises om eller vil de finde det helt naturligt?
Så mange var mine overvejelser lige nu… :o)
Lisbeth skriver
Spændende diskussion – jeg tænkte, at jeg også ville komme med et indspark, der går mere på “kontrakt” end tid. I.e. hvis man laver en “kontrakt” med sine læsere om at man f.eks. blogger en gang om ugen, behøver man ikke nødvendigvis at bruge tid hver dag (selvom man selvfølgelig godt kan samle noter i den mentale notesbog), men kan så f.eks. afsætte 1 time til at skrive sin fredags-post eller hvad det nu er. Nogle gange virker det som om folk hellere ville bruge 5 min hist og her på at holde bloggen i live, ved at poste korte indlæg, end at skrive eet længere indlæg som man bruger måske 1-2 timer på at skrive. Hvad er den bedste “strategi”? Det kommer vel i høj grad an på hvad det er for en blog.
En hel anden ting er så den tid, man f.eks.også bruger på at finpudse et indlæg, det vil sige retter stavefejl, formuleringer osv. Det tror jeg faktisk også er en “tidssluger” som folk ikke altid tænker over – men en “care” der er vigtig hvis man har en professionel blog.
levende skriver
Jeg er blogger, men jeg tror simpelthen ikke jeg kan svare på spørgsmålet for at det kan give mening for dem du skriver til, Trine-Maria. Det lyder som om du skriver til dem, der bruger bloggen i en strictly professional sammenhæng, hvor der er vandtætte skodder mellem arbejde og fritid. Dem der ikke får de gode idéer i badet, men kun til innovationsmødet. Som kun går på arbejde for at tjene til fladskærmen, men ikke fordi det er givende at give. Og som måske tager tid på længden af badet?
Okay, indrømmet, det er lidt polemisk, I know. Hvor lidt jeg end kan svare på det, er spørgsmålet yderst interessant, når det omskrives fra “hvor meget tid bruger du?” til “kan du få plads til at blogge i din arbejdshverdag?”
Og “giver det dig nye indspark at blogge?”
Værdi handler ikke kun om effektivitet forstået som produktivitet (fx antal kreative tanker på mindst mulig tid), men derimod også om at man selv kan se en kontinuitet i arbejdet.
Er der en sammenhæng i det jeg laver? Tråde fra et felt til et andet? Fællessang på alle etager eller enlige sangfugle?
Det er hvad jeg forestiller mig man kan bruge en professionel blog til: At udforske sammenhængskraften i sit arbejde. Det er simpelthen for værdifuldt til at man kan tage tid på det og derved kunne give en pris. Man kan sætte pris på sammenhængskraften ved at undgå at prissætte den.
Trine-Maria skriver
Tak igen for gode indspark – jeg kommer mig aldrig over, hvor fantastisk det her redskab er – man stiller et spørgsmål og verden iler til hjælp 🙂
Heinz – præcis – ledelsen og de der skal planlægge vil gerne vide det – bare sådan cirka.
Lisbeth – god plan – og jeg siger også altid, at vi jo kun er mennesker – også når vi blogger, så når der er fart over feltet andre steder, må man bare melde ærligt ud, at man håber man når det, men at man måske ikke gør.
Levende – jeg er enig i, at tidsaspektet ikke driver værket – nogen kan bruge hele ugen og alligevel ikke blive til bloggere, men min erfaring er også indtil videre, at når man bliver blogger, så skænker man ikke tiden en tanke, så er det processen og det kreative, som Nadja også er inde på, der driver en – også selv om man har bloggen på arbejdet.
Jeg er også enig i, at hvis man opdeler sin tid meget skarpt mellem arbejde og fritid, så bliver det sværere – men det er nu heller ikke min oplevelse, at der er ret mange der lever sådan i dag?
Men stadigvæk – når man skal planlægge et projekt vil man sige: “Det lyder spændende – hvor meget tid skal vi sætte af til det?”
Og “levende” må jeg citere dig for ovenstående i bogen? Jeg synes nemlig der er en fin pointe, at når man spørger folk, der blogger, hvor meget tid de bruger, beder de om at få omformuleret spørgsmålet til “giver det dig nye indspark?” fordi de ved det IKKE handler om tid!
Flere der bruger tid? Nogen der vil indrømme, at det her har taget overhånd? 🙂
levende skriver
Ja, det må du godt.
En tilføjelse: Ovenstående indlæg er resultatet af mine personlige idiosynkrasier. Jeg har det ganske enkelt ikke så godt med at sætte tid på alt. Det er min erfaring, at de bedste tanker ofte tænkes i den ikke-fakturerbare tid.
Qua en fortid i IT-branchen og en nutid i folkeskolen er jeg i dén grad trænet til at være opmærksom på tidsestimatets betydning for planlægning af en projekt eller forløb, og jeg kan godt se pointen i at kunne fastsætte en tidsramme for blogning.
Min pointe ovenfor var imidlertid, at værdien af god blogning er svær at gøre op i forhold til tidsforbruget, ganske enkelt fordi blogskrivning/læsning giver bloggeren mulighed for at se og dokumentere sammenhængen (eller manglen på samme) i sit værk.
Kim Elmose skriver
Når jeg er oppe i gear på bloggen – bruger jeg i gennemsnit 45 minutter om dagen til at blogge i dvs skrive indlægget, læse det igennem, lægge billeder + links på og så poste det.
Inspirationen og tankerne bag det enkelte indlæg – det kan jeg som andre ikke gør op i tid.
Jeg har bare næsten altid et wordpad/notepad dokument åbent (eller et Google Docs – dokument) hvor jeg i løbet af dagen skriver ideer ind, mens links bliver gemt i bookmark-delingstjenesten del.icio.us eller min rss-reader Netnewswire som en flagged post.
Det er individuelt hvor lang tid, man kan bruge på at blogge – for mig som for så mange her er det jo en hobby af den slags, man ikke kan lade være med.
Dog bruger jeg tidsestimatet, når jeg skal tale med nogen, der vil blogge professionelt ( i mit tilfælde journalister). Der er jeg nødt til at komme med en eller anden form for estimat for at give dem, der ikke kender til det, bare en smule begreb om, hvad det kan indbære.