Reklamefirma vil betale dig for at blogge om McDonalds
UPDATE: 20 OKTOBER 2006: McDonalds er IKKE involveret. Overskriften på dette indlæg var tidligere “McDonalds vil betale dig for at blogge”, men McDonalds har meldt ud til Comon, at de intet kender til kampagnen.
Jeg har også selv talt med McDonalds og mit indlæg nedenfor, er der ryddet op i, så det er tydeligt, at McDonalds IKKE er involveret. Se derudover bunden af indlægget for tidligere updates.
Nu lover et reklamefirma dig 10 dollar, hvis du blogger om et besøg på en af McDonalds “restauranter” (med billeder og tydelig angivelse af lokalitet). Pengene bliver sat ind på din PayPal-konto.
Bemærk også at reklamefirmaet skriver:
Så du må altså gerne skrive at maden smagte af pap, sukker og ellers ingenting – og at du aldrig ville sætte dine ben på McDonalds, hvis det ikke var for den her tåbelige kampagne.
Spørgsmålet er så om den her type markedsføring giver mening? Giver det her noget som helst til andre end reklamefirmaet bag og deres kunder? Ender vi ikke bare med en masse blog-indlæg, der ikke er den mindste smule troværdige? Folk der blogger om emner, fordi de kan tjene penge på det? Hvem gider læse om fyldte skraldespande på burgerrestauranter – og hvem gider se billeder af kedelig mad i neon-belysning?
Mikkel de Mib, som er søgemaskine-optimerings-ekspert har nogle betragtninger om, at det er noget firmaet bag gør for at generere “link-love” til deres kunder, via alle de blogindlæg sådan en kampagne genererer, for jo flere der linker til en, jo bedre ligger man i søgemaskinerne. Han elaborerer over, at 10 dollar pr. link er billigt sluppet.
Kampagnen er lavet afCREAMaid, som har bygget et helt koncept op over, at du kan finde et emne på deres side – indsætte en smule kode på din blog og blogge for penge! Du kan for eksempel også blogge om Heineken øl. (Og Heiniken er heller IKKE på nogen måde associeret med kampagnen.
Tak til emme for linket til CREAMaid.
UPDATE: 20. Oktober 2006: McDonalds er ikke selv initiativtager til kampagnen – initiativet er CREAMaids (marketingfirmaet bag formatet) – og deres mål er formodentlig at vise McDonalds og andre virksomheder, at formatet er helt fantastisk, så de fremover betaler for “servicen”!
Jeg er blevet interviewet til P1 morgen og til Urban om sagen – og jeg håber, at det begge steder fremgår tydeligt, at jeg ikke synes, det er en god idé “at blande annoncering med redaktionelt indhold”, hvis man er blogger. I mine øjne eroderer man tilliden til sine læsere – og hvis man absolut skal tjene penge på at skrive på sin blog, så skal man i det mindste være helt åben om, at det er det, der foregår.
Hos internet- og marketingeksperten Doc Searls er der en virkelig god kommentar til en amerikansk tjeneste der hedder PayPerPost, som minder lidt om ovenstående – bortset fra at de altså også lige “godkender” det, man skriver. Doc Searls skriver blandt andet:
The principle of instrumentality acknowledges that reporters need to maintain integrity while also serving, in some ways, as instruments. Integrity can mean many things …, but most basically it’s a form of personal solidity that others can depend on.
This, I think, is what’s at issue with PayPerPost. It abuses principles of instrumentality for bloggers that are no different than the ones for paid reporters — which are no different than ones for any human being. Those principles have to do with speech, and voice. Nothing is more personal than either.
Blogging is speech. Personal speech. When we blog we speak for ourselves. Yes, we may bite our tongues at the tonsils on occasion (say, when we want to avoid or protect an employer, a spouse or a friend), but we do that in everyday speech as well. People who know us make allowances for that.
Thomas Christensen skriver
Det kan godt være det ikke er interesant for andre mennesker at læse, men det vil give McDonalds et indblik i hvordan deres forbrugere ser på deres brand.
Hvis de formår at reagere på de indlæg der bliver lavet kan det måske blive lidt som en dynamisk fokusgruppe, hvor det mere er kunden, der styrer samtalen istedet for virksomheden.
Lige meget hvad bliver det spændende at følge.
Mads skriver
Jeg er fuldstændig enig med dig, Thomas. Se dog det her som en ganske billig markedsundersøgelse for McDonalds. Jeg tør godt æde min kasket på, at McDonalds er ligeglade med, om kunderne synes det er sjovt at se dårlige billeder af dårlig mad – det er slet ikke det, der er pointen.
Om initiativet er troværdig som markedsundersøgelse, skal jeg lade være usagt, men det er da en start, at der er frit slag i burgerbolle-dejen for kritik af maden.
Hvor tit sidder man ikke og tænker: “Gad vide hvad alle dem derude virkelig synes om det produkt, jeg laver?”. Dette er om ikke andet en sjov og anderledes måde at gribe det an på.
Anders Giversen skriver
Sidste år udlovede McDonald’s 1 dollar for hver gang en rapper fik spillet et nummer hvor han rappede om Big Mac. Projektet slog aldrig rigtigt an i rapverdenen hvor man ellers gerne rapper om forskellige produkter fra Escalades til Courvoisier. Sikkert for det var kommercielt (!) Der er jo visse fællestræk mellem rap og blogs (!) men det kunne da tyde på at McD denne gang satser på en form for markedsundersøgelse fremfor product placement. For mig bliver det bare spam.
Anyway, Bic Mac rimer på heart attack og “Hvis man er real hæphopper hænger man ud på Burger King HVER dag” (Gert K). 😉
Mads skriver
…og det viser sig nu tilsyneladende at være svindel det hele. CREAMaid har tilsyneladende taget munden lidt for fuld af de lækre McDonalds-varer ;-).
http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=28712
Trine-Maria skriver
Mads – tak for linket – jeg opdagede det faktisk selv her til morgen (se update i blogindlægget), hvor jeg forsøgte at lave lidt mere research på CREAMaid. Men det er godt nok ikke ret tydeligt, at det er CREAMaids eget initiativ, så jeg kan godt forstå, at Comon løb med historien.
Og du har ret – man bliver nok ikke for smart af at spise for mange burgere 🙂
Asbjørn skriver
Searls kommentar er rammende, hvis man køber præmissen om, at de samme parametre gør sig gældende for bloggere som for journalister. Problemet, som jeg ser det, kan være, at man i alle mulige andre scenarier vil påberåbe sig retten til, som blogger, IKKE at være bundet af de samme snærende bånd som den betalte journalist.
Blæser man med mel i munden her?
Jeg synes, at din pointe om den kritiske læser (som ikke gider BS) er tættere på ‘problemets’ kerne – her antager vi, at der overhovedet er et problem, hvad jeg ikke er sikker på.
Men bottom line – det forrygende ved personlige hjemmesider og blogs er vel, at vi selv bestemmer indholdet, og ikke skal stå til ansvar for andre end os selv og vores læsere. Jeg har ikke tænkt mig at blogge om min burger, men hvis naboen har lyst skal han da bare slå sig løs. Og hvis han gør det på en underholdende facon får han et skulderklap og et træk på smilebåndet herfra (har ikke råd til at hive dollars med i handlen).
Og bottom line, part two – McDonald’s (og CREAMaid) har med garanti fået tonsvis af link-love på den her sag, eller hur?
Trine-Maria skriver
Asbjørn – Hvis det er synligt, at der er tale om betalte indlæg kan jeg måske strække mig til en form for enighed, men jeg synes det er vigtigt med synliggørelsen – altså at jeg tydeligt kan se om det er en betalt annonce – eller et indlæg der er skrevet af hjertets lyst…
Og så kommer det også an på, hvad det er for en blog, for hvis bloggen er sådan en useriøs, pjattet sag, så kan det måske godt flyve alligevel, mens problemet bliver større, hvis det for eksempel er en blog der anmelder kameraer eller som gerne vil være den bedste blog om musikafspillere?
Engadget.com (anmelder gadgets af alle slags og har millioner af læsere) har den politik at man ikke må beholde noget af legetøjet – alt skal afleveres. Bloggerne betales for at skrive bloggen, men det er fast løn (jeg ved ikke, hvor meget pr. indlæg?) og kommer ikke direkte fra producenten af dimsen, men fra Weblogs Inc. Det er en model, som jeg meget bedre kan spise – igen fordi annonceringen ikke er kædet sammen med indholdet.
Men måske er jeg bare gammeldags?
Asbjørn skriver
Jeg er ikke sikker på, at jeg er voldsomt uenig, men hvis vi vender tilbage til udgangspunktet – at blogosfæren (har du et bedre ord, jeg kløjs lidt i det her) i en eller anden grad er selvregulerende – er det så ikke ris til egen røv, at jeg f.eks. har rost et møgkamera til skyerne? Læserne skrider, fordi jeg ikke ved, hvad jeg snakker om, og jeg sidder tilbage med et kamera, som jeg hele tiden har vidst ikke var værd at skrive hjem om (no pun intended)…
Og én ting er fysiske varer – fint med mig, at de blot er til låns, men hvad hvis jeg bliver inviteret til arrangementer og koncerter og forventes at anmelde eller blogge om dem?
Skal jeg starte med at skrive, at jeg ikke selv har betalt min billet? Jeg ved jo godt, at mængden af indbydelserne sandsynligvis svinder ind, hvis jeg er evigt utilfreds. Er det så til syvende og sidst ikke min overvejelse, om jeg prioriterer min kritiske læserskare højere end min samling af backstage-pas?
Jeg stiller mig egentlig blot tvivlende, når det handler om at dogmatisere en genre/ et medie/ en teknologi, der i udgangspunktet ikke vil dogmatiseres. Der er ingen regler for, hvad jeg må og bør gøre på min blog – altså lige indtil der er?
Trine-Maria skriver
Asbjørn – Hvem dogmatiserer? Jeg forsøger sådan set bare at undersøge feltet nærmere – og bemærk at jeg gør en hel del ud af at skrive om, hvordan jeg personligt har det med det.
Jeg er udmærket klar over, at folk gør præcis som de har lyst til på deres blogs – det er det fantastiske ved mediet. Men det er bare også derfor jeg ikke mener man kan afskrive muligheden for at sådan noget med betalte blog-indlæg kan blive ret udbredt – og jeg (ikke politiet eller dogmatikerne i samlet flok) men mig personligt synes det er træls, hvis jeg skal sidde og overveje om et indlæg på en blog nu er en annonce eller en af hjertet følt oplevelse.
Der er mere i det her indlæg, for morgenens P1 havde et indslag der forsøgte at handle om det her 🙂
http://www.hovedetpaabloggen.dk/2006/10/20/radioavisen-i-p1-lidt-rodet-indslag-om-skjulte-reklamer-pa-weblogs/
Asbjørn skriver
Nej nej, misforstå mig ikke. Jeg mener ikke, at du dogmatiserer… Jeg hejser bare et flag – forsøger at belyse en anden side af sagen, samtale, om man vil ;-). Det er såmænd det hele. Jeg har fuld forståelse for dine synspunkter, og er på mange områder enig – men måske lidt ked af regler i al almindelighed 🙂
Og mht. den kære reklamemand, så skal han jo stille sig tvivlende overfor skjult reklame i blogs, på samme facon som han skal tvivle på produktplacering i film og TV – det er penge ud af hans lomme, og direkte i lommerne på mediebureauerne.
Trine-Maria skriver
Asbjørn – god pointe at det vil fungere bedre for reklamebureauerne at skulle sætte nogle blogs op, da det andet vil være sådan en OMD-agtig aktivitet – det havde jeg slet ikke selv set
Og undskyld den hårde tone, jeg er nok bare lidt stresset – forsøger jo at skrive den der bog færdig… http://www.weblogbog.dk
Havde lovet mig selv ikke at blogge på hovedetpaabloggen imens, men det kan jeg altså ikke overholde 🙂
Asbjørn skriver
Du får lidt arbejdsro, så 😀
Men slet ingen indlæg her før bogen er færdig? Den køber jeg overhovedet ikke 😉
Trine-Maria skriver
Den er vist heller ikke sandsynlig 🙂
Emil skriver
Hva så.. har du lige lært to nye fremmedord? Erodere og elaborere? Snak nu dansk! Du fremstår ikke klogere af at bruge ord, masserne ikke forstår. Kikset forsøg på at være smart. Jeg troede dette var en side om kommunikation? Håber du selv kan se det…